Vi kunne i går fortælle at Gears of War 3-udvidelsen Horde Command Pack var blevet forsinket. Forsinkelsen blev heldigvis temmelig kort, for pakken landede nemlig på Xbox Live i går aftes.
Pakken indeholder tre nye baner, tre nye spilbare figurer, to nye våben-skins, nye fæstningsopgraderinger til Horde-mode og en stak nye achievements.
Samtidigt har Epic meddelt, at de senere denne måned - nærmere bestemt på Thanksgiving - udgiver en gratis banepakke med fem nye multiplayer-baner.
Navnet på pakken er Versus Booster Map Pack, og den indeholder nye udgaver af to baner fra det første Gears of War, kaldet Clocktower og Swamp, samt tre nye baner ved navn Azura, Rustlung and Blood Drive.
Og netop de tre sidstnævnte er også med i Horde Command Pack, altså den, der lige er udkommet. De ekstra figurer og Horde-fæstninger er dog ikke med i den kommende gratispakke.