Final Fantasy XII

Endelig. Endelig er jeg sluppet væk fra den bagende eftermiddagssol. Jeg har travet gennem den golde Ogrie-Yensa-ørken, kæmpet mig hen over Nam-Yensa-ørkenens nedlagte olieboringsplatforme og skånselsløst udraderet hundredvis af fjender for at nå templet, som huser den mægtige Kong Raithwalls gravkammer. Her i templets svale korridorer må min kropstemperatur kunne komme ned på de livsvigtige 37 grader, om end den bekymring intet fylder i forhold til min beundring over bygningens skønhed. De abnorme højder og den betagende udsmykning og arkitektur overlader intet til fantasien: Raithwall har været ligeså mægtig som Egyptens faraoer. Hans gravplads er i sandhed en konge værdig.

Trods gravtemplets pragt nægter mine tanker at slippe den storpolitiske fejde, som jeg gennem gadedrengen Vaan er blevet en central del af. Jeg og mine rejsefæller, Fran, Balthier, Basch, Ashe og Penelo, har været jaget vildt, siden Ivalices stormagt, Archadia, invaderede Dalmasca og indsatte kejserens søn, Vayne, som konsul i hovedstaden Rabanastre. Hvor der er oppression, er der modstand, og mens det ikke kan overraske nogen, at Vaan og co. er aktive på den front, er det bemærkelsesværdigt, at der i Archadias egne rækker foregår en magtkamp mellem kejserens sønner, senatet og de såkaldte dommere, som nærer større interesse for kontant afstraffelse og egne agendaer end jura og nationens tilstand. For Vaan og vennerne bliver målet mere og andet end Dalmascas befrielse, da en af gruppens medlemmer viser sig at have blåt blod i årerne.

Final Fantasy XII er på mange måder unikt. Det har haft to forskellige chefproducere, det foregår i den etablerede verden fra Final Fantasy Tactics, Ivalice, og gameplayet har undergået en forandring, som i omfang kan sidestilles med VII'erens skift til 3D. Valget af Ivalice er ingen tilfældighed. Square Enix-ledelsen traf en både vigtig og bevidst beslutning, da de indsatte Yasumi Matsuno, som blandt andet har Final Fantasy Tactics og Vagrant Story stående på cv'et, i dobbeltrollen som instruktør og producer. I en parantes skal det bemærkes, at Matsuno halvvejs gennem udviklingsfasen forlod Square Enix, ifølge forlydender på grund af sygdom, og blev erstattet af Akitoshi Kawazu, som heller ikke kan kaldes sværvægter i Final Fantasy-regi. Bemærkningen er parentetisk, fordi Kawazu i al væsentlighed har arbejdet videre med det koncept, som Matsuno udarbejdede. I det hele taget kan disse oplysninger virke ganske uinteressante, men de er en stor del af forklaringen på, hvorfor Final Fantasy XII er så grundlæggende anderledes og så fantastisk, som det er.

I Final Fantasy XII er kampsystemet endt i en identitetskrise af den bedst tænkelige slags. Det er ikke slidgigtsfremkaldende 1:1-action, men heller ikke strengt turbaseret. For at gøre en lang historie kort - den kunne være blevet meget, meget lang - er fokus flyttet fra mikromanagement til makromanagement, eller nærmere til udarbejdelsen af makroer. I stedet for at indtaste alle kommandoer enkeltvis, forprogrammerer du figurerne til eksempelvis at kaste en cure-formular, hvis en figurs helbred falder til under 50 %, altid angribe flyvende fjender med magi eller kaste en protect-formular, når gruppen ikke er i kamp. Du kan deaktivere gambitsystemet og indtaste alt manuelt, men så er du nok typen, der synes, at morsekoder er telefonen overlegen.

Gambitsystemet er frihedskæmperen, der giver plads til at se og føle eventyret. Når tastetyranniet er væk, og gruppen klarer sig selv, kan du panorere kameraet hen på det gamle træ henne i hjørnet, fjendens bidske blik eller den græssende chocobo. Du møder fjenderne ansigt til ansigt uden indlæsningstider og uden afbrydelser, og samtidig med at kampsystem, udforskning og fortælling smelter sammen, smelter også du sammen med spillet. Afstanden mellem dig og Ivalice bliver mindre for hvert eneste skridt.

Automatiseringen betyder på ingen måde, at du hægtes af. Gambitindstillingerne skal løbende udvikles, prioriteres og afstemmes efter typen af fjender, og jo mere du eksperimenterer med systemet, des mere finder du ud af, hvor dybt det er, og hvor omfattende dine taktiske muligheder i virkeligheden er. Forkerte gambitindstillinger kan sende gruppen til tælling i løbet af nul komma fem - navnlig hvis du benytter det mod spillets bosser - mens gennemtænkte kommandoer kan gøre din rejse gennem Ivalices eventyrlige egne væsentlig nemmere.

Gambitsystemet er ikke perfekt. Som alle andre programmer kan det ikke træffe de vigtige beslutninger, et menneske kan, fordi vi mennesker kan tænke frem i tiden. Systemets svaghed ligger paradoksalt nok ikke i selve systemet, men latent hos brugeren. Jeg tror, at visse spillere vil miste overblikket, når der er 10 "kodelinjer" for hver figur at holde styr på. Jeg er ikke sikker på, at alle Final Fantasy-fans vil tage imod dette ret tekniske "programmeringssprog" med kyshånd. Det giver sig selv, at et dybtgående kampsystem vil kræve vilje og tålmodighed fra spilleren.

Alt afhængigt af øjnene, der ser, er det nye license-system en gave eller mere benzin på det allerede komplekse bål. Denne velfungerende evolution af FF X's sphere grid giver dig frie hænder til skræddersy figurerne. Modsat Sakaguchis første PS2-udspil er der ingen prædefinerede udviklingsretninger, så hvis du synes, det er genialt at have seks magikere eller seks muskelbundter, kan du få det. Den trænede rollespiller ved, at man ikke skal lægge alle sine æg i samme kurv, men i lighed med gambitsystemet kan figurudviklingssystemet være en hæmsko for den, der handler, før han tænker, for nu at sige det ligeud. For meget spontanitet kan give dig og game over-skærmen et uhensigtsmæssigt tæt forhold.

Under alle de nye tiltag er Final Fantasy XII Final Fantasy, som du kender det. Ivalice er hjemsted for chocoboer, menneskelignende reptiler, nuttede moogles og kvinder med kaninører, til hvem Square Enix' elektroniske skræddere har syet de mest elegante klæder, man kan forestille dig. Dragter og udsmykningsgenstande fra baroktiden udsættes for nutidige modetendenser i FF XII's univers, som i sig selv er en delikat hybrid mellem europæisk middelalder og Star Wars. Det ene øjeblik går du rundt på et stort slot, det næste på en tyrkiskinspireret basar for timer senere at besøge en landsby i junglen. Du kommer som altid i Final Fantasy vidt omkring.

Final Fantasy XII er uden sidestykke det mest progressive og sensationelle spil i serien. Hvis ikke Vaan var så farveløs, og hvis ikke historien havde kredset om storpolitik og intriger blandt alle andre end de centrale figurer, havde jeg ikke tøvet med også at udråbe Matsunos første rigtige FF-spil til seriens bedste. For Final Fantasy XII er formidabelt. Det er visionært og innovativt, og hver en chance, Matsuno har taget på gameplayplan, har udviklet og ikke afviklet de grundpiller, der gennem flere årtier har opretholdt Final Fantasys status som genrens hersker.