Jeg løber omkring som en galning. Nogen vil have at jeg skal dræbe en håndfuld ækle egern, en anden synes jeg skal gøre en ende på en flok vrede svampe, mens en tredje vil betale for en næve fuld dræbte mariehøns. Det er lidt sexet at stå der med sin lille magiker og uddele hårde håndmadder til skovens tilsyneladende venligste indbyggere.
Lidt længere væk skimter jeg en spiller med højere level, der i stedet tager en hård kamp med en Treant Sapling. Et enormt vandrende træ, der ville kunne dræbe min magiker ved bare at kigge på ham. På det tidspunkt har jeg knapt forladt Gridania, hvor mit eventyr er startet, og jeg indser at der kommer til at gå adskillige timer inden jeg kan komme forbi det store bæst. Det bliver et langt eventyr i Eorzea. Og et vældigt sjovt et af slagsen.
Egentlig begyndte jeg at ane spillets kvaliteter, allerede da jeg skabte Eorzeas kommende mægtigste troldmand, Big Ejm. I onlinerollespil er det ofte ganske begrænset hvad man kan gøre med sin figur, men i Final Fantasy XIV: A Realm Reborn er det lige modsat. Man kan vitterligt justere på alting for at forme sin figur nøjagtigt som man vil have den. Og det er jeg taknemmelig for, eftersom jeg formodentlig skal bruge hundredevis af timer i Big Ejms selskab, så jeg kan vel lige så godt sørge for at jeg trives i hans selskab.
Men for at tage historien fra starten af, så var det efter at Final Fantasy XIV floppede på alle tænkelige måder, at et panikslagent Square Enix besluttede sig for at lave spillet om fra bunden. A Realm Reborn er altså i princippet to spil i ét, og et af tidernes dyreste spil. Det kan mærkes lige fra starten, hvor der hældes på med grafik af en helt anden klasse end vi er vant til fra online-rollespil. Det, der ellers er mest slående for mig, som har spillet alle Final Fantasy-spil af rang, er hvordan Square Enix har taget vare på deres egen historie.
I stedet for at forsøge at genopfinde hjulet, har man lånt job-systemet fra Final Fantasy V, skabt byer der synes hentet fra Final Fantasy VIII, IX og XII, samt fyldt på med alle de indslag vi forventer os af et Final Fantasy-eventyr. Ikke mindst chocobos, men også fanservice som rustning, der kan forbedres med Materia, og mulighed for at trække i Terras Magitek-rustning fra Final Fantasy VI. Ja, det var meget namedropperi, men faktum er at Final Fantasy XIV: A Realm Reborn er svimlende fyldt med fanservice.
At nyde det kræver ingen forhåndsviden, men det er en charmerende bonus for alle, der er vokset op med Final Fantasy. Overalt i verdenen finder man referencer til serien i form af navne på steder, opgaver og meget andet. Det mest ikoniske Final Fantasy-element er dog de førnævnte chocobos, og allerede tidligt i spillet kan man hyre sig en fugl til at rejse hurtigt rundt i verden uden risiko for at blive skadet, alt sammen akkompagneret af den klassiske chocobo-musik.
Musikken er i øvrigt af den sædvanlige høje klasse, og det er en sand fornøjelse at løbe rundt i verden og nyde de storladne toner. Flere gange har jeg bare stået stille for at lytte, og soundtracket fra spillet har jeg allerede købt. En bedre anbefaling kan musikken næppe få. Alt er desuden krydret med velkendte temaer fra serien, der vækker en hel del nostalgiske minder.
Overordnet føles den nye verden, Square Enix har skabt, meget Final Fantasy-agtig, sådan som det plejede at gøre før Tetsuya Nomura blev sluppet løs med sit mærkelige design. Alting føles oprigtigt hyggeligt, og jeg er atter den tilfældige helt, der ubevidst vikles ind i noget som er uendeligt meget større. Sådan som plejede at være, og som jeg ikke har følt for Final Fantasy-serien siden Final Fantasy IX udkom for 13 år siden.
Alt det her hjælpes på vej af grafikken, der ofte er svimlende flot sammenlignet med andre onlinerollespil. At løbe rundt i de enorme skove omkring Gridania og se alt liv og bevægelse bade i solens lyse stråler er en rendyrket fornøjelse. Også animationer og lignende holder høj klasse, og designet er af første klasse. At besøge krypter, små obskure hytter, vade direkte gennem floder og klatre op på høje bjerge for at beskue verden - det er et eventyr i sig selv, takket være den opmærksomhed på detaljer, Square Enix har udvist.
Noget, der tidligt slår mig, og som gælder for de fleste onlinerollespil, er sparsomheden i de opgaver, man kontinuerligt får tildelt. Alle har noget, der skal leveres til en anden person, et antal fjender af en slags, der skal dræbes, eller noget der skal undersøges efterfulgt af en lille bossfight. Med Final Fantasy-historien til rådighed, havde det været sjovere med lidt mere fanservice og mere velskrevne sideopgaver. Især Bethesda plejer at være fænomenale til at skrive spændende korte opgaver til Elder Scrolls-verdenen, og der kunne Square Enix godt have ladet sig inspirere lidt mere.
Den overordnede historie er heldigvis noget bedre, og dufter af klassisk Final Fantasy med livsvigtige krystaller og en kommende undergang for verdenen, der knapt er kommet sig over den sidste katastrofe. At samle nogle kammerater og drage på eventyr i denne verden er ren luksus, og Square Enix har læst på lektion ved at spille et hav af vestlige onlinerollespil for at finde inspiration. Dermed føles det som om man får det bedste af to verdener, med vanedannende typisk japanske indslag som blandt andet Hunting Log, der gør det sjovt at slås mod selv de mest banale fjender på bedste Pokémon-maner.
Men det er når man tager kampen op mod spillets sværere fjender i gode venners lag, at det virkelig klikker. At kunne tage gamle summons fra Final Fantasy-universet med i episke kampe er bogstaveligt talt juleaften for FF-fans. På samme måde føles møder med fjender som Cactuars og Malboros pludselig engagerede og sjove på en helt anden måde end tidligere. Final Fantasy-universet kommer ganske enkelt mere til sin ret, når ens medhjælpere ikke bare er livløse marionetter, men mennesker der gør alt hvad de kan for at assistere med magi, tunge angreb og generøs brug af Phoenix Downs.
For at motivere folk til at begive sig videre i eventyret og ikke bare levele alt hvad remmer og tøj kan holde, har Square Enix gjort de såkaldte instanser historiedrevne. Man skal opfylde visse krav for at komme gennem dem, og derefter kan man fortsætte med at spille. Flere funktioner i spillets låses ikke op på andre måder end at lave disse instanser. Mens jeg ikke ville bryde mig om en sådan struktur i for eksempel World of Warcraft, så tror jeg Final Fantasy-fans vil føle sig hjemme med det. Det minder lidt om at spille Final Fantasy alene med lange mellemsekvenser, og føles som et skønt afbræk fra resten af A Realm Reborn.
A Realm Reborn kan i øvrigt spilles på to måder, hvilket efter min mening er en af Square Enix' største landvindinger med spillet. Man kan nemlig spille med mus og keyboard eller med controller. Selv har jeg prøvet begge dele, og faktum er at jeg i sidste ende valgte at sidde med controlleren. Ikke fordi det nødvendigvis er bedre, men fordi det passer til hvordan jeg vil spille Final Fantasy. Og det er en bedrift i sig selv, at det er lykkedes at lave et dybt onlinerollespil med kopiøst meget indhold og funktioner - og tilmed at få det til at virke på en controller med ti knapper. Man kan i øvrigt få både PlayStation- og Xbox-knapopsætning til PC, så du kan let benytte din yndlingscontroller mens du spiller, eller kombinere mus og controller, hvis du vil.
Helt finpudset er styringen med controlleren dog ikke, og A Realm Reborn har en usvigelig evne til at vælge det mindst interessante objekt på skærmen, når man vil undersøge noget, snakke med nogen eller bare slås. Mens en dødsgrib hakker mig i øjnene, kan spillet udlede at jeg nok gerne vil tage en snak med personen, der netop løb forbi mig, eller angribe et væsen uden for skærmen jeg slet ikke har set. Det bliver forhåbentligt patchet.
Der har også været store problemer med serverne, og det har ofte været alt for svært at komme ind og spille. Selvom det er blevet bedre, savner man stadig et timeout-system for folk, der er AFK, og et decideret køsystem til dem, der vil ind. Omvendt er det også udtryk for at spillet er populært, så man skal ikke bekymre sig om at være Palle alene i verden.
For at opsummere, føles Final Fantasy XIV: A Realm Reborn som en vellykket satsning fra Square Enix. Det er som om alt det, vi har lært at kende fra Final Fantasy-verdenen, er blevet destilleret ned til en helhed. Kun nogle tekniske fejl, der sikkert bliver patchet væk med tiden, forhindrer spillet i at opnå en højere karakter. Den ublu målsætning om både at tiltale fans af Final Fantasy og onlinerollespil er blevet opfyldt, og vil I mig noget det næste år, er jeg nok lettest at finde i Eorzea.