Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Willy's Wonderland

Willy's Wonderland

Flere og flere film lader sig inspirere af spil, men kun få i så høj grad som den overraskende vellykkede Willy's Wonderland.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Spilbranchen er blevet det nye sort i Hollywood, og mange produktionsselskaber betaler i dyre domme for store licenser til eksempelvis The Last of Us og Borderlands. Andre nøjes med, lad os kalde det, lidt kreativ inspiration. Det sidste er tilfældet for filmen Willy's Wonderland, der virker til at have kastet en del stjålne blikke efter kultserien Five Nights at Freddy's. Filmen med Nicolas Cage i hovedrollen udkom tidligere på året. Dengang fik vi den ikke anmeldt, men nu, hvor den er på Netflix, tager vi revanche. For godt nok er der ikke tale om nogen officiel filmatisering af Five Nights at Freddy's (en sådan udkommer på et senere tidspunkt), men filmen låner alligevel mange af spilmediets virkemidler.

HQ

Først den tavse hovedperson. Ja, utroligt nok holder Nicolas Cage sine normale rablende monologer gemt inde bag en tvær Clint Eastwood-grimasse hele filmen igennem. Filmens mærkværdige præmis vil nok også gøre de fleste mundlamme. En punktering sender vores omflakkende hovedperson (i rulleteksterne blot kaldet The Janitor) til den lokale mekanikker. Ude af stand til at betale, må han i stedet arbejde gælden bort ved hen over natten at rengøre det forladte legeland Willy's Wonderland. Hvad kan gå galt?

Dernæst bosskampe. Snart er det ikke kun støv og spindelvæv, men også blod og motorolie, vores stumme ven må fjerne. Restaurantens i forvejen ret skræmmende maskotter vækkes til live, og de har kun en ting på deres mekaniske hjerne - morskab, af den blodige slags. Cage tager kampen op mod dem, en efter en, i et par intense, korte og velkoreograferede kampscener. Kampene er både brutale og ofte ret morsomme. Som når den kreative rengøringsmand besejrer en krokodille ved hjælp af en toiletsvupper.

Willy's Wonderland

Endelig power-ups og pinball. Det kræver sin energi at udføre nattearbejde - særligt når du jagtes af blodtørstende mekaniske bæster. Derfor må Cage med jævne mellemrum bunde en energidrik, som var det health potions eller power-ups, mens han spiller pinball, som havde han samleje med maskinen. Hvorfor? Det skal jeg ikke kunne sige, men der er noget næsten hypnotisk over nærbillederne af en svedende Cage bøjet ind over flipperspillet.

Dette er en annonce:

I det hele taget er filmen visuelt imponerende. Det minder om succesen Mandy - en film, hvor du kunne sætte filmen på pause et hvilket som helst tidspunkt, og du ville have forsiden til en Heavy Metal-plade. Willy's Wonderland er ikke helt så konsistent i sit visuelle udtryk. Men den brede palet af filmiske tricks fungerer nu også ganske fint, om end nogle måske vil finde det en tand for eksperimenterede. Skæve vinkler, lysende filtre, lens flare - de mange visuelle udtryksformer farver konstant Cage monotone præsentation i et nyt lys. Og skal det også med, at soundtracket er ganske glimrende. Til tider minder det om de dunkende rytmer fra Hotline Miami, andre gange får vi næsten middelalderlige elementer som i Goblins klassiske soundtrack til Suspiria. Nå ja, og så nedstirrer Cage legelandets smilende maskot i en ægte westernscene, for hvorfor ikke?

Kort sagt bizart, men det er kun den halve historie. Spilelementerne krydses nemlig med klassiske horrorkonventioner. En gruppe hormonfylde teenagere bestående af de vante stereotyper bryder cirka halvvejs igennem filmen ind i Willy's Wonderland i et forsøg på at redde Cage. Om det lykkes, vil vi ikke afsløre. Men de formår i hvert fald at redde filmen fra at være lidt for forelsket i sit spøjse koncept, og den traditionelle "And Then There Were None"-struktur, hvor teenagere elimineres en efter en, pumper lidt ekstra blod ind i filmen. Men det er en voldsom kontrast til den tavse Cage, og det virker lidt som om, producenter har splejset to film sammen, der kun hænger sammen takket være Liv Hawthorne. Spillet af den relativt urutinerede Emily Tosta skal denne karakter slå bro mellem Cages stumme vanvid og filmens mere konventionelle elementer. Det lykkedes, men ikke fuldt ud.

Samtidigt har filmen en række andre problemer. Monstrene er reelt set ikke særlige uhyggelige, filmens struktur er lidt for forudsigelig, og det minimalistiske plot leveres i to store trillebørlæs af eksposition. Men filmen lykkes alligevel i sit bevidst brutale angreb på den idylliske Americana, som vi (selvfølgelig fristes man til at sige) også finder i en anden nyere Cage-film, den glimrende Mom & Dad.

Willy's Wonderland fungerer både som lidt bevidstløs underholdning og som en interessant illustration af, hvordan teknikker, normalt forbundet med spilbranchen, også kan fungere på det store lærred. Og så er der tale om et kærkomment return to form for Nicolas Cage, der alt for længe har været B-filmens plan-B. I denne bladning mellem avant garde og brutal camp, virker han til at have fundet sin niche, og man kan kun krydse fingre for flere film af denne slags.

Dette er en annonce:
Willy's Wonderland
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

6
Willy's Wonderland

Willy's Wonderland

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Flere og flere film lader sig inspirere af spil, men kun få i så høj grad som den overraskende vellykkede Willy's Wonderland.



Indlæser mere indhold