Final Fantasy XVI: The Rising Tide

"The Rising Tide" er den anden og sidste udvidelse til Final Fantasy XVI, som tilføjer noget, vi savnede i den forrige udvidelse: "Echoes of the Fallen". The Rising Tide er på mange måder en udvidelse, der henvender sig til dem, der allerede har gennemført spillet, men som ønsker at dykke endnu dybere ned og forfine deres færdigheder. Præcis hvordan, vil jeg gemme til senere, men Square Enix har helt sikkert et es i ærmet denne gang.

I den nye udvidelse drager Clive og hans ledsagere Jill, Joshua og Torgal ud på havet for at nå den nordlige region, der er kendt som Mysidia. Et sted, der er helt isoleret fra resten af verden, og hvor det mægtige Eikon, Leviathan, siges at hvile. Her bliver vi introduceret til den helt nye karakter Shula, som leder minoritetsgruppen i Mysidia, og som ligesom Clive ønsker at redde den person, som Leviathan får sine kræfter fra.

Historien er okay og indeholder flere rørende øjeblikke, men Shula føles desværre som en ekstremt flad og kedelig karakter, der aldrig tier stille. Den måde, Square Enix har formået at flette den nye Dominant ind på (den person, som Eikon tilhører), og hvad der er sket med regionen, er højdepunkter. Det er mystikken og atmosfæren, der øger spændingen, mens tilføjelserne til karaktererne gør det stik modsatte. Hvordan det ser ud, vil jeg dog holde hemmeligt og lade dig opdage selv.

De sidemissioner, der introduceres i The Rising Tide, er for det meste fuldstændig uinteressante og føles mere som en sur pligt end som noget, der har værdi. En af de første sidemissioner går ud på at løbe et par dusin meter for at samle en buket blomster, som man kan give til landsbyens smed. Kun fordi smedens kone mente, at det var en god måde at introducere os på. Totalt uinteressant og meningsløst, når man nu allerede har spillet Final Fantasy XVI i mindst 25 timer. Det er først mod slutningen af den tre timer lange udvidelse, at der kommer et par mere fornuftige sidemissioner, hvor vi får til opgave at dræbe Tonberry-kongen for at stoppe de invaderende Tonberrys.

Det, Square Enix primært har markedsført udvidelsen med, er, at vi selvfølgelig får chancen for at styre et helt nyt Eikon. Tidligt i eventyret lykkes det Clive at absorbere en stor nok del til at udnytte vandmonstrets evner, hvilket tilføjer noget nyt til spillet. Vind, ild, torden og is er allerede blevet kontrolleret, men nu kan vi også smadre fjender med vand. Med Leviathan bliver spilleren opfordret til at skabe afstand til sit mål og angribe dem med vand for hurtigt at dræne fjendens stagger-meter og gøre dem uarbejdsdygtige i et stykke tid. Jeg troede ikke, at jeg ville kunne lide kræfterne så meget, som jeg gjorde. Når man allerede har spillet spillet i over 80 timer og har skiftet mellem seks andre kræfter, kan det være svært at lade en anden få indflydelse. Men Square Enix formår at gøre det umulige. For som jeg nævnte indledningsvis, har udviklerne et es i ærmet.

Med The Rising Tide præsenteres ikke kun en helt ny historie, men også en helt ny spiltilstand, der minder om roguelike-spil. Den hedder Kairos Gate og kan findes i Clives hovedkvarter, og når spilleren tager hul på denne oplevelse for første gang, får han en gave fra spillets hovedskurk Ultima. Nemlig nogle af hans kræfter. Udvidelsen giver altså ikke kun adgang til Leviathans evner, men også Ultimas, hvilket næsten føles en smule overvældende, men åh så værdsat.

I Kairos Gate står spilleren over for den udfordring at komme igennem alle 20 baner, hvor hver femte bane består af en boss fra hovedspillet. Her er dit udstyr forudbestemt, og det eneste, du kan ændre, er dine Eikon-evner. Den eneste måde, du kan forbedre dig på, er ved at klare dig godt i kampene (varierede angrebsmønstre, tid osv.), som giver dig belønninger i form af forbedringer og velsignelser. Førstnævnte giver dig permanente opgraderinger i netop den runde, du spiller, og sidstnævnte giver dig fordele i et eller to niveauer. Jeg vil ikke lyve - Kairos Gate er super svær og vil virkelig teste dig på alt, hvad du har lært. Når alt kommer til alt, er dette noget for dem, der leder efter en udfordring efter spillets rulletekster. Square Enix har endda lavet et leaderboard, hvor du kan konkurrere mod andre spillere og få så mange point som muligt. Det eneste, jeg gerne ville have haft, var muligheden for at gemme midt i en gennemspilning, da 20 baner tager sin tid. Desværre er den mulighed ikke tilgængelig, og du er nødt til at afslutte og starte forfra, i stedet for at kunne fortsætte fra hvor du slap.

The Rising Tide er en fremragende afslutning på sagaen om Final Fantasy XVI, der tilbyder præcis det, som den første udvidelse ikke gjorde. Dermed føles spillet nu komplet, og sammen med de to udvidelser føles det som en magisk rejse. Jeg vil virkelig gerne understrege, at dette Seaon Pass er værd at investere i, hvis du vil have mere og virkelig vil udfordres. The Rising Tide byder på omkring tre timers historie med to ekstra timer, hvis du vil gennemføre udvidelsens sidemissioner. Det er dog svært at sætte en tidsramme på, hvor længe du vil være underholdt af Kairos Gate, da der er masser af replay-værdi. Hvis denne game mode ikke havde eksisteret, ville prisen for det nye eventyr have været svær at retfærdiggøre, men nu er der ingen tvivl om, at det bestemt er hver en krone værd.