For Honor - Elimination og singleplayer

Jeg kan ikke lade være med at overveje, om Ubisoft fulgte med i debatten omkring Titanfall. Fans savnede en singleplayer. Statistikken fortæller, at det er de færreste, der spiller singleplayer i skydespil - og endnu færre der gennemfører den - men alligevel var muligheden savnet. Singleplayerdelen i For Honor føles tilføjet, så fans ikke vil brokke sig over dens fravær, men jeg har svært ved at forestille mig fansenes utilfredshed i denne situation. Titanfall er et skydespil, og vi er blevet opdraget til at forvente singleplayer i skydespil. For Honor derimod, er intense sværdkampe, hvor du skal læse din modstander, før han læser dig. For Honor er en multiplayer-oplevelse ulig nogen anden.

Jeg har allerede skrevet om Dominion og Duels - to modes jeg er utrolig begejstret for - men multiplayeren bevæger sig højere end "bare" at vælge en mode og spille den med vennerne: du skal vælge side i kampen. De tre faktioner; riddere, vikinger og samuraier, kæmper om landet i hvad udviklerne kalder: "Faction War". Når du kæmper i Dominion, vil en sejr betyde point til din faktion, som vil betyde mere overtagelse af landet. Det er en fremragende tilføjelse, hvor kampene ikke kun betyder noget for sig selv, men også har betydning for den overordnede krig der bliver udkæmpet. Skulle Samuraierne formå at overtage krigens gang - ja, denne skribent har allerede valgt side i krigen - så vil Samuraiernes logo begynde at hænge rundt omkring, på de baner man spiller i. Som for at sætte to streger under sejrherrerne.

Logoet på flagene der blafrer i vinden, er dog ikke det eneste der ændrer sig. Temperaturen kan også variere kraftigt, og lægger sig op af de forskellige faktioners normale klima. En bane sat hos vikingerne er tilfrosset med is, og man kan se frosten, når de trækker vejret. Samuraierne er tilvant det frodige klima, hvor trænernes grene kaster tunge skygger og jorden er tildækket med blade. Ridderne er mere hjemme i solen, hvor de kan gå på toppen af deres fæstning og holde øje med angribende modstandere på lang afstand. Temperaturen har ikke en effekt på krigerne, så en viking bliver ikke stærkere i kulden. Det er kun designet der ændrer sig. Det havde været modigt, hvis de forskellige klimaer havde givet et form for styrke til de tre faktioner, som man strategisk kunne udnytte i kampene. Men multiplayer-spil skal først og fremmest være fair, og at sørge for de tre faktioner har samme vilkår i krigen, er vel definitionen af fair.

Ud over Faction War, blev en ny multiplayer-mode også vist frem: Elimination. Den lægger sig mellem Dominion og Dual. Hvis man fjerner alle NPC'erne i Dominion og tilføjer det ene liv fra Dual, så har man Elimination. I en kamp 4v4, skal I kampe 5 runder, hvor det gælder om at dræbe modstanderne. Dør du, er du ude af runden. Det er muligt for en kammerat at samle dig op, inden dit sidste åndedrat er taget, så sender du en modstander i jorden, kan det betale sig, at bliver over ham indtil han udånder. Strategien ændrede sig hurtigt hos de to hold, da denne mode blev spillet. I stedet for at storme i kamp, når man ser en modstander, flygtede man ofte, indtil man havde fundet sine medkæmpere. At kæmpe i overtal i For Honor er bare en vinderstrategi... selv om der ikke er meget ære over det.

Det kan stadig irritere mig, at de 3 faktioner kæmper side om side i multiplayeren. Især nu hvor Faction War er introduceret, og alle kæmper for at bringe ære til deres faktion. Det giver mening for et gameplay-orienteret synspunkt - hvis din ven er ridder og du samurai, skal I stadig have lov til at spille sammen - men det giver ikke mening fra historie-synspunkt. Det er måske et aspekt der ikke er så vigtigt i et multiplayer-spil, men det forbliver et irritationselement, når jeg spiller. Heldigvis er de enkelte faktioner adskilt i singleplayer-kampagnen. Her ser du krigen fra hvert faktions synspunkt, hvilket kan udvikle sig til en spændende historie: for i krig er alle retfærdige i sin sag. Alle tror på det de kæmper for, så hvis de kan få spilleren til at sympatisere med alle tre faktioner, har de bestået i min optik.

Muligheden er derfor til stede for en spændende historie, men det er tvivlsomt om gameplayet kan følge med - og om de formår at gribe muligheden. Den første mission jeg spillede, så mig infiltrere en camp, hvilket bestod i at kæmpe mod alle de underligt placerede vagter på vejen mod destinationen. Når jeg siger, at gameplayet ikke kan følge med i singleplayer, så handler det ikke om, at gameplayet er dårligt. Det handler om, at selve glæden i For Honor er at nedlægge en anden spiller. Der er en intensitet i kampene, når man forsøger at læse sin modstander, finde hullet i hans forsvar og ramme den perfekte balance mellem offensiv og defensiv. Den intensitet forsvinder, når det er en AI-modstander man kæmper mod. Her ligner kampene hinanden, fordi de enkelte modstandere kæmper identisk med den forrige. Er du imod den kvindelige, smidige kriger? Hun bruger hurtighed, hvilket du hurtigt kan afvæbne, når du ved det kommer. Er du imod den større kriger med 2-håndssværd? Han bruger styrken, så et hurtigt hop til siden, på det rigtige tidspunkt, vil besejre ham. Når spillet kan læses, er glæden ved kampene forsvundet. I multiplayer er der ikke to kampe der føles ens. I singleplayer føles de alle ens.

Nogle spil egner sig ikke til singleplayer, ligesom nogle spil ikke egner sig til multiplayer. Det er naturligt. For Honor er blevet offer for en tid, hvor fans brokker sig, hvis begge elementer ikke er præsenteret for dem, når de starter spillet. Singleplayer-delen halter halvhjertet efter i For Honor, men lad os ikke brokke os. Lad os i stedet takke Ubisoft for at tilføje muligheden, og hoppe ind og tage endnu en kamp Elimination. Lad os nyde styrkerne ved dette spil. For tro mig, dem er der mange af.