Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Forspoken

Forspoken

Der kommer til at være vidt forskellige holdninger til Forspoken, og Magnus selv synes godt nok den er svær...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

De første to timer af Forspoken er noget af det værste hø jeg har oplevet fra et relativt respektabelt og budgetteret AAA-spil i mange, mange år. Ja, det er en intens åbning for at sige det mildt, og særligt når nu jeg i sidste ende vil noget der ligner anbefale Luminous Productions' semi-kontroversielle PS5-eksklusiv. Og stol på mig når jeg siger, at vi ikke er noget der ligner at være færdige.

Forspoken er blevet forsinket flere gange, har modtaget stiv kritik fra en bredere skare af mildest talt skeptiske forbrugere for sin fjollede markedsføring og overfladiske dialog, og når selv ikke en ret rundhåndet demo kunne råde bod på skaden, ja, hvad har man så, som udvikler, overhovedet tilbage i værktøjskassen? Det stod næsten skrevet i stjernerne for en stund, at Forspoken ikke bare ville være træk-på-skuldrene-agtig tilforladeligt, men en direkte skændsel.

Forspoken
Dette er en annonce:
ForspokenForspoken

Men det er det altså ikke. Eller, det er det i hvert fald ikke når man rent faktisk spiller det. Men rundt om denne centrale gameplay-oplevelse eksisterer der en malstrøm af usammenhængende elementer, som virkelig har svært ved at forme det afgørende bindevæv, som skaber samhørighed i et sprudlende action-rollespil som dette. Til trods for at spillet handler om at bevæge sig hurtigt og elegant, så synes det skæbnebestemt til at snuble over egne ben et utal af gange.

I Forspoken spiller du som Frey Holland, og i løbet af spillets åbning er hun ikke meget mere end en tyv, en slyngel, en kvinde på kant med loven som egentlig bare forsøger at tjene til dagen og vejen, og arbejder febrilsk imod at spare nok penge op til endelig at kunne undslippe New York, som hun giver skylden for alle hendes problemer. Når den plan slår fejl, så overvejer hun sine begrænsede muligheder, og kort inden hun giver efter for fortvivlelsen transporteres hun så til Athia igennem "Cuff", et talende magisk armbånd, som lader til at indeholde sjælen af en fremmed skabning. Athia er i dybe problemer, og er blevet bragt i knæ af en korrumperende kraft ved navn "The Break". Menneskehedens sidste bastion af byen Cipal, og det er op til Frey at finde kilden til The Break, redde Athia og i sidste ende hende selv.

Okay, der har i så den klassiske "bagsiden-af-etuiet-synops", og nu hvor den er af vejen, så kan jeg roligt sige at New York-delen af Forspoken er direkte elendig. Den er alt for lang, usammenhængende, halvhjertet sammensat og ligner noget der blev bikset sammen på få måneder. Ikke bare det, den mangler afgørende finpudsning og narrativ... ja, mening. Jo, den bygger bro til Athia, hvor spillet egentlig foregår, men udover det gør denne sektion intet udover at slå igennem med syvtommersøm hvor forvirret Forspoken egentlig er. At den her sektion er sluppet igennem nåleøjet gennem talløse QA-tests er mig for evigt en gåde.

Dette er en annonce:

Og det bliver ikke bedre lige med det samme, eftersom Forspoken insisterer på at blive ved med at spilde spillerens tid, selv efter en central narrativ konstruktion er blevet etableret, ved konsekvent at tvinge spilleren ind i ligegyldige tutorials og kedelige ærinder. Værre er det endnu, at selvom at disse fylder alt, alt for meget i løbet af spillets afgørende første timer, så formår de ikke effektivt at forklare og introducere spilleren for de mest afgørende elementer af gameplay-konstruktionen, og hvordan disse kombineres til at forme en sammenhængende oplevelse. Jeg vidste ikke at jeg havde Stamina før fem timer inde i spillet...

Okay, det lyder præcis lige så skidt som du måske allerede havde en formaning om at det ville være. Det troede jeg også. Så forestil jer min overraskelse da Frey, eller jeg selv, endelig fik lov til at løbe under solen med mine magiske parkour-evner, og tilbagelægge kilometer på sømløs vis, for her begynder spillet faktisk at blive... godt. Spillet består godt nok af hvad vi i dag betragter som ret konventionelle open-world elementer, såsom gauntlet-inspirerede dungeons, puslespil, et rudimentært gear-system samt ressourcer der bruges til at lave eksempelvis helende eliksirer. De skal alle gentages et utal af gange i den åbne verden, og det er let at se efter bare få timer at spillet ikke genopfinder den dybe tallerken, men hvad det dog konsekvent formår at gøre meget af tiden, er at sætte interessante kombinationer af fjender foran dig, og give dig adgang til et utal, et utal af forskelligartede magiske evner. Kombineret med parkour-evnerne, så er du snart flyvende, smadrende, nydende på farten.

Forspoken
ForspokenForspoken

Ved enten at samle Mana Nodes op i den åbne verden eller at stige i niveau, så kan du gradvist udvikle og opgradere disse evner, som enten er offensive eller defensive, og når jeg siger at de forskellige, så er de forskellige. En tropisk cyklon, en hær af lavakrigere, en Tornerose-agtig tjørn - de her evner er så uendeligt forskellige, og der er tænkt over hvordan de fungerer i samspil med hinanden helt ned til mindste detalje. Desuden er det relativt simpelt at vælge en ny via L1 og R1, og aktivere dem via L2 og R2. Ja, det betyder at du som oftest skal cirkulere gennem aktive evner, og dermed pause lidt for ofte, men gud hvor er det underholdende. Ikke bare fungerer de godt sammen, tværs over typer også, hver enkelt evne kan have mere end en enkelt use case, og når der er en JRPG-inspireret kvalitetsbedømmelse af din præstation i hver kamp, så leder du altid efter måder at optimere på.

Så er der parkour-evnerne. Selvom at de i begyndelsen er lidt ringe forklaret (som er temaet igennem hele den her anmeldelse), så aktiveres de ved at holde cirkel-knappen nede, og derigennem vil Frey selv bevæge sig flydende igennem den åbne verden. Disse kan opgraderes, og benyttes desuden som en måde at elegant undgå fjendtlige angreb også. Ja, kameraet har svært ved at følge med når der er rigtig mange fjender på skærmen, men for det meste er det finesse, elegance og strategi på et niveau der ikke lige ses rundt om hvert et gadehjørne.

Opsummeret så er det at spille Forspoken ret fedt. Det er finpudset, raffineret og betænksomt eksekveret. Det er, hvis I vil tillade en søgt analogi, et roligt orkanens øje, hvor alle delelementerne formår at lade sig kombinere til en sammenhængende mekanisk oplevelse. Netop bevidstheden om at det her "øje" findes, gør det så kun endnu mere frustrerende når du er tvunget til at bevæge dig ud af den her rolige midte, og midt ud i den malstrøm der hærger i yderkanten af orkanen, hvor Forspokens støttesystemer gør en dyd ud af at fremstå forhastede, forvirrende og decideret kedelige meget af tiden. Selve manuskript og narrativ fremstilling er faktisk ikke et ligeså stort problem igennem hele oplevelsen, som de fleste af os måske troede, og til trods for den der lidt for "quippy" dialog vi har oplevet før, så ender Frey faktisk med at være en ret solid hovedperson det meste af tiden. Ikke bare det, de primære antagonister, Tanta'erne, er tilpas skræmmende og velrealiserede så hvert "showdown" føles spændende og centralt. Dog er der massive problemer i forhold til at sætte et vedvarende, konsekvent tempo i spillets mellemscener, hvor frustrerende segmenter som såkaldte "walk-and-talk"-portioner og brudstykker af hvad der måske engang var hele, solide stykke dialog konstant afløser hinanden i et væk uden nogen sans og samling. Ikke bare det, spillet decideret nægter at give os en sammenhængende mellemscene uden åndssvage dip-to-black effekter og indskudte gameplay-segmenter, der ingen reel rolle spiller. Athia er faktisk en uhyre interessant verden, men som det så ofte er med Forspoken, så formår Luminous bare ikke rigtig at komme helt i mål.

Som beskrevet ovenstående består spillet af en række relativt genkendelige aktiviteter, når alt kommer til alt, men de fleste af disse består af kamp på den ene eller den anden måde, og det er her at spillet skinner aller kraftigst igennem med decideret glimrende boss-kampe, udfordrende variation af fjender og selv relativt funktionel platforming hist og her. Problemerne opstår som oftest når spillet tager vinden ud af dine sejl, og holder op med at bevæge sig. For når det hele stopper, og styringen bliver taget fra dig, så begynder du derefter at lægge mærke til hvor brunt det hele ser ud, og hvor grimt det også kan være. Forspoken er ikke noget pænt spil for at sige det mildt, og hvis du har brug for de 60fps, som Performance-indstillingen låser spillet til at køre i på PS5, så kommer du til at se pixelerede karaktermodeller, mindre end ideelle ansigtsanimationer og alt for simplificeret koreografi. Alt det her forbedres i takt med at spillet bevæger sig, når du udforsker, når du kæmper, og for det meste er det præcis det som Forspoken ønsker at du skal gøre, som heldigvis gør det mere tåleligt at spillet, alt taget i betragtning, ikke ligefrem er nogen grafisk showcase.

Forspoken
Forspoken

Du kan måske allerede ikke rigtig lide Forspoken. Måske har du spillet demoen, set en ekstravagant mængde direkte gameplay, og måske vurderet at det hele ser lidt for råt og underudviklet ud til at du vil ofre de mange hundrede kroner det vil koste. Jeg er ikke her for at fortælle dig at du tager fejl; mellemscenerne er hovedsageligt forglemmelige, tenderende til direkte dårlige, historien er fin men uinspireret, og spillet gør ikke meget for at innovere strukturelt. Igen; den massive yderkant af den brølende orkan er nok... ja, nok til at de fleste hopper fra, forståeligt nok (!), og der er ingen undskyldning - Forspoken burde være bedre end det er.

Men vender du den lidt om, så kan man også sige at Luminous Productions er virkelig heldige idet de har konstrueret et gameplay loop der er så tilfredsstillende, består af decideret glimrende besværgelser, skøn parkour og solid fjendevariation. Det er det du hovedsageligt laver, når du interagerer med Forspoken, og derfor er det hovedsageligt tilfredsstillende at spille. Du kommer til at se virkelig mange forskellige indfaldsvinkler fra etablerede medier her, og mange vil kaste sig frådende over mellemscenerne, over grafikken, over de stygge to første timer, og det er både forventeligt og helt i orden. Men i stedet for at være en del af den syndflod af kritik der sikkert er på vej i Square Enix' retning, så ønsker jeg igen at fastslå en simpel pointe; at spille Forspoken er sjovt, det er underholdende.

Netop af den grund er der sikkert mange der kigger på den endelige score, og enten finder den for lav, eller for høj, alt efter hvordan man selv vejer et spils individuelle karakteristika op mod hinanden. Der findes sågar dem der udelukkende ønsker spil der leverer på samtlige parametre før de investerer, og det giver også god mening. Derfor er det en skam at Forspoken snubler alle de steder det gør, men samtidig er det heldigt at der hvor spillet leverer i fulde drag, det er der hvor det gælder.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fantastisk centralt kampsystem, underholdende parkour, solid variation af fjender, gode boss-kampe, fine open-world aktiviteter.
-
Ringe historie det meste af tiden, ujævne karakterer, kedelige sidemissioner, forfærdelig intro.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

ForspokenScore

Forspoken

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Der kommer til at være vidt forskellige holdninger til Forspoken, og Magnus selv synes godt nok den er svær...



Indlæser mere indhold