Fragpunk

Den kinesiske gigant Netease opfinder ikke den dybe tallerken, men stjæler slet og ret bare andres ideer - så let kan det siges. Da tegningen til det ultra-succesfulde Marvel Rivals blev udarbejdet, var intentionerne klare fra starten. Tag de bedste dele af Overwatch og lav et spil ud af det. Nul originalitet, nul original tænkning - hvilket, som i tilfældet med Forza Motorsport (skamløs Gran Turismo-plagiat til at begynde med), Diddy Kong Racing (Mario Kart) og Bayonetta (Devil May Cry), skulle vise sig at være den helt rigtige idé. Med det nyligt udgivne gratis skydespil Fragpunk har Netease (via Bad Guitar Games-studiet) gjort det igen. Den grundlæggende plan er lige så enkel, som den er smart. Stjæl helteaspektet, spilmekanikken, layoutet og dele af det overordnede design fra Valorant, kombiner det hele med Hearthstone - Voila! Fragpunk i en nøddeskal. Men er det godt?

Det korte svar er: Ja! Fragpunk er ikke helt så vellykket som Marvel Rivals, men det er stadig et godt actionspil, hver runde. Til at begynde med har Bad Guitar fokuseret på de rigtige ting med hensyn til den overordnede spilbarhed, og hvordan våbnene føles. Der er lidt af Apex Legends her, lidt af Call of Duty: Modern Warfare III og en stor dosis Valorant. Jeg kan godt lide tempoet, jeg kan godt lide følelsen af næsten alle våben, og der er en mere tilfredsstillende følelse af både at trykke på aftrækkeren og ramme med dine projektiler her end i for eksempel Apex Legends. Udviklerne har tydeligvis søgt inspiration de rigtige steder (som jeg sagde) og bygget våben, der drypper af præcision og nøjagtighed, hvilket er rart at se, ikke mindst i betragtning af hvor gimmickagtigt og vilkårligt det føles at spille Call of Duty i dag med de enorme forskelle mellem TTK og TTD, der findes i øjeblikket.

I Fragpunk hedder heltene »Lancers«, og i karaktergalleriet finder vi en hel masse virkelig skøre typer samt mere standard Valorant-plagiat. Her er en knægt, der løber rundt med noget, der ligner en Guitar Hero-guitar, der skyder lyn, og en svævende magiker med en manbun, der kan klatre på vægge. For mit vedkommende er der masser af karakterer, der er værd at prøve, og som føles skæve, hvis ikke superoriginale, og variationen mellem karakterdesign og specialangreb, og hvordan man bruger dem for at være effektiv på slagmarken, er meget god. Fragzone er heller ikke særlig afbalanceret, hvilket på en eller anden ubegribelig måde kun har vist sig at være en god ting. Axon er langt den skarpeste karakter i spillet, og Broker er en tæt nummer to, hvis du spørger mig, og det gør mig egentlig ikke noget. Jeg føler snarere, at den manglende balance mellem de forskellige Lancers skaber et kaos i spillene, som føles gammeldags og utidssvarende. Og det kan jeg godt lide. Det er lidt ligesom Marvel Rivals, hvor Moon Knight og Spider-Man har domineret lobbyerne siden begyndelsen og dybest set ikke gør spillet dårligere af den grund.

Hvad angår kortspilsaspektet i Fragpunk, er jeg også imponeret og tilfreds. Jeg er bestemt ikke en spiller, der sætter sig til rette med Gwent, Balatro eller Hearthstone, hvis jeg har et øjeblik til overs, og var derfor på forhånd skeptisk over for, om Fragpunk ville være et spil for mig. Men det er det, jeg kan lide det, og jeg kan lide det originale touch, som kortene og kortenes evner giver. Udviklerne hos Bad Guitar har, som i tilfældet med karakterbalancen, tilladt sig selv at gå ret vildt til værks med evnerne i spillets Shard Cards, og det er meget værdsat. Et kort gør fjendernes hoveder enorme og dermed supernemme at ramme, mens et andet giver dig mulighed for at lægge æg (spawn, altså), hvilket giver dig mere helbred. Der er også et kort, der giver dig mulighed for spontant at kaste honningmeloner på modstanderholdet, som så glider (!) på melonægget og kan blive ramt i hovedet af dit holds snigskytte. På samme måde som der er 100+ mere »seriøse« kort og evner.

Designet er også godt. Der er også elementer af Apex, elementer af Fortnite, elementer af Valorant, men også masser af originalitet, og jeg kan godt lide de ultrafarvede, tegneserieagtige ting, som udviklerne her tilbyder. Karakterdesignet er vellykket, og alt fra de lyse kontrastfarver til de rastrerede bileffekter, når nogen bliver skudt, synes jeg er meget vellykket. Hvis Sonys milliarddyre fiasko Concord havde set sådan ud og haft dette tempo i spillet, ville det højst sandsynligt have overlevet, hvis jeg skal gnide mig op ad køen.

Og så... Hvad er så dårligt? Menuerne skal omarbejdes, da de er forbandet svære at navigere rundt i og mangler klarhed. I betragtning af at der er 169 forskellige Shard Cards, føles det, som om der mangler taktisk og strategisk dybde i Fragpunks holdspilsopsætning, hvilket Bad Guitar bliver nødt til at arbejde på. Jeg er også stødt på nogle problemer med netkoden, som skal justeres, men alt i alt har jeg nydt dette farverige action-puslespil. For jeg synes, det er sådan, spillet skal ses. Som en sjov bagatel og en afvigelse fra mere seriøse alternativer i genren. Med Marvel Rivals og Fragpunk har Netease fundet sit eget spor, som er let at nyde, i hvert fald for mig.