For Honor

Jeg har snart tilbragt mange timer sammen med For Honor. Dominion, spillets 4v4 kampe, er hektiske og kræver samarbejde for at opnå sejren. NPC'er løber rundt på banen, som du uden problemer kan skære igennem, og der er områder der skal erobres og forsvares. Dominion er fremragende. Men hvad sker der, når spillet fjerner alle dine medspillere, alle NPC'er, alle områder der skal erobres og begrænser dig til én modstander på et lille område? Så står du tilbage med 'Duel'. Og Duel er min nye favorit-mode.

Min modstander, en Viking med skuldrer brede nok til at hugge træer i et enkelt sving, står blot få meter foran mig. Jeg selv, en lige så høj, men langt tyndere Samurai, trækker mit våben og går langsomt mod vikingen. Han afspejler mine bevægelser, ved at trække sin enorme økse og træde selvsikkert imod mig. Før vi er inden for hinandens våbenrækkevidde, standser vi begge op. Jeg lægger overlegent mit svær foran mine fødder, for at vise min (falske) selvsikkerhed. Han griber hårdere om sit våben og indikerer, jeg bare skal træde nærmere, når jeg er klar.

Vi cirkulerer rundt om hinanden. Afventende. Skal jeg slå først eller lade ham komme til mig? Jeg har hurtigheden på min side, men jeg kan ikke tåle mange slag fra den økse, før jeg må lade livet. Tålmodighed har aldrig været min styrke, så jeg ser hans forsvar an, og forsøger at slå til i et ubeskyttet område. Kampen er startet.

I Duel skal du ikke bekymre dig om, hvorvidt der kommer en ny modstander fra siden. Her skal du kun fokusere på fjenden foran dig og jeres omgivelser. Er der et hul i væggen og et dybt fald på den anden side? Cirkuler rundt om din modsander, indtil han har hullet bag sig og pres ham så langsomt hen mod kanten, så du kan skubbe ham i døden. Kampene er korte affærer, med mindre begge parter tager en meget defensiv strategi i brug. Personligt kunne jeg godt lide konstant at stikke til min modstander, og så søge i dækning da modangrebet gik i gang. En taktik jeg havde størst held med, da jeg spillede som den hurtigere Assassin.

Min trofaste kammerat, vikingen, som flere gange gjorde mig til kampens farligste spiller i Dominion, kunne jeg slet ikke få ordenligt i gang i Duel. Hans tunge bevægelser gør ham velegnet til at holde flere fjender på afstand samtidig, men da jeg blev begrænset til én fjende, blev han for tung. Duel kan føles som Dominion skåret ind til benet, men det er meget mere end det. Jeg vil hellere kalde det: "kernen af For Honor". To krigere, to våben, én overlevende.

Er du stadig ikke solgt på For Honor, fordi du mangler folk at spille online sammen med, skal du ikke holde dig tilbage. Dominion kræver samarbejde mellem fire spillere, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at blive god. Duel derimod, er kun dig selv og en modstander. Udvikler Ubisoft Montreal har klogt valgt at skære ind til kernen af spillet: de intense sværdkampe, og har dermed skabt et af spillets stærkeste modes. Meget er skåret fra, men intet er savnet.