Final Fantasy XV: Episode Prompto

Tilbage ved udgivelsen af Final Fantasy XV i slutningen af sidste år ventede alle fans spændt på fremtidens bud fra JRPG-regenten. Efter ti års arbejde med to forskellige titler og instruktører, var forventningerne høje til det spritnye kapitel i den ikoniske serie. Heldigvis leverede business division 2 et godt spil, som tilfredstillede mange urolige fans og gjorde Final Fantasy til en relevant spiller i RPG-genren igen.

Et af de største kritikpunkter var dog, hvordan historien blev fortalt med store tydelige plothuller, der manglede en ekstra forklaring eller to. Episode Gladio formåede at belyse nogle af elementerne og bringe karakteren Cor tilbage som en relevant karakter, en person som ellers næsten var blevet skåret ud af kernespillet.

Nu er turen så kommet til Prompto, min personlige favoritkarakter i Final Fantasy XV, som forsvandt i et godt stykke tid i den senere halvdel af Noctis' eventyr. Det er derfor passende, at hans egen dedikerede episode netop behandler dette forsvindingsnummer. For dem som ikke har spillet hovedspillet vil jeg så vidt som muligt undgå at afsløre for mange detaljer af narrativet.

Som nævnt ryger Prompto ud af billedet en længere periode i Final Fantasy XV, grundet at han vælter af et tog på vej mod det snefyldte Gralea-område, hvorfor han pludselig dukker op senere i spillet uden nogen forklaring på hvordan. I de to timer som Episode Prompto varer skal spilleren derfor finde vej tilbage til sine venner, imens man samtidig udforsker Promptos baggrund før begivenhederne i Final Fantasy XV.

Dette aspekt er også udvidelsespakkens stærkeste del, da Promptos forskellige opdagelser nærmest formod at fange mig mere end grundspillet gjorde. Især Promptos stemmeskuespiller formår at bevise han har et dybere følelsesregister (selvom nogle sekvenser muligvis er en smule overspillede). Det er en emotionel rejse, som for alvor hæver Prompto over de andre hovedpersoner.

Dog lider historen en smule af pacing-problemer, da de første tyve minutter er lidt i snegletempo med kedelige intetsigende korridorer i stil med det forhadte Chapter 13 i Final Fantasy XV. Derudover kræves også et kendskab til Brotherhood-animeserien, som udkom i forbindelse med udgivelsen tilbage i efteråret 2016. Nogle spillere vil uden tvivl føle sig lidt fortabte.

Når først man forlader indledningens korridorer ankommer Prompto til en smuk delvis åben vintersandkasse. Ved hjælp af en snescooter (som styres forbavsende godt) kan spilleren hurtigt komme fra punkt a til punkt b, hvor man støder på forskellige sidemissioner og monstre. Det er derfor muligt at bruge mere end de to timer det vil tage at gennemføre hovedhistorien ved at udforske den flotte verden.

Ydermere får Prompto også selskab af Aranea Highwind, en sidekarakter med alt for lidt plads i Noctis' eventyr. Hendes kemi med Prompto fungerer godt og deres mellemsekvenser sammen har et punch og en dynamik som ikke kommer frem i løbet af grundspillet. Det føles dejlig velkomment og som spiller kunne jeg ikke lade være med at ærgre mig over, at disse elementer ikke kom med ved den oprindelige udgivelse.

Aranea bruges derudover en smule anderledes end måden Noctis kommanderer med Gladio, Prompto og Ignis. Først og fremmest har hun ikke noget HP-meter og kan derfor ikke dø. I modsætning til Noctis er Aranea også væstentlig stærkere end Prompto og det er derfor vigtigere at udnytte hendes forskellige færdigheder, da du ellers ingen chance har.

Netop denne del føles gennemtænkt og passer med Promptos karakter. Han er ikke nogen stor kæmper, hvilket især kommer til udtryk overfor Aranea. Efter spillet er gennemført kan du sågar udfordre hende til en 1-on-1 kamp, som er en del sværere end kampen mellem hende og Noctis.

På gameplay-siden styres Prompto noget anerledes end både Gladio og Noctis. Når man bruger sin trofaste håndpistol fungerer skydesystemet på samme måde som I Devil May Cry, hvorfor du ikke sigter og i stedet automatisk affyrer en masse skud imens Prompto hopper og springer rundt. Ved brug af maskingevær, bazooka og sniper-riffel er det et klassisk tredje-personsperspektiv i stil med Resident Evil 6 eller Gears of War. Kommer Prompto for tæt på fjenden kan han også bruge nærkampsvåben, som dog er meget svagt og ikke anbefales.

Episode Prompto tilføjer derudover et ekstra taktisk element, hvilket er to former for dødbringende bevægelser, som kan slå en fjende direkte ihjel. Disse udløses enten ved at bruge specielle granater, Araneas hjælp eller tilstrækkelig skade med et våben. Det giver kampene et intenst flow, der tillader mere taktisk planlægning.

Kameraet kan til tider være til stor irritation og gøre en konflikt unødvendig træls. Det er desværre ikke en mindre detalje, da jeg flere gange måtte kiggede sukkende på Prompto, imens han prøvede at redde sig ud af en umulig situation. Til sidst ødelagde det dog ikke oplevelsen, men det er ærgeligt når store dele af produktet er så solide.

Trods en lidt sløv start og væsentlige kameraproblemer havde jeg det utrolig sjovt med Prompto og Araneas vintereskapader. Historien er solid, hovedpersonerne har en god pingpong dialog og det drastiske gameplayskift giver for alvor fans af spillet en grund til at vende tilbage. Final Fantasy XV: Episode Prompto er ikke perfekt, men det er et must for alle fans og et fedt indblik i Promptos baggrund.