7/52

Dredge

Karakter: 7/10

Tid: cirka 10 timer

Dregde er et stemningsfyldt lille spil, hvor du arbejder som en lille selvstændig erhversdrivende fisker.

Om dagen er alt meget normalt, om natten bliver alting mere funky. Historien tager også hurtig en interresant drejning, hvor det er tydeligt, at intet er normalt. 
Gameplay er ret simpelt og spillet har en fin kurve, hvor det går fra at være meget nemt til gradvist at blive mere udfordrende. Det simple gameplay loop begyndte dog at kede mig lidt, da jeg nåede til det fjerde og sidste område og der ville jeg egentlig bare færddigøre historien.
Heldigvis kan spillet færddiggøres på 10 timer eller mindre, hvis man kører nogenlunde lige igennem det, hvilket jeg vil anbefale, at man gør.

Kan det anbefales? Det synes jeg. Prisen på på 25 usd / 185kr, synes jeg dog er lige høj nok. Så jeg vil anbefale, at man ventede til, at det kom på tilbud.

In reply to: @Niceguy69

Fedt i øvrigt vi har 1. maj og jeg har nået 3 spil...

Mit mål er 20 spil, det er jeg faktisk i tvivl om jeg kan nå.

In reply to: @Niceguy69

Jeg tror måske det har noget med GP at gøre. Før i tiden gennemførte jeg næste altid et spil uanset hvor dårligt det var, nu dropper jeg der ret hurtigt hvis det ikke fanger mig. Har fx droppet Metal: Hellsinger i denne uge.

Der er jeg sådan ret uændret. Men jeg går stort set heller aldrig "blind" ind til spil, jeg har næsten altid en ide om det er noget jeg gider og hvor langt det er.
Der er dog undtagelser, jeg har lige givet op på Loop Hero efter 5-6 timer, det blev for stenet.

Pyyh, det er knap 3 uger siden jeg har postet. Er jeg blevet for gammel til gaming? Måske været på en lang ferie? Indlagt på hospitalet? Nej, jeg har bare kastet mig over Breath of the Wild, verdens måske længste spil (når man som jeg spiller uden strategi, planlægning, eller fornuft). I mellemtiden tager vi lige en hurtig en:

27/52

Nidhogg 2 (PS4)

2 timer

7/10

Nidhogg er et 2D kampspil med platforming hvor I kan dræbe hinanden med ét slag. Jeg spillede Nidhogg for første gang i slutningen af sidste år, og har så opdaget at 2'eren er på PS+, så det skulle da prøves. Det er samme spil, bare med flere baner, flere våben, og bedre grafik, og det er fantastisk sjovt at spille med venner, selvom der ikke er meget kød på solo-kampagnen. Det er faktisk ret vildt hvor meget man kan sidde og tæske igennem det samme korte gameplay-loop igen og igen når man gør det mod en ven, og de varierende våbentyper er en rigtig god tilføjelse til spillet. Det er et af den slags spil der ikke prøver på mere end hvad det kan gøre godt, og jeg er ret vild med det. Hvis det var kommet ud under arkade-dagene tror jeg det var blevet en decideret klassiker.

28/52

Inside (PS4)

3 timer

8/10

Det er vanvittigt imponerende hvor meget Inside gør med meget lidt. Hvor mange puzzles de laver med kun én analogpind og to knapper. Hvor engagerende historien er, helt uden at bruge ord. Hvor meget den kan hænge ved i tankerne trods en spilletid på kun 3 timer. Godt klaret, Playdead!

8/52

Inscryption

Karakter: 9/10

Tid: knap 14 timer

Inscryption er endelig udkommet til Xbox, så det har jeg selvfølgelig købt! 
Umiddelbart er det et horror/deckbuilder spil, hvor spilleren er fanget i en lille hytte og bliver tvunget til at spille kort mod en seriemorder. Men Inscryption er meget mere og andet end det, hvilket man hurtigt opdager. 
Spillet er nok det mest kreative jeg har spillet og historien og dens metafortælling tager nogle vilde drejninger.

Det er delt ind i 3 akt, hvorfra det første kunne stå helt selv og så være et rent 10-tal, desværre taber spillet lidt pusten i akt 2, der dog stadig er virkelig godt. 

Akt 3 lander sådan lidt imellem de to, men vinder meget på at have en virkelig stærk slutning.

Kan det anbefales: Det er nok et af de allerbedste spil fra 2021, som i forvejen var et år tætpakket med verdensklasse spil.

29/52

The Legend of Zelda: Breath of the Wild

40+ timer

7/10

Selvom jeg synes BotW er et godt spil, tror jeg oprigtigt det er det mest overvurderede spil jeg har spillet. Jo, det er super fedt at man har så meget frihed, og jeg er vild med ideen om at man bare kan drøne lige op til sidste-bossen fra begyndelsen, og at alt mellem start og slut reelt bare er dig der forbereder dig. Det betyder dog også at spillet giver afkald på en mere struktureret pacing, og jeg synes ofte der gik alt for lang tid mellem de spændende punkter. Der er et gigantisk spring mellem de bedste og de værste dungeons, og jeg havde klart foretrukket at de havde skåret den kedeligere halvdel væk. Dette er særligt tydeligt når det kommer til "Test of Strengths", der er dungeons hvori der kun er en boss - hvilket ville være helt fint, hvis det ikke var den samme boss hver eneste gang. Herudover er der en masse små irritationsmomenter - hvorfor kan jeg ikke tilberede mere end én ret af gangen? Hvorfor er der 3 cutscenes hver gang jeg går ind i en ny dungeon? 

Summa summarum, hvis BotW havde været lidt mere tight struktureret ville jeg have elsket det, men som det står nu er der alt for mange perioder hvor jeg bare løber rundt efter den næste dungeon, og for mange uinspirerede dungeons.

15/52

Red Faction

3 timer

Jeg har af en eller anden grund altid ønsket at gennemføre dette spil. har ejet det så mange år efterhånden men nu skulle det så endelig være. Tog så kun 3 timer lol.

Jeg troede det ville tage det dobbelte da det var hvad howlongtobeat påstod. 

bevares jeg spillede det på easy. Skulle bare se spillet og ikke have en udfordring.

Med programmet Dash Faction som bare installeres over dit steeam spil så er spillet 100% optimeret til moderne PC. jeg kørte det igennem på super ultra wide. Det eneste er at ingame cutscenes halveres i billedet. Men pyt det er alligevel ikke det vigtige.

7/10

15/52 - Super Mario Galaxy

Tid, idk omkring 20-25 timer

100% gennemført, underholdende spil til trods for irriterende gimmick sektioner her og der. Jeg kommer dog udenom de meste ved hjælp af at emulatoren kan binde diverse wii-mote funktioner til knapper. Stærkt spil, med meget varierede idéer, og sjove levels. Kunne godt være lidt sværere, men eh, det er Mario. Det er til børn. Gad godt nogen udviklede i den her genre til voksne. 9/10

16/52 - Call of Duty Black Ops Cold War

Tid, 6,5 time

Synes det var ganske godt, af en CoD kampagne at være. Der var lidt DNA af noget ambitiøst, og hele temaet med wet works under den kolde krig finder jeg meget tiltalende. Der er beslutninger undervejs der påvirker historien, og mens dette ofte virker overfladisk var jeg dog alligevel lidt overrasket over at få lov til at slutte mig til russerne til sidst, og nuke hele Europa - Det måske lidt spoilers? Men det er 3 år gammelt snart, så jeg går ud fra folk har spillet det. Jeg ville egentligt bare gerne have en mere ambitiøs udgave af dette spil, lidt mindre lineært og med mere indhold.

Spillet var også pænt, og rimeligt veloptimeret (i hvert fald nu). Pånær hvad der mest mindede om loading-stutters så holdt jeg mig stabilt på 120fps ved 1440p hele vejen.

8/10

17/52 - Sackboy A Big Adventure

Tid 15 timer.

Næsten 100% trofæer, skal lige hive en co-op buddy ind til at gøre det helt færdigt. Jeg var overordnet set meget underholdt, og godt soundtrack. Ikke helt så gennemført som et Mario-spil, og igen, kunne mangle lidt kant på udfordringerne foruden lige den sidste Knittet Knight trial eller hvad det nu hedder, men sådan er det jo med en genre som man har vedtaget kun skal udvikles til børn. Øv bøv.

8/10

30/52

Metal Gear Rising: Revengeance

5 timer

10/10

Jeg spillede ikke MGR før sidste år. Kæmpe fejl. Det endte så også, ifølge Steam Replay, med at udgøre 93% af min PC-spilletid sidste år, og 7 ud af 10 mest spillede sange på Spotify Wrapped var fra soundtracket. Dette er på trods af at jeg kan gennemføre det på 3 timer. Suffice it to say, jeg har spillet MGR igennem mange gange efterhånden, og jeg anser det absolut for at være et af mine all-time yndlingsspil.

MGR starter med en tutorial-boss af så episke dimensioner at den i de fleste andre spil ville være den klimatiske sidsteboss, og så kører den bare opad derfra. Pacingen er vanvittig og der er aldrig et stille øjeblik, kampsystemet sidder lige i skabet, historien er præcis hvad den skal være, og spillet har én af de bedste, hvis ikke den bedste, sidsteboss jeg nogensinde har oplevet. Det er fænomenalt.

Her bliver min holdning lidt kontroversiel: Metal Gear Rising er en musical. Sangene er typisk sunget fra specifikke karakterers perspektiv og giver indsigt i hvem de er, hvad deres historie er, og hvad de føler om det der sker på skærmen på det givne tidspunkt, og der er 71 minutters "vocal tracks" i spillet, som vel at mærke kan gennemføres på under en time (hvis man er bedre end jeg). Samtlige forudsætninger for at kategorisere det som en musical er opfyldt. I will die on this hill. 

Kunne være jeg skulle prøve det mgsR. Er det godt optimeret til pc ?

In reply to: @The_Dude

Kunne være jeg skulle prøve det mgsR. Er det godt optimeret til pc ?

Jeg har gennemført det på platformen 2 gange, og har ikke oplevet nogen problemer.

In reply to: @Raptor

Samtlige forudsætninger for at kategorisere det som en musical er opfyldt. I will die on this hill.

Jeg kan leve med denne konklusion.

Det er for øvrigt også et af de bedste spilsoundtracks jeg har hørt i noget AAA spil i meget meget lang tid. Generelt bare en banger af et spil, til trods for at dets gameplay måske lige er en tand for simpelt,. så giver det dig bare et hit af cheesy fucking awesome overload der gør det svært ikke at holde af. Burde spille det igen snart.

In reply to: @The_Dude

Kunne være jeg skulle prøve det mgsR. Er det godt optimeret til pc ?

Tja, det er jo et PS3-æra spil, så jeg kan uden problemer køre det på min laptop. Jeg tror de fleste computere kan trække det helt fint.

Så er det (endelig) tid til, at få smidt lidt i banken. Jeg har brugt de sidste par måneder på at lægge 200+ timer i Witcher 3 + dlc's. Var det så tiden værd? Ja sgu!

4/52

Witcher 3 current gen - PS5

10/10

W3 er i min optik blandt de aller bedste titler nogensinde, og det er bestemt ikke blevet dårligere med en current gen opdatering. Jeg gider ikke skrive en masse om historie, setting, lore osv. for alle spil entusiaster med respekt for sig selv ved nok, at det er noget af det bedste der nogensinde er skabt. Jeg gav i sin tid W3 et soleklart 10 tal, og det består, selvom jeg har vaklet lidt mellem 9 og 10, og det skyldes det tekniske. I de første 40-50 timer oplevede jeg en hel del problemer. Spillet burde holde stabile 60 fps men det gjorde det ikke, der var framedrops, der var også stutter og værst af alt oplevede jeg 8-10 hard crashes mens jeg var inde i butikker. Det resulterede i, at jeg nærmest ikke turde at handle længere. Det blev dog nogenlunde løst med en opdatering, og siden er det ikke gået ned. Der er stadig lidt drops hist og her, men det er heller ikke en lille verden, så jeg nænner ikke at trække en karakter for det. Noget af det værste i den originale version var loadtiderne, og de er stort set gone, fedt! Og selvom det tekniske ikke er perfekt, så fremstår det langt langt bedre end dengang det kørte på jetmotoren.

Combat er ikke spillets force, og jeg måtte sætte svæhedsgraden op, for på normal bliver det hurtigt for nemt. Det er meget trivielt og ikke blevet bedre med alderen, meeen det var alligevel til at holde ud. 

Jeg elsker den her verden, og det er en kæmpe præstation for et spil, at jeg kan lægge så mange timer i det uden at gå død. Fuck hvor er Witcher 3 bare et gennemført fedt spil. Men spørger man min kone, så er hun meget uenig.

5/52

Witcher 3 - Heart of Stone DLC

10/10 

Når det kommer til historie, er Heart of Stone nok den bedste dlc jeg har spillet. For fanden det er godt skrevet! Jeg var faktisk meget mere på HoS's historie end hovedspillets, og det var i disse timer jeg var fuldstændigt opslugt og slet ikke kunne lægge det fra mig. Jøsses det er godt!

6/52

Witcher 3 Blood and Wine DLC

9/10

BaW er en noget nær den perfekte afslutning på Geralts eventyr. Og for en dlc er der fandme bang for the buck her. Jeg brugte vel 40 timer på dette kort, og det fremstår nærmest som et helt spil i sig selv. Historien fangede mig ikke i samme grad som HoS, men for en completionist er der uhørt meget at lave. Tousant fremstår smukt og indbydende, i stor kontrast til krigshærgede Velen og vindblæste Skellige. Jeg kan godt lide tanken om, at hekseren (måske) skal ende sine dage her sammen med Jen og enhjørningen.

Så kan skidtet anbefales? Ja for satan!!! But that said, så kommer jeg ikke til at spille det igen i denne generation. Det er simpelthen for omfattende, når man også forsøger at jonglere et rigtigt liv ved siden af.

6/52 

Moonlighter

7/10

Ca. 13 timer

Roguelike hvor du er bestyrer af en lille butik i en lille by om dagen og går på eventyr om natten.

Om natten (man kan også om dagen) tager du på eventyr i fire dungeons for at finde fire nøgler, der skal bruges til at låse den sidste dør op.

Det loot du får på dine eventyr skal du have sikkert med hjem, hvorefter du så kan åbne din butik om morgenen og sælge dit loot.

Pengene du tjener, bruger du så på at opgradere din butik og dit udstyr, samt lukke op for andre butikker i byen. 

Alt i alt et fint spil, omend combat-delen er lidt for stiv og småkedelig.

7/52

Horizon Burning Shores PS5

15 timer

7/10

Mens jeg heksede den, skiftede jeg kortvarigt Geralt ud med Aloy. Og ligeså cool og sej Geralt er, ligeså fucking nederen og irreterende er Aloy. Jeg har helt tabt historien nu, og jeg brød mig ikke specielt meget om Burning Shores, det er mere af det samme som hovedspillet - bare dårligere. Bevares det er da stadig sjovt nok at nedlægge robodinoer med bue og pil, men jeg fangede det bare ikke rigtigt denne gang. Når man spiller det i et Witcher break, fremstår det sgu som et børnespil synes jeg.

Men det skal dog nævnes, at Burning Shores teknisk set er det mest imponerende jeg har spillet til dato. Alt spiller, jeg oplevede intet jeg kunne sætte en finger på. Det ser umanerlig smukt ud, og det kører SÅ smoothe hele tiden. Det er sådan her et spil bør være ved udgivelsen, kan du så forstå det Phil!?!

Jeg vakler mellem 7 og 8, men ender med det første. For selvom det fremstår som et teknisk vidunder, så laver det ikke om på, at Aloy er fucking kaw, historien er dum og at det hele hurtigt kommer til at føles som en chore, der bare skal overståes. Og så det tantekys, hvor herre bevares, hvis det er homo vejen frem, så gør det sgu da ordentlig i stedet for det pjat!

Anbefales? ja for det tekniske, for det er én stor tour de force. Men som spil er det tomme kalorier og er hurtigt gemt og glemt.

10/52

Dying Light 2: Stay Human

Antal timer: Mere end 12

Karakter: 6/10

Spillede det igennem sammen med to venner i co-op, og det var heldigt nok, for spillet fungerer langt hen ad vejen godt som co-op, og det er sjovt at løbe rundt og nakke zombier sammen og lave parkour. Og disse to dele af gameplayet fungerer generelt godt.

Spillet har dog desværre også en del der ikke fungerer så godt. Historien er virkeligt ikke noget at skrive hjem om, og det er meget få af spillets karakterer som reelt efterlader et indtryk på en. Dette er dog et co-op spil, som leverer god co-op underholdning, så det havde været tilforladeligt, hvis ikke det var fordi at spillet kan spilles alene. At 1'eren formåede at skabe en bedre samlet oplevelse, og at det tekniske er en omgang juks.

Spillet udkom for over et år siden, og er stadig en teknisk tilstand, hvor jeg oplevede færre bugs og glitches i min første gennemspilning af Cyberpunk end jeg gjorde her. Og den var omkring launch. Jeg indrømmer at en god del af de glitches der er i spillet er underholdende, men det er bare ikke godt nok, at man ikke kan spille tre mennesker sammen i 4 timer uden at spillet crasher, og at man er nødt til at lukke spillet ned 3 gange grundet bugs.

Giver spillet 6, fordi det er sjovt at spille med et par venner, og det tekniske trækker meget ned. Spillet kan anbefales til co-op, men spil det første først, da det er bedre. Som single-player spil vil jeg ikke anbefale det.

11/52

Coffee Talk

Antal timer: 5-6 timer

Karakter: 7/10

12/52

Coffee Talk 2

Antal timer: 7-8 timer

Karakter: 7/10

Laver en tekst da det samme reelt kan siges om dem begge og de blev købt billigt i en bundle. Kort sagt spiller man som en barista/cafeejer i en alternativ udgave af Seattle hvor jorden ikke kun er befolket af mennesker, men også af elvere, orker, vampyrer osv. og her skal man så servere kaffe for ens kunder og snakke med dem.

Spillet har en god stemning og musikken og artstylen leverer godt til den. Karaktererne er ganske interessante og gameplayet er mere eller mindre identisk med VA11-HALL4, som jeg spillede tidligere... og det er svært ikke at lave sammenligningen med det spil, for bortset fra settingen, så minder de utroligt meget om hinanden. Og det er ikke nødvendigvis til Coffee Talks fordel.

Jovist, spillene er udmærket og ganske hyggelige at spille, og spillet har nogle interssante karakterer hvor de fleste heldigvis går igen i 2'eren. Men VA11-HALL4 gør bare meget af det samme, bare ligeså godt eller bedre på de fleste parametre.

Ender dog stadig på en 7'er, for det er udmærket spil, specielt hvis de kan findes på tilbud, og det ene udelukker jo heldigvis ikke det andet.

31/52

Ghostwire: Tokyo (PS5)

12-13 timer

6/10

Ghostwire: Tokyo gør mange ting rigtigt. Flot setting, god stemning, fantastisk fjendedesign, og mange visuelt kreative og imponerende set pieces. Problemet er desværre dets gameplay. Selvom der er tale om en horror-setting, er det ikke et horror-spil, men snarere action. Langt det meste af tiden bruges på at skyde monstre, og du er aldrig i fare for at løbe tør for hverken ammunition eller healing items, hvilket egentlig er spøjst, da Shinji Mikami er manden bag både Resident Evil og Evil Within, så han ved udemærket godt hvordan man skruer op for presset ved at begrænse spillerens adgang til disse.

Nuvel, der er intet galt med et actionspil i en horror setting. Desværre er actionen utroligt sløv det meste af spillet. Dette handler på den ene side om at man skal ret langt ind i spillet før der kommer udfordrende fjender, ikke mindst fordi pareringer og dodge-mekanikken er blevet patchet ind efterfølgende og derfor ikke er nødvendig for at vinde - du kan decideret bare gå bagud, og de fleste fjender vil så slå ud i luften uden at ramme dig. På den anden side skal du også låse op for meget af dit skill tree før du selv har interessante offensive kapabiliteter. Resultatet er at du den første halvdel af spillet kører den samme strategi på alle fjender - du går baglæns mens du langsomt skyder dem igen og igen og igen, og det bliver enormt ensformigt.

Den største skam er, at det faktisk bliver ret godt hen mod slutningen når spillet tør smide de mere komplicerede fjender efter dig, og du også selv har de mere komplekse angreb der skal til for at gøre kampene dynamiske. Hvis dette havde været tilfældet fra tidligt i spillet havde piben haft en helt anden lyd. Hvis de samtidig skar en masse af de copy-pastede hovedmissioner fra og i stedet gjorde de mere interessante sidemissioner obligatoriske, så havde det faktisk været et virkelig godt spil.

På den måde er Ghostwire: Tokyo noget værre end et dårligt spil: Det er spildt potentiale. Det har alle brikkerne det skal bruge for at være et rigtig godt spil, men har sat dem sammen på en måde så du er tvunget gennem en masse identiske encounters og fyld-missioner, selvom den har rigeligt med interessante ting at kaste efter dig. Det er sgu ærgerligt. 

In reply to: @runes

 at Aloy er fucking kaw, historien er dum og at det hele hurtigt kommer til at føles som en chore, der bare skal overståes.

7 lyder meget gavmildt for et spil, som du ikke synes var sjovt at spille?
Din anmeldelse får det til at lyde som om du vaklede mellem 5 og 6

In reply to: @McCandlessDK

In reply to: @runes  at Aloy er fucking kaw, historien er dum og at det hele hurtigt kommer til at føles som en chore, der bare skal overståes. 7 lyder meget gavmildt for et spil, som du ikke synes var sjovt at spille? Din anmeldelse får det til at lyde som om du vaklede mellem 5 og 6

Skulle have tilføjet, at der er pænt meget content og mange timers "sjov" for 149,-. Og igen teknisk sindsygt godt. Det er ikke en dårlig dlc, det er mere bare mig der er træt af Aloy og af formlen generelt, men 7 er sgu meget passende synes jeg.

Det er sgu også svært at vurdere spil, for hvor du kan bedømme et maleri ud fra den artistiske værdi og en plæneklipper ud fra den mekaniske værdi, så indeholder et videospil jo begge dele. Der er fantastisk smukke spil der kører perfekt og har 50+ timers varieret indhold og som, fra en mekanisk synsvinkel, er helt perfekte - men som fra et artistisk perspektiv bare træder vande. Sådan havde jeg det med Zero Dawn. 

16/52

Spyro The Dragon

7:23 timer

8/10

Hyggelig platformer som kører lækkert i 240fps på pc. Dog er spillet ikke lavet til den hastighed så det giver en bug hvor Spyro lige så stille glider hen af jorden. Så den kom ned på sølle 120fps i stedet. 

Gennemførte med 120% 

Første gang jeg nogen sinde har spillet det. 

Næste mål må blive 2eren engang. 

32/52

South Park: The Stick of Truth

9 timer

8/10

Stick of Truth og dets efterfølger, Fractured But Whole, er nok de spil der fortolker en allerede eksisterende IP tættest på det originale værk. Det er fascinerende hvordan store dele af spillet sagtens kunne have været et afsnit af serien, og det kommer af at skaberne af serien har været tæt inde over. Det er skønt at se, og betyder at spillet ikke bare er et skatkammer af referencer, men også en ny og velfungerende South Park-historie i sig selv. Vigtigst af alt er det sjovt at spille, både når det kommer til humoren og til gameplay.

Stick of Truth er et turbaseret rollespil der selvfølgelig fokuserer mest på humoren, men som har en overraskende dybde i dets kampsystem og ikke mindst build variety der tillader en at lave strategier og sammensætninger der helt smadrer spillet. Det er ikke nyskabende, men det fungerer godt, og der er nok forskellige companions til at holde det friskt gennem de 9-10 timer det tog mig at gennemføre.

Hvis man på nogen måde synes at South Park er sjovt, så er Stick of Truth (ligesom dets efterfølger) et must-play, særligt hvis man har PS+ Extra og dermed kan få det gratis.

33/52

South Park: The Fractured But Whole (PS4)

~20 timer

8/10

Efterfølgeren til Stick of Truth udskifter fantasy med superhelte og introducerer et grid-based kampsystem der tilføjer kompleksitet til de strategiske elementer, men herudover er det samme humor, setting, og karakterer som før, og det rammer stadig plet selv når man spiller begge spil back-to-back. 

34/52

Telling Lies (PS4)

4-5 timer

6/10

Telling Lies har en fascinerende måde at fortælle en historie på, men mangler desværre en historie der er interessant nok til at opfylde potentialet fra mediet.

Du præsenteres med et væld af videoklip, typisk én side af et videoopkald, som du kan navigere i ved at søge efter nøgleord og citater, men kan højst få de 5 kronologisk tidligste resultater, hvilket nødvendiggør at man udleder mere og mere specifikke citater og nøgleord at søge efter. Det fungerer fint, og er en original måde at fortælle en historie på. Point for kreativitet.

Der er dog to dominerende problemer med Telling Lies: Først og fremmest sker der bare ikke nok i historien til at holde den interessant i de 4-5 timer det tager at spille. Der er nogle stærke twists og øjeblikke, men slet ikke nok til at bære længden af spillet, og når man først har fundet den røde tråd og twists, så ender man med bare at træde vande indtil spillet slutter. Herudover kan man kun se én side af en samtale af gangen, og man bliver dermed trukket gennem næsten samtlige samtaler to gange hvor halvdelen af spilletiden er en person der bare lytter. Det har en tendens til at kvæle flowet.

Kort sagt: En interessant måde at fortælle en historie på, men ikke en historie der er interessant nok til at bruge 4-5 timer på.