Final Fantasy XIV: Shadowbringers

Det levende rollespil er efterhånden blevet noget af en fortidens myte. På mange måder har mindre, hurtigere og mere action-præget hybrid-rollespil - som Warframe, Destiny og The Division 2 - overtaget den plads det klassiske onlinerollespil engang havde på toppen som den dedikerede spillers faste daglige holdeplads. Bevares, World of Warcraft findes stadigvæk, men er slet ikke på højde med fordums tids historiske milepæle. Til trods for en indgroet spillerbase, har The Elder Scrolls Online heller ikke formået den gennemslagskraft det måske kunne have haft. Og så er der Final Fantasy XIV. Et spil der står tilbage som en af de meget få eneste voksende, klassiske onlinerollespil i nyere tid. Den nyeste udvidelse - Final Fantasy XIV: Shadowbringers - bygger videre på denne optimisme, med en udvidelse der ikke blot leverer en af de mest gennemtænkte fortællinger i spillets historie, men ligeså en ny verden der sprudler af spænding, liv og mekaniske ændringer der giver spillet det kick det længe har haft brug for.

Eorzea, universets kilde, er på randen af krig. Imperiet Garlemald og alliancen af frie lande - med hjælp fra de nyligt befriede østlige stater - har ramt kampskuepladsen for alvor. Lysets kriger - spillerkarakteren og den såkaldte Warrior of Light - i er mellemtiden blevet hentet bort til en ny verden, The First, for at afværge en inter-dimensional katastrofe. Hvor indtrykket først er, at hovedhistorien i denne udvidelse mest forholder som en pausefortælling for at forlænge spillets levetid, bliver det hurtigt klart at begivenhederne på The First er omhyggeligt skrevet ind i den større fortælling om Garlemald, de mystiske bagmænd Ascians, og selv guderne Zodiark og Hydaelyns fortsatte kamp. Stormblood endte lidt som en flad bryllupskage, hvor en række større begivenheder blev presset ind i alt for korte fortællinger - befrielsen af Ala Mhigo og startskuddet på krigen mod Garlemald mere præcist - og dens områder havde ikke levetid nok til at forblive interessante. Det lader til at Square Enix på alle mulige måder var klar over dette, da Shadowbringers ikke blot byder på farverige fremmede områder, som Il Mheg og Lakeland, et helt nyt og anderledes lydtæppe, med fokus på overstyrede guitarer frem for store orkestrale bevægelser, og en historie der rækker helt udover det sædvanlige. At vende hele pointen med titlen som lysets kriger på hovedet, dyrkelsen af Hydaelyn og lyset som det rene og hæderlige - og at vi endelig får en afslutning på Warriors of Darkness-historien som begynde mellem Heavensward og Stormblood - er en genistreg, og Shadowbringers hidbringer muligvis en af de bedste fortællinger i et onlinerollespil siden de forgyldte tider i World of Warcraft.

En række af de klassiske karakterer får også endelig lov til virkelig at skinne. Tvillingerne Alisae og Alphinaud til side, er Urianger - som feernes ven, uvildig hemmelighedskræmmer og mystiker - og Y'shtola - som skovens beskytter, tvivlsom allieret og sandsigerske - tilbage i roller der omfatter deres magiske kunnen og viden rigtig godt. Jeg var især draget af den mere rebelske attitude som sidstnævnte lagde for dagen. Derudover formår Shadowbringers også en bedrift der i den grad ikke lykkedes i Stormblood; der tilkommer ikke blot én, to, men hele tre fantastiske skurke. Dertil en overraskelse jeg ikke vil afsløre, men som fik mig til at falde bagover af henrykkelse. Disse skurke har dybde, er anderledes, og på mange måder forståelige i deres gøremål. Jeg fandt hurtigt en yndling i general Ran'jit, en stålsat krigsveteran med utrolige evner, der på mange måder begav sig som en vis, men arrogant, kung-fu b-film skurk; komplet med hænderne på ryggen og vilde, Matrix-lignende undvigelsesmanøvre. Pointen er, at den mindeværdige oplevelse Stormblood ikke helt var, har Shadowbringers bibragt til fulde. Vel at mærke inden den udvidet historie ankommer med fremtidige 5.x opdateringer.

Men en udvidelse der kun bibringer en enkeltstående historie ville ikke rykke nok ved den stilstand spillet selv var ved at havne i, og selvfølgelig er Shadowbringers langt ud over blot dette. Job-systemet har fået en større overhaling - foruden tilføjelsen af tank-rollen Gunbreaker og ranged DPS-rollen Dancer - og er blevet strammet op, til fordel for, tja, alle, er min oplevelse. Jeg vil undlade ordet simplificeret, som ellers var min tese først, da der i slutspillet alligevel ender med at være nok mekanisk dybde de forskellige roller imellem således at rollen i sig selv ikke stagnere. Ligeså bliver det også mere åbenlyst hvem der er gode, og hvem der er knap så gode spillere, så man hurtigere kan finde ud hvem der skal hives med op og hvem der i fremtiden kan hives med frem. Jeg selv spillet primært tank, og denne rolle er blevet mere håndterbar - især som Paladin - efter 5.0 opdateringen. Lad mig derfor bruge den som eksempel; en række situationsmæssige anvendte evner, som Sword Oath og Flash, har fået mere dynamiske erstatninger i Iron Will og Total Eclipse, og det virker som tilfældet med samtlige klasser. Hertil kommer Monk som modvægt på simplificeringsskålen, da slutspillet med slagkraftige håndgemen kører en åbningsrotation med ikke mindre end 20 evner, der skal arbejdes ind i en akavet orden i forhold til hvordan de kombinerer sig. Så nej, der er ikke tale om simplificeret, men snarere strømlining på tværs af niveauerne. Efter de ændringer der fandt sted med Stormblood, vil jeg dog også sige at Monk fortjente lidt kærlighed.

De nye klasser, Gunbreaker og Dancer, føles dog ikke så exceptionelle som måske først antaget. Dancer overtager Bards plads som DPS der primært uddeler buffs i stedet for ren skade, men byder ikke på så meget end en håndfuld spændende muligheder, i det det egentlig giver mest mening af gøre en af de andre taltunge jobs på holdet til sin dansepartner. Gunbreaker er visuelt anderledes, men er som tanks er flest. Det skal siges, at jeg ikke har haft mulighed for at lege synderligt meget rundt med klasserne endnu, og der er sikkert andre talentfulde spillere der har fundet en vild evne-rotation eller anvendelse helt ude fra venstre jeg ikke lige har gennemskuet. Så afskriv ikke de to nye jobs på nogen måde. Som så mange andre i Final Fantasy XIV, er det sande slutspil jo sej rustning, og det har to nye jobs heldigvis også masser af. Apropos andre spillere, ankommer der med Shadowbringers også et såkaldt Trust-system. Final Fantasy XI-veteraner ville nikke genkendende. Systemet betyder at du kan samle en række computerstyrede karakterer for derefter at dykke ned i de dungeons der passer til disse computerstyrede karakterers niveau. I løbet af hovedhistorien, får du endda muligheden for at hive nogle af de kendte karakterer, som Thancred, Urianger og Alphinaud, med ned i de uudforskede fangekældre.

Jeg var ikke videre henrykt over systemet til at starte med, men jo mere jeg brugte det aktivt, jo mere gik det op for mig at i stedet for at slå samspilsdelen ihjel, hjalp den faktisk nyere spillere med at forstå mekanikker og holdsammensætning. Ligeså, kan du sikkert prøve ukendte områder uden fare for at få smidt en vred kommentar i nakken fordi du laver en fejl. Selvom Y'shtola til tider vrissede af mig. Udvidelsen tilføjer også et yderst interessant manager-spil, på sin vis, til den barak du for tildelt som en del af dit valgte Grand Company. Lige pludselig giver det mening at udvælge specifikke holdkammerater og træne dem i bestemte hold, for derefter at lede dem ned i diverse dungeons på tværs af Eorzea og The First. Før var det blot en måde at skaffe lidt ekstra Seals på, men nu giver det faktisk mening at holde dine lakajer ved lige. Efter indkørslen af Shadowbringers, sprudler Final Fantasy XIV derfor af indhold på alle mulige måder, og selvom det kan virke overvældende, har Square Enix ramt en passende stime hvorpå det bliver introduceret.

Hvad der dog skurrer lidt, er afskaffelsen af specifikke job-baserede missioner til fordel for rolle-baseret missioner. Hvad dette betyder, er, at før i tiden fik, for eksempel, Paladin en historie der strakte sig sideløbende med hovedhistorien, lige fra niveau 1 til niveau 70. I Shadowbringers er dette fjernet til fordel for en såkaldt Role Quests der afhænger af dine rolle i en eventuel gruppesammensætning i stedet for dit valgte job. Paladin, for eksempel, kan så kun tage den sideløbende historie der henvender sig til tank-rollen, og når den er overstået, så er det bare ærgerligt hvis du nu beslutter dig at kører endnu et tank job til niveau 80, det nye øverste niveau. Sur bagdel, uanset hvilken rustning du bærer. Fra et logistisk synspunkt, kan jeg forstå det, men det er lidt ærgerligt at det fantastiske fortælleniveau skriveholdet har ramt med Shadowbringers ikke får lov at spilde over til de større sidefortællinger der kunne have været. Også selvom disse historier udforsker skæbnen for mit yndlingshold, mørkets krigere, Warriors of Darkness.

I det hele taget, dog, hiver Shadowbringers Final Fantasy XIV op fra den noget mudrede sidevej afslutningen på Stormblood fortællingen efterlod den i, med nye, udfordrende (og aldeles flotte) dungeons og trials, en inter-dimensional fortælling der får dit hoved til at ryste og dine øjne til at udspile sig, og er i det hele taget en gedigen overhaling til et af de onlinerollespil der stadig står tidens gang. Jeg er solgt, og det burde enhver fan af onlinerollespil også være. Så smid World of Borecraft på hylden en stund - eller bare indtil WoW Classic kommer - og tag en tur over til Eorzea og The First. Det er her tingene sker, og tingene kommer til at ske igen med de snarlige opdateringer; New Game+ og et overkrydsende raid med NieR: Automata er allerede annonceret. Der har aldrig været et bedre tidspunkt at omfavne titlen som lysets kriger på, så ses vi på slagmarken? Det tror jeg nok vi gør.