Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Forza Motorsport (2005)

Forza Motorsport

Microsofts længe ventede racer ruller ud på asfalten og brummer lystigt. Alan har sat foden på speederen og testet dyret.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg har efterhånden været i denne branche en hel del år. Kalenderen er blevet skiftet ud gentagne gange og solen har foretaget sin vandring i horisonten imens jeg har siddet dybt begravet i den digitale verden. Sjovt nok tog det mig lang tid at blive fascineret af bilgenren. Jo, selvfølgelig har jeg da spillet OutRun - men det er altså en forbavsende lille del af tærten, der har smagt af brændt gummi og brovtende hestekræfter. Det ændrede sig dog da den sorte Xbox fandt vej til min stue. Endelig havde teknologien nået et lejde, hvor fart, realisme og muligheder kunne mødes i et multifacettet lys. Jeg nød at hvirvle rundt i mudder i Colin McRae, var vildt betaget af mulighederne i Project Gotham og elskede ganske enkelt at fræse gaderne tynde i Burnout 3. Nu er der så kommet en ny deltager i festen. Bordet er dækket op og retterne lækkert serveret. Microsoft selv er vært for en fest, hvor naboerne fra Sony frygter at sidde med tømmermændene.

Forza Motorsport har længe slænget sig i horisonten - tilsyneladende hele tiden lige om hjørnet, men alligevel konstant uden for rækkevidde. Pludselig ligger pakken i postkassen, og herfra varer det ikke længe inden skiven snurrer lystigt i min trofaste maskine. Jeg må med det samme erkende, at jeg allerede har haft fingrene i en preview-version af selv samme spil. Jeg vil lade være med at benytte mange ord om denne oplevelse, blot hæfte mig ved, at det nok var en smart politisk beslutning at udskyde udsendelsen af denne milepæl i Xboxens voksende imperium. I Forza Motorsport har vi en kriger, som utvivlsomt er udset til at være gladiatoren, der nedlægger Gran Turismo.

Første indtryk er ikke positivt. Tunge, gammelkendte, lineære menuer er åbenbart den røde løber, som skal lokke kunderne til. Jeg får med det samme en fornemmelse af, at sidde med en tung mastodont mellem hænderne. Der trædes samtidig på den nok ældste af mine filosofier: Kvalitet frem for kvantitet. Det her føles som en undskyldning for at få presset nok så mange biler, optioner, baner og hurlumhej ind i spillet. Strengt stringente menuer er i mine øjne et udtryk for manglende tankevirksomhed, manglende lyst til at gå nye veje og vigtigst af alt manglen på inspirationens røde tråd. Men ja, tallene er her da også. Der er et utal af biler; vist omkring 230, og de kan boltre sig på omkring 60 baner. Alle øserne kan samtidig fikses op og gøres endnu mere potente. Det er selvfølgelig alt sammen fint nok, men jeg imponeres ikke af tal.

Vi flytter kampen til en anden arena, og nu spilles der pludselig med musklerne. På kørebanen, i det åbne rum med den friske luft tordnende mod det blanke metal. Jeg betages af den grafiske præsentation. Lyset der lystigt spiller i den overdrevent blanke lak, genspejlingen af omgivelserne og de ekstremt højdetaljerede køretøjer. Fingeren trykkes ind mod speederen - jo, motoren lyder bestemt også som den skal. Starten går. Snart er skærmen gået fra picture-perfect stilstand til dødsens alvor. Min Audi TT er seedet i toppen, og jeg er fra starten placeret forrest i feltet. En lækker lille detalje er, at man selv kan bestemme sværhedsgraden ud fra en række parametre. Alt efter hvor meget kylling man er, vil den endelige pointhøst blive påvirket. Næste grusomme oplevelse kommer i det første skarpe sving. Her er mine evner fra arkadespil såsom Burnout 3 ikke vildt bevendte. Realismen er sat på menuen - det her er mere simulation. Snart mestres denne svære art også. Farten er skruet godt op. Midterstriberne fortaber sig som en ret linie i horisonten.

Dette er en annonce:

Jeg kaster mig ud i flere løb. Sejre hives hjem. Nye biler rulles ind i garagen. Gamle biler gives ekstra hestekræfter. Jeg er godt underholdt - eller er jeg? Et eller andet sted dybt inde i mig spirer dog et tvivlens frø. Eksempelvis kan man diskutere i hundrede år om levetiden af sådan en størrelse. Man kan argumentere omkring de mange forskellige biler og om muligheden for at sætte rekorder på de enkelte baner. Min største anke er, at jeg ganske enkelt mangler noget variation. Det er igen min sondring mellem kvalitet og kvantitet. Relativt hurtigt står jeg ved vejs ende, hvor jeg klamrer mig til mine principper. Der er måske mange baner, men banekørsel mister altså sit appeal efter en vis rum tid. Jeg mangler den gale variation som er i gadekørsel, naturens luner som gør sig til i rallykørsel. Dertil så benyttes vejrforhold ikke - det gør altså ikke banerne mere varierede.

Jeg ved at kritikerne allerede har gjort knæfald for spillet, og til en vis grænse kan jeg godt følge hypen. Grafikken er yderst lækker. Der er en imponerende horisont over alt, bilerne er gengivet med mange polygoner, omgivelserne er detaljerede. Derudover får vi sørme også en skadesmodel, selv om denne virker lidt tilfældig. Samtidig er lyden et potent bæst, som knurrer arrigt, når speederen sættes på arbejde. Okay, musikken er ikke lige min kop te - men den kan man da heldigvis sende på orlov og i stedet invitere sin egen cd-samling. Glasuren er med andre ord meget tyk, fyldt med gnistrende tillægsord, som uden tvivl vil tiltrække et villigt publikum. Tilbage står jeg bare med en følelse af at vægten i dette tilfælde er lagt på kvantiteten, og at galskaben er blevet ofret på det populistiske alter.

Forza Motorsport (2005)Forza Motorsport (2005)Forza Motorsport (2005)Forza Motorsport (2005)
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Flot grafik. God skadesmodel. Masser af biler. Solid styring.
-
En smule ensformigt. Gaderæset mangler. Kedelig musik.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

3
Forza MotorsportScore

Forza Motorsport

ANMELDELSE. Skrevet af Alan Vittarp Rasmussen

Microsofts længe ventede racer ruller ud på asfalten og brummer lystigt. Alan har sat foden på speederen og testet dyret.



Indlæser mere indhold