Fort Solis

På et tidspunkt i Fort Solis, den nye sci-fi-thriller fra det lille britiske studie Fallen Leaf skal hovedpersonen Jack Leary føre en lille sporvogn gennem nogle lukkede metaldøre. Du hopper op på vognen, trykker på en knap for at sætte fartøjet i gang, og venter derefter, til du når en lukket dør. Du hopper af og går ned til en terminal, hvor du udfører en ligegyldig quick-time-event for at åbne døren. Du hopper op på vognen igen, og den lille sekvens gentager sig nu - uden den mindste variation - intet mindre end tre gange. I træk! Sigende for et spil, der trods en kort længe, består af cirka 70% fyld.

I markedsføringen af Fort Solis har den lille udvikler Fallen Leaf gjort meget ud af de store skuespillere det er lykkes at tilknytte projektet. Roger Clark, kendt fra Read Dead Redemption 2, spiller ingeniøren Jack Leary, der konstant har selskab af selskab af Julia Browns karakter Jessica Appleton over radioen, mens også den allestedsværende Troy Baker har en vigtig rolle som den (måske) gale videnskabsmand Wyatt Taylor. Det giver mening, da særligt det stærke stemmeskuespil for alvor får lov til at skinne igennem det afdæmpede lydtæppe, der ligger som en tynd atmosfærisk hinde over de foruroligende og ensomme omgivelser på den forladte rumstation på Mars Fort Solis.

De dygtige skuespillere har heldigvis også fået et kompetent manuskript at arbejde med. Den konstante ping-pong mellem Jack og den fraværende Jessica gør den ensomme vandren gennem de sterile korridorer i spillets første halvdel mere tålelig og fungerer som et mentalt lys i mørket. Fraværende er videnskabsfolkene og det øvrige personale, der burde befolke den tilsyneladende øde minestation, også. I stedet taler de gennem lydfiler og videooptagelser, som vi kender fra Dead Space og System Shock. Den slags bliver ofte en usammenhængende blanding af tung eksposition og ligegyldige hverdagsobservationer, men her smelter det hele sammen til et spændende, atmosfærisk baggrundsstøj, der understøtter det centrale mysterium.

Fort Solis blev til under Corona, og spillets udviklere har tydeligvis noget på hjerte, når det kommer til ensomhed, og hvordan et digitalt substitut for menneskelig kontakt ikke altid er tilstrækkeligt. Selv de smukt designede og grafisk detaljerede miljøer kredser om dette, som måner om en planet. Det gælder i det helt små, hvor de realistiske refleksioner på en fedtet tablet, viser hvordan stationens beboere har klynget sig til enhver form for kontakt eller distraktion, og det kan observeres gennem interagerbare boksebolde og professorterninger, der minder os om, hvordan man kan slås med både kroppen og sindet for at overkomme isolation. Ja, der er rå kanter hist og her, og miljøerne har ikke helt den detaljegrad, som AAA-spil forkæler os med. Men udviklerens størrelse taget i betragtning er præsentationen meget, meget imponerende og bestemt et stort skridt opad for denne slags historietunge spil. Det er samtidig fremragende optimeret og jeg oplevede ingen nævneværdige glitches eller bugs.

Hvor udvikleren har haft en klar vision for spillets historie og dets miljø, så kan det samme desværre ikke sige for dets gameplay. Faktisk er det svært at forstå, hvorfor Fort Solis overhovedet skal være et spil. Hvor spil som The Vanishing of Ethan Carter bruger gameplay-mekanikker til at understøtte den centrale fortælling, og de mange eventyr inspireret af Telltales Walking Dead med interaktivitet tilføjer intensitet og en mulighed for at påvirke fortællingen, så virker det til, at Fallen Leaf mere har inkluderet gameplayet som en indrømmelse til spilleren.

Det primære gameplay loop består i møjsommeligt at gennemsøge rum efter rum for spor, der vil afsløre, hvad der er sket på stationen. Der er ingen gåder, og du skal aldrig tænke over, hvad du bruger en given genstand til. En gang imellem er du heldig at falde over et nøglekort, der låser op for flere rum på stationen, og så kan du ellers traske gennem de samme ensformige korridorer på jagt efter nye genstande at kigge på og røre ved, men sjældent meningsfuldt interagere med.

Problematikken illustreres tydeligt, når der rent faktisk sker noget dramatisk, hvilket typisk er mellem spillets fire akter, og hyppigere mod spillets slutning. Det ene øjeblikket giver spillet dig en kluntet, og dårligt forklaret quick-time event at døje med, for i den næste simpelthen bare at tage kontrollen fra dig, og lade Jack (eller en anden spilbar karakter) klare ærterne på egen hånd. Hvis der har været en plan for, hvordan gameplayet skulle højne oplevelsen, så gemmer den sig lige så godt, som den irriterende lille genstand, man skal bruge for at avancere til næste rum og møjsommeligt må lede stationen igennem for at finde.

Fort Solis tager omtrent fem timer at gennemføre, men det hele kunne have været langt hurtigere overstået, hvis ikke Jack havde trasket så uendelig langsomt. Det giver bestemt mening, at en tungt udstyret karakter ikke spurter rundt som en anden Super Mario. Men desværre går det simpelthen så langsomt, at man helt mister lysten til at udforske stationen for at finde samlegenstande, lydfiler og andet, der er med til at underbygge spillets univers. En let traven kunne virkelig have gjort underværker, og forvandlet Fort Solis til et sjovere, mere overkommeligt spil.

Fort Solis en stemningsfuld oplevelse med imponerende grafik og en langsom, men interessant central fortælling. Men som spil kommer det til kort på mange parametre, med lav interaktivitet, elendige quick time events og udforskning, der sjældent føles givende. Jeg kan kun forestille mig, at de egentlige spildele mest er blevet tilføjet som en eftertanke, og det er ærgerligt, for det, der i sidste ende kunne have været ret specielt, ender bare med at blive sløvt og kedeligt.