Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Black Widow (Disney+)

Black Widow (Disney+)

Magnus kan godt lide Marvel-film, men den her er ikke blandt de bedste, synes han.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg kan godt lide superheltefilm. Det er der mange der ret definitivt ikke kan, og der er måske flere der viser tegn på hvad amerikanske medier kalder "superhero fatigue". Det er fair nok, de fylder meget, men jeg nyder stadig storslåetheden, kontinuiteten mellem film i et sammenhængende filmunivers og lidt velfortjent eskapisme. Der findes sågar nogle Marvel-film jeg direkte ville kalde glimrende, og som jeg anbefaler løbende til venner og familie.

Black Widow er ikke nogen dårlig film. Den er godt sat sammen, byder på effektive skuespillerpræstationer over hele linjen, har et glimrende soundtrack takket være komponist Lorne Balfe og solide action-sekvenser er der mange af. De er desuden ret så velkoreograferede og opfindsomme. Men alt det til trods, så bliver Black Widow ikke blandt de Marvel- eller superheltefilm som jeg vil forsøge at anbefale til de uindviede, for den er netop symptomatisk for det problem genren har i voksende grad, nemlig at den narrative konstruktion simpelthen bliver for genkendelig, for gentagelig og for indstuderet.

Black Widow (Disney+)
Dette er en annonce:
Black Widow (Disney+)

Kronologisk foregår filmen midt i den kaotiske Civil War-periode, og det er da også fra Captain America-filmene at Black Widow får sin form, sine tematiske særpræg. Tænk måske særligt Winter Soldier, der sjovt nok er blandt de absolut bedste Marvel-film til dato, tænk Jason Bourne med klichédrys, eller måske en af de værre Mission: Impossible-film, og så er du, i brede træk, i mål.

Natasha Romanoff er i eksil, ligesom Steve Rogers, men selvom livet er prekært nok i forvejen kontaktes hun at hendes pseudo-søster Yelena, spillet af fantastiske Florence Pugh, som også har været Widow tidligere, altså russisk hjernevasket lejemorder. Sammen bestemmer de sig for at stoppe Widow-programmet én gang for alle, og de skal møde gamle venner på turen, og løber også ind i den mystiske Taskmaster.

Hvorimod det ikke som sådan er nogen "origin story" for Black Widow, så er formatet efterhånden så velkendt, at den lynhurtigt føles som en. Det er ikke fordi at der er noget galt med at bruge en genkendelig konstruktion hvis altså man introduceres for et helt nyt hjørne af universet, men problemet er at vi allerede kender Black Widow, og vi ved sågar præcis hvordan hendes historie ser ud efter begivenhederne i den her film, fordi det kronologisk er klemt inde imellem historier vi i forvejen kender. Det er en lidt bizar situation at finde sig selv i, og det gør at det hele føles lidt... ja, konsekvensfrit på en mærkelig måde.

Dette er en annonce:

Men det er, igen, værd at slå fast, at håndværket er på plads fra starten af. Der findes scener her der virkelig får adrenalinen til at pumpe, og særligt dramatiske temposkift som en situation spiralerer ud af kontrol mestrer filmens instruktør, Cate Shortland, til fulde. Specielt i filmens første halvdel, hvor der er en snært af jordbunden realisme, imponerer, og har netop samme spændstige energi som Captain America: Winter Soldier havde.

Black Widow (Disney+)
Black Widow (Disney+)

Og det bliver da også til lidt af en globetrotter-fortælling med episke slag i forladte landsbyer, hæsblæsende biljagter i velkendte storbyer og alt derimellem i selskab med Scarlet Johanson, der igen er i topform, førnævnte Florence Pugh (der virkelig er blandt de mest talentfulde skuespillerinder i dag) og lidt erfaren muskel fra Rachel Weiss og David Harbour som resten af den kunstige, men loyale, familie.

Velspillet, velkoreograferet og velsammensat, men følelsesmæssigt er det ikke rigtig noget bindevæv her. Måske er det placeringen i den samlede kronologi, måske er det en bevidst byttehandel imod netop storslåede og episke favntag, men Black Widow er ikke ligefrem en film der ræsonnerer som Marvels bedste.

Der er dog masser af pomp og pragt til en sløv fredag aften, og for nogle vil det uden tvivl være helt og aldeles nok. Selv for en som mig, der rigtig godt kan lide superheltefilm, så er det i brede træk også nok. Men det er nu mere når jeg nu ved at Marvel kan gøre det bedre, at hele oplevelsen kommer til at halte. Jeg har smagt almindelig cola, og får nu serveret en Coca-Cola Light. Det er stadig cola, så jeg er, generelt betragtet, tilfreds, men jeg er ikke et sekund i tvivl om at det er et Light-produkt i glasset. En rodet analogi, måske, men rammende. Det er Black Widow i en nøddeskal.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold