The Green Knight

Hvis du før har stiftet bekendtskab med instruktør, klipper og manuskriptforfatter David Lowery, så ved du også at vi her har med en filmskaber at gøre, der primært ønsker at fortælle igennem billeder. Det står i stærk kontrast til den tendens det bredere Hollywood har til ekstrem overeksponering gennem dialog, men film som A Ghost Story beviser dog, at netop igennem billeder, igennem cinematografi, så kan vi optage lige så meget information, som hvis to karakterer skal have en lang og oplysende samtale.

The Green Knight, der er baseret King Arthur-digtet <em>Sir Gawain and the Green Knight" fra det 14. århundrede, er den ultimative konsekvens, det ultimative udtryk for den her mission, og fra filmen starter hives du som seer igennem en helt igennem overdådigt sansebombardement med kontrasterende farver, spændende iscenesættelse og opfindsomhed på et niveau du simpelthen ikke rigtig finder synderligt mange andre steder.

Som digtet foreskriver handler filmen om Sir Gawain, der udfordres af en barket, grønlig og mystisk ridder juleaften til en leg, et spil, en gåde. "Slå mig, riv mig, prik mig - gør hvad du vil, men om et år fra i dag skal du opsøge mig, og så vil jeg give igen af samme skuffe" siger den enigmatiske og smukt realiserede grønne kæmpe, og Gawain, der føler sig presset af Arthurs hof til at bevise sit værd som ridder, hugger hovedet af i arrogance. Selve filmen handler så om den rejse Gawain tvinges ud på året efter for at finde den mystiske ridder, og for at stå ansigt til ansigt med sin skæbne.

At fortælle mere ville være at suge noget af den fantastiske glæde der er ved at se filmen med egne øjne, så så lad det være sagt, at præcis ligesom klassiske ridderfortællinger, eller måske bare eventyr generelt, så er der et forsætligt forsimplet overhængende plot, dog mættet med symbolik, underspillet spænding og tvetydighed. Det er netop en film som The Green Knight man bare må se to gange, for den kræver det, den fortjener det.

Dev Patel, Alicia Vikander, Joel Edgerton og Ralph Ineson leverer mildest talt storslåede præsentationer, der har al den gravitas som man ville kunne forvente fra et mørkt og dystert eventyr, men alligevel overskrider ingen af disse skuespillere de naturlige afgrænsninger der er sat foran dem. Det betyder at det er episk uden at være overspillet, enigmatisk uden at være vildledende og fyldt til randen med stærke øjeblikke der kræver fuld koncentration. Gud, hvor er det bare rigtigt, at den rigtige instruktør kan klemme de bedste præstationer ud af enhver skuespiller, og det her cast emmer af talent i forvejen.

Uden at det skal være overfladisk, så er det dog primært en visuel fortælling, og her strækker Lowery produktionsbudgettet på bare $15 millioner til det aller yderste. Det er nærmest et tilfredsstillende punktum ved denne film, at den er lavet for så lidt, og fortsat være så overdådig i sit visuelle spektakel, at nogle Hollywood-producere må sætte sig op i stolene, og kigge godt og grundigt efter.

Der er flot, præcis CG, der er fantastisk udført sminke og praktiske effekter, men der leges primært med farver og kontraster. Det kan, i nogle tilfælde, fremstå en kende "artsy", altså overdådighed uden reel substans, og man får da en gang imellem noter af det her i The Green Knight, men som oftest tøjles Lowerys visuelle nysgerrighed af den historie han fortælles, og selvom der er symbolik, så er der også mere konkret historiefortælling. Lad os bare sige, at hvis du gerne vil se en mere kunstnerisk film, men oftest synes at skabernes ambitioner kommer i vejen for filmenes mere centrale mission, så sker det ikke her. Lowerly holder godt fast hele vejen igennem, og overgår aldrig til det bizarre uden grund.

The Green Knight er fantastisk, det er en af de mest præcist designede film jeg har set i årevis, og minder en om, at de her mindre film kan slå Hollywood selv på deres egen hjemmebane. Seriøst, hvis jeg var Guy Ritchie, der instruerede King Arthur: The Legend of the Sword, der kostede $175 millioner at producere, så ville jeg skamme mig.