Forestrike

Skeleton Crew Studios seneste udgivelse, Forestrike, fangede straks mit øje med sit stilfulde retro-look. Alligevel viser det sig hurtigt at være mere end blot en pixel-brawler, så selvom mine øjne var klistret til den storslåede art style hele vejen igennem, så har det, heldigvis, mere på hjerte.

Vi starter med en interessant narrativ præmis, der ved første øjekast skaber en spændende ramme: Kejseren af de gamle lande er faldet under indflydelse af en skummel admiral, hvilket bringer riget i fare. For at redde sin hersker og sit hjemland begiver den unge kampsportsekspert Yu sig ud på en farefuld færd med kun sine mestres undervisning som våben. Den fjendefyldte vej lærer ham hurtigt, at næver alene ikke vil føre ham til sejr.

Overraskende nok lægger Forestrike stor vægt på fortælling og karakterudvikling. Dialogen udfolder sig gennem talebobler, men disse udvekslinger trækker ofte ud i trættende omstændelige monologer. Der er ikke noget i vejen med tekstbaseret ploteksponering, men det er som om at den struktur ikke hænger synderligt godt sammen med den måde udvekslingerne er skrevet på. Man længes hurtigt efter handling, mens man klikker sig gennem endeløse enetaler, der så afløses af alt for gumpetunge skill- og progressionsmenuer. Det føles som om, spillet holder igen med det du egentlig er kommet her for: kampene.

Kernegameplayet foregår i set fra siden i single-screen arenaer. Hvert møde sætter Yu mod en tilfældig samling af fjender, og når de besejres, låses næste kamp op, indtil det givne map kulminerer i en bosskamp. Bevægelsen er lateral, og kamp er begrænset til fire handlinger: grundslag, tungt slag, dodge og brug af genstande. Som Yu rejser frem lærer han nye teknikker, men der tilføjes ingen ekstra knapper; i stedet swapper spilleren evner ind og ud for at tilpasse sin foretrukne kampstil.

Det her er først og fremmest en roguelite, og det betyder at det at tabe er en essentiel del af oplevelsen. Det gør ikke noget, og jeg har intet imod spil der kræver noget af spilleren, og har en bevidst stejl indlæringskurve. Men sådanne spil har, mere end noget andet, brug for balance, og den er ikke ramt her. Men lad os lige tage et skridt tilbage - helt tilbage til spillets titel; Forestrike. Yu har evnen til at forudse kampe, hvilket manifesterer sig som en "practice mode". Disse træningskampe spejler virkelige møder, men kan genspilles uendeligt uanset udfald. Det er en smart måde at øve scenarier i timevis, hvis man ønsker det. Sejr i træning garanterer ikke succes i den rigtige kamp, men giver en fair chance. Tab i virkelige kampe sender dig tilbage til startpunktet, dog nu bevæbnet med de færdigheder, du har tilegnet dig undervejs.

"Men så kan du jo bare træne til du mestrer den pågældende kamp, ikke? Git gud" tænker du måske, og det er en debat der er svær at tage hul på. Lad os bare sige at jeg mange gange i løbet af min tid med Forestrike fandt balancen ujævn, og efterlade den der. Måske er din oplevelse anderledes.

Sejre giver mønter, som kan bruges på kroer langs rejsen til hjælp og collectibles. Yu får også nye evner fra sine mestre, såsom at starte kampe med et ekstra skjoldpoint eller få bonusenergi, når han besejrer ubevæbnede fjender med et våben. Spilleren kan vælge, hvilke evner der skal medbringes, men menusystemet føles unødigt kompliceret. Jeg kæmpede ofte med at forstå logikken bag at købe, opgradere eller skifte færdigheder, og spillet forklarede det aldrig klart nok midt i al snakken.

Visuelt er Forestrike en triumf. Den atmosfæriske pixel-art udstråler varm retrocharme, med lagdelte parallax-baggrunde, der tilføjer dybde, og effekter som røg og regn, der giver verden en organisk følelse. Karaktererne er inspireret af klassisk kung fu-cinema, og animationerne fanger kampkunstbevægelser med autentisk flair. Små detaljer, som nærbilleder af Yus øjne før kamp, viser udviklernes smag og kærlighed til kung fu-film. Dialogportrætter er håndtegnede og passer sømløst ind i spillets udseende, samtidig med at de giver karaktererne personlighed og nærvær. På Switch OLED kører spillet lige så flydende som en kung fu-mester, der rydder gaderne for gangstere, med næsten ikke-eksisterende loadingtider.

Da dialogen kun er tekstbaseret, begrænser lydarbejdet sig til fjenders knurren og excentriske mestres små manurismer. Lydeffekterne er overdrevne på en tegneserieagtig måde, perfekt til spillets tone. Soundtracket, med percussive rytmer og træblæsere, tilføjer stemning og forstærker både kampkunsthandlingen og den lette eventyrstemning i de gamle lande.

Forestrike efterlader et blandet indtryk. De smukke visuals, stærke atmosfære og interessante kampmekanikker snubler over en ujævn sværhedsgrad, langtrukken dialog og uklar færdighedshåndtering. Selv hooket er ikke helt så banebrydende som det først fremstår. At komme ind i spillet kræver tålmodighed og tilpasning, og længden kan føles afskrækkende. Alligevel er den legende kung fu-ånd uomtvistelig.