Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Godzilla vs. Kong

Godzilla vs. Kong

Lidt ujævn, ja, men fyldt med spektakulære øjeblikke. Vi anmelder kulminationen på Warner Bros.' Monsterverse.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det har, for mig personligt, været lidt af en rutsjebanetur at se Warner Bros. ambitiøse "Monsterverse" komme til live i løbet af de sidste par år. Den originale film fra instruktør Gareth Edwards, og som udkom i 2014, er en af mine favorit monsterfilm nogensinde, og jeg har ofte grebet muligheden, når situationen har krævet at jeg skulle forsvare den. For mig at se er den intens, solidt iscenesat, uhyggelig og fyldt til randen med mindeværdige sekvenser. Og når ja, den tillod sig også at tage sig selv seriøst til en vis grænse, noget som den moderne filmbranche synes mindre og mindre tilbøjelig til at gøre i en tid hvor alt drukner i selvunderminerende komik.

Helt modsat er efterfølgeren, 2019's Godzilla: King of Monsters, nok en af de værste monsterfilm jeg nogensinde har set, for den bytter enhver form for narrativ dybe med sindsoprivende ringe karakterudvikling, og selve action-sekvenserne er både rodede, ujævnt koreograferet og mangelfuldt eksekveret. Den er, på alle måder, en togulykke.

Godzilla vs. Kong
Dette er en annonce:

Så der er lagt op til lidt af en gyser, nu hvor første fase i dette univers når sin kulmination i form af Godzilla vs. Kong, hvor disse to ikoniske titaner skal op imod hinanden, og hvor skuespillere som Alexander Skarsgård, Rebecca Hall, Millie Bobby Brown og Kyle Chandler agerer menneskeligt tapet.

Særligt i King of Monsters var netop dette mennesketapet filmens svageste element, for vi fik serveret et overkompliceret, en-dimensionelt og til tider næsten fjollet plot, med elementer af økoterrorisme, menneskehedens ansvar på jordkloden og vrøvl om "Titans". Selvom denne film forbindes direkte til den foregående, så er den bare lidt mere tilgivende hvad angår indsættelsen og brugen af menneskeligt drama. Der er ganske vist rigtig dårligt skrevet dialog her, og masser af uønsket overeksponering også, men instruktør Adam Wingard spilder ikke nær lige så meget tid på at placere os lige der hvor vi gerne vil være, nemlig i forreste række til et monsterslagsmål af dimensioner.

Men selvom det måske umiddelbart lyder som tidsspilde, så lad os da for en god ordens skyld opsummere plottet her. Godzilla har ombestemt sig, og er uransagelige årsager ikke længere menneskehedens beskytter og frelser, men står i stedet til at blive dens banemand. Verden er stadig i ruiner efter de hæsblæsende kampe imellem Godzilla og Ghidorah, og derfor vælger organisationen Monarch den eneste løsning de har tilbage - de henter Kong på Skull Island. Det er nu hans job at uskadeliggøre Godzilla, koste hvad det koste vil. Og det er sådan set det.

Godzilla vs. Kong
Dette er en annonce:

Jo jo, geologen Skarsgård og antropolog Hall forsøger løbende at danne sig et billede af Godzillas pludselige ombestemmelse; "bla, bla, bla titaner", og Millie Bobby Brown leverer endnu en middelmådig præstation som Madison Russell, men igen, samlet set, så forstår Wingard hvad det er vi er kommet for at se, og det er ikke mennesker der bytter krigshistorier og forelsker sig på kryds og tværs. Vi er der for at se Godzilla og Kong tæve hinanden i småstykker, og netop derfor er der blevet skruet gevaldigt ned for den menneskelige tilstedeværelse. De er ikke væk, desværre, men de er der bare... mindre.

Hall og Skarsgård leverer tilfredsstillende præstationer i brede træk, og de er trods alt filmens centrale holdepunkter, så det er som sådan ikke nogen dårligt spillet film. Men det lader dog mest af alt som om, at filmen forstår hvad den gerne vil være, og centrerer derfor sit fokus på Kong, der faktisk fremstår som en mere afrundet og narrativt dyb karakter end nogle af menneskerne involveret, der både er imponerende, og svært deprimerende.

Og så kæmper de altså, stort set hele tiden, i to timer. Og sikke nogle kampe det er vi er vidne til her. Ulig King of Monsters, så har Wingard uden tvivl bedre styr på iscenesættelsen af disse gigantiske boksekampe, og demonstrerer igen og igen, at det alt sammen handler om positionering, indramning og tempo. Kampene er ikke bare velkoreograferede, de er større, tungere og mere tilfredsstillende at være vidne til end nogen anden monsterfilm har formået tidligere.

Godzilla vs. Kong

Filmen ser desuden ret godt ud med ganske detaljeret CG-animation hele vejen igennem. Som sagt benytter Wingard sig også af en større ramme, og et mere stabilt kamera, der gør at det hele ikke går tabt i eksplosioner, men at vi virkelig kan følge med hvordan de to monstre dyster, og se hver en detalje. Der er sågar nogle ret solide eksempler på brug af farver og kontrast.

På én måde er det lidt skuffende at se Wingard overgive sig helt og holdent til en B-films identitet, selvom det er noget mange sikkert vil bifalde. Andre kritikere har allerede rost filmen for at selvidentificere sig selv som værende ikke mere end tomme kalorier. For mig, så beviser Godzilla fra 2014 netop, at du kan kreere en spændende, dyster monsterfilm med tilsmurt narrativ uden det hele bliver komplet nonsens. Det mangler alt sammen her. Den her film har det fint med at være dum, og det er sådan set også i orden. Måske er det snart tid til at tro på de her historiers præmisser, eller bare helt lade være med at lave dem.

Når alt det så er sagt, så er Godzilla vs. Kong en markant forbedring oven på det mildest talt fornærmende makværk, der var Godzilla: King of Monsters, og det er i det mindste et bevis på, at Warner Bros. er i stand til at lave spændende monsterfilm. Den er, hvis ikke mere, solid underholdning.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

8
Godzilla vs. Kong

Godzilla vs. Kong

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Lidt ujævn, ja, men fyldt med spektakulære øjeblikke. Vi anmelder kulminationen på Warner Bros.' Monsterverse.



Indlæser mere indhold