Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Flower, Sun and Rain

Flower, Sun and Rain

Kun de fineste vine bliver bedre med alderen, og sådan er det også med spil. Flower, Sun and Rain har stadig en meget interessant smag, men alderen kaster nu også et par bitre smagsoplevelser af sig.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Flower, Sun and Rain greb mig med det samme af én enkelt grund: Der er langt imellem, at man ser spil, som på samme tid er både stilsikre og skæve. Alene den fem minutter lange indledningssekvens, hvor spillets hovedperson, Sumio Mondo, blot kører i sin bil har et eller andet over sig, selv om det naturligvis også er super-irriterende, at man ikke kan springe den over. Men sådan er Flower, Sun and Rain - nogle vil elske spillet, mens andre hurtigt vil irritere sig over den strengt styrede handling. Personligt ligger jeg lige midt i mellem og er temmelig imponeret over stemningen og scenografien, men skuffet over nogle af spillets klodsetheder.

Flower, Sun and Rain er en konvertering af et otte år gammelt PS2-spil. Her tager man styringen over Sumio Mondo, som er en searcher. Det vil sige, at han lever af at finde ting for folk. Det lyder fjollet, og det er det måske også, men det passer fint til spillets syrede skelet, hvilket man også hurtigt indser, da Sumio Mondo ankommer til øen The Losspass. Her har direktøren af hotellet Flower, Sun and Rain tilkaldt ham for at løse et mysterium, som vi vender tilbage til lidt senere.

Straks ved ankomsten ved man ikke helt, hvilket ben, man skal stå på. Alle personerne, man møder, er mere end særlige og snakker lige som Sumio Mondo et drømmende vrøvlesprog. Omgivelserne er skarpt definerede, men ikke synderligt kønne, og af en eller anden grund strøg mine tanker i retning af Wii-spillet No More Heroes. Senere fandt jeg ud af, at det ikke var helt tilfældigt. Flower, Sun and Rain er nemlig skabt af den samme mand, som stod bag spil som No More Heroes og Killer7, der begge var friske nytænkninger af gammelkendte genrer. Sumio Mondos eskapader i Flower, Sun and Rain er som sagt ikke længere nye, men for mange af os vil de alligevel være et frisk pust, for omgivelserne på The Losspass er ingenlunde helt normale.

Da der er tale om et adventure, skal Sumio løse en masse gåder for at drive handlingen fremad, og lidt utraditionelt gælder det ikke om at samle ting op og kombinere dem på forskellige måder. I stedet skal samtlige gåder løses ved at indtaste talkoder, som man får kendskab til ved at snakke med forskellige personer og matche deres oplysninger med hotellets velkomstbog, som også indeholder en hel masse tal. Lad mig give et eksempel. På et af hotellets værelser står et kamera placeret i et hjørne og peger mod en tom stol. Ved at snakke med en af rengøringsdamerne får man at vide, at der vist står noget om kameraer i velkomstbogen, og når man så slår op i den, finder man et par sider skrevet af en lokal fotograf.

Dette er en annonce:

Han viser billeder af øens seværdigheder og kommer også med gode tips til, hvilke kamera-lukketider, der giver de bedste billeder. Her finder man så frem til et billede taget på det lokale hotel, hvor fotografen har skrevet, at det nogle gange er muligt at tage billeder af ting, det menneskelige øje ikke kan se, og så noterer man sig de indstillinger, han brugte til at tage billedet. Disse indtaster man så i kameraet, og så er man fluks videre. Den første time skal man indstille hjernen på denne nye tænkemåde, men herefter føles den ganske naturlig og egentlig også lidt nyskabende. Det føles lidt som at være pengeskabstyv, men formålet i Flower, Sun and Rain er bare lidt større.

For grunden til, at man er på øen, er den mystiske tidslomme, som den befinder sig i. Hver dag slutter med, at et stort passagerfly eksploderer på himlen, hvorefter dagen spoles tilbage og gentager sig selv - blot med nye gåder. Så Sumios opgave er at komme til bunds i mysteriet og forhindre flyet i at eksplodere. Hvis der da ikke er tale om en mærkelig drøm...

Flower, Sun and Rain er et originalt værk fyldt med syrede mellemsekvenser, og det er ikke helt skævt at sammenligne spillet lidt med kultserien Twin Peaks, som hærgede fjernsynsverdenen for næsten 20 år siden. Ingenting er som i andre spil, og det giver spillet et frisk pust. Men det er også tydeligt, at spillet kunne være strammet op mange steder. Jo længere, man når i spillet, jo mere løber man rundt uden mulighed for hurtigt at transportere sig selv til andre lokationer. I stedet må man suse omkring, og der er altså grænser for, hvor mange minutter, det er sjovt bare at løbe ligeud. De helt garvede eventyr-spillere vil også føle, at opbygningen af gåderne er for nem. Alle svar står på en eller anden måde i velkomstbogen, hvorfor spillet til tider kan synes for nemt. Løsningen på mange gåder giver sig selv, men selv om man har formået at tænke to træk fremad, så kræver spillet alligevel, at man følger manuskriptet strengt og snakker med en bestemt person, selv om man ved præcis, hvad han vil sige. Det virker gammeldags og viser også, at spillet har nogle år på bagen.

Flower, Sun and Rain er et af den slags spil, der kræver, at man giver det en chance. Det er nemt at bruge ti minutter på spillet, og så smide det hen i bunken med ligegyldige spil. Men det ville være en fejl, for selv om det er en løjerlig størrelse, så er det interessant på mange måder. Kan man godt lide en skæv tilgangsvinkel, så kan Flower, Sun and Rain være et dejligt bekendtskab på trods af, at der bestemt også er mangler. Der er ingen tvivl om, at der ligger kunstneriske ambitioner pakket ned i spillet, og selv om der ikke er tale om en rendyrket succes, så er det dejligt at se den ærlighed og kærlighed, som spillet besidder.

Dette er en annonce:
Flower, Sun and RainFlower, Sun and RainFlower, Sun and RainFlower, Sun and Rain
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Interessant tilgang til genren. Syret univers. Udmærkede gåder.
-
Sværhedsgraden kan synes lav. For megen løben rundt. Stærkt manuskript-styret.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

5
Flower, Sun and RainScore

Flower, Sun and Rain

ANMELDELSE. Skrevet af Kristian Troelsen

Kun de fineste vine bliver bedre med alderen, og sådan er det også med spil. Flower, Sun and Rain har stadig en meget interessant smag, men alderen kaster nu også et par bitre smagsoplevelser af sig.



Indlæser mere indhold