Vi anmelder Zack Snyder's Justice League

Jeg kan huske hvordan jeg havde det, da jeg forlod biografen efter at have set Justice League. Min bror og jeg er i forvejen ret store DC Comics-nørder, særligt når det gælder Batman, og havde, i to år, diskuteret Batman v Superman: Dawn of Justice, og om hvorvidt den havde forløsende kvaliteter eller ej. Det blev en diskussion, en debat, så langhåret, at nu måtte vi bare se hvor det hele bar hen.

Og da vi så forlod biografen? Ja, der følte vi ingenting. Ingen skuffelse, ingen glæde, ingen interesse i DC-filmuniversets fremtid - det hele var så "middle of the road", så generisk sammensat, og så fremmed fra netop tonen i Batman v Superman, at al luften simpelthen gik af ballonen, og vi cyklede hjem hver for sig uden en flig af passion for hvordan det hele nu skulle udvikle sig. Med ét var DC-filmuniverset dødt, både figurativt, og bogstavelig endte det faktisk også med at være.

Men så skete der noget. I årene derefter begyndte noget at ulme under overfladen på en måde som filmbranchen aldrig har set før. Fans begyndte at mobilisere sig, og med fanen båret højt over deres kollektive digitale hoved krævede de at instruktør, manuskriptforfatter og producer Zack Snyder fik lov til at lave hans version af Justice League.

Men vent, var den vi alle så i biografen ikke hans? Nej, det var det ikke. Historien her bliver en kende mudret, for det fremgår ikke helt tydeligt om hvorvidt Warner Bros. faktisk var ved at udfase Snyder allerede inden en forfærdelig familietragedie, nemlig Snyders datters selvmord, gjorde han at måtte træde tilbage øjeblikkeligt fra produktionen. I alle tilfælde endte det, sjovt nok, med at være Avengers-instruktør Josh Whedon der trådte til, og han endte med at smide noget der ligner 50% af det filmede materiale ud, til fordel for en strammere, mere komisk og letfordøjelig superheltefilm.

Om det var en total benægtelse af den skuffende virkelighed, eller et oprigtigt ønske om at give Snyder muligheden for at færdiggøre sin version af både professionelle, såvel som personlige, årsager, det ved vi ikke, men ønsket om at "#ReleaseTheSnyderCut" blev en så larmende og allestedsnærværende tilstedeværelse i filmbranchen, at efter megen frem og tilbage, samt deciderede benægtelser om at der skulle være mere materiale at sammensætte en anderledes vision af overhovedet, så gav Warner Bros. endelig efter. Og de gjorde det i stor stil. Ikke bare gav de Snyder over $70 millioner til at skabe en helt ny udgave af Justice League, de lod ham sågar bruge de penge på at hive visse cast-medlemmer tilbage på set, heriblandt Ben Affleck og Jared Leto, der nok ikke skal være hverken Batman eller Joker mere.

Det er umuligt at overdrive signifikansen af det her. Et filmstudie gav en skaber masser af millioner for at redesigne og omorganisere en film der allerede har været i biograferne for år tilbage, og sætte et mere tilfredsstillende punktum for et filmunivers, som de ikke engang ser nogen investerbar fremtid i, alt sammen fordi fans verden over krævede netop det. Derudover kom skuespillere tilbage til et projekt, som de, i Afflecks tilfælde i hvert fald, hadede, alt sammen fordi de også ønskede et 'do over'...

Ja, vi er langt inde i en anmeldelse uden overhovedet at komme til filmen selv, men det er afgørende for forståelsen af projektet, at kende konteksten bag.

Så nu hvor vi er der sammen, så lad os da kigge på Zack Snyder's Justice League. Først og fremmest er det værd at nævne, at hvorimod den første film var to timer, så er denne hele fire timer lang. Det skyldes primært at Snyder har kunne tage fat i materiale han selv skød tilbage i 2017, og det lader til at en af hans primære missioner med denne nyfortolkning er at give fans den komplette historie, med afgørende kontekst der leder os blødere ind i nogle af de samme afgørende scener, som var med i Whedons version. Vi ender stadig med en kamp imod Parademons under Stryker's Island, Superman genoplives stadig af en Mother Box, kampen imod Steppenwolf foregår stadig i en forladt russisk landsby.

Der er altså store træk der forbliver identiske i deres brede form, men i forhold til tone, tempo, farvesammensætning, musik og manuskriptopbygning, så er Zack Snyder's nye udgave helt og aldeles anderledes.

Først og fremmest gør det meget, meget længere format, at der er plads til en hel del mere opbygning og suspense. Går du eksempelvis tilbage og ser den originale film, så er det klart at Whedon sigter efter en mere direkte "gåen til stålet", om man vil, med en Batman der kommer i karambolage med en Parademon i allerførste scene. I denne nye version er vi mere i Batman v Superman-land, eller måske snarere i Watchmen-land, hvor stemningsfyldte opbygninger, og etableringen af en myte, et sagn, inden vi når til hæsblæsende action, er afgørende. Det er en god beslutning for at være helt ærlig, og den nye version nyder helt sikkert godt af opbygningen af en bredere verden. Om det er en scene imellem Willem Dafoes Vulko og Aquaman, et besøg imellem Barry Allen og hans far i fængslet, mere skærmtid på Themyscira eller mere dialog mellem Batman og Alfred - der er blevet gjort mere tid til fordybelse, som får filmen til at antage en mere kulminerende form, præcis som Justice League gerne skulle være - en kulmination.

Det er svært at gå mere specifikt til hver enkelt scene uden at spoile de overraskelser der nu engang er, men lad os bare sige at der faktisk er overraskelser, og netop etablering af et univers, som måske kunne have været spændende at udforske i efterfølgende kapitler, hvis altså det hele var gået på anden måde..., lader til at have været et primært fokus. Men Zack Snyder's Justice League er længere af en grund, og det er at dette episke slag simpelthen kræver meningsfyldt opbygning, og det er præcis det vi får her. Det betyder ikke at der ikke er lidt tilfældig tidsspilde her, såsom nogle Lois Lane-sektioner, der måske dypper tæerne lidt for meget i direkte sløset pladderromantik, men generelt set er de valg Snyder har truffet fornuftige, og filmen er et mere bevidst værk i denne omgang, snarere end en filmækvivalent til en rodehylde i en skod Netto.

Derudover er Justice League ikke en pseudo-komedie, som den var i første omgang. Det er en af de mere skelsættende ændringer, næsten mere end det ekstra materiale, for selvom de få gæve vittigheder vi så i første udgave, såsom Flash' "I need friends", eller Batmans "he said no", fortsat er her, så er de som miniatureøer i et hav af superseriøs drama. Hvis du i forvejen ikke kunne lide dette i Batman v Superman, og sætter pris på spidsfindig humor og bevidst brug af Bathos (som jeg anbefaler at du kigger på her https://www.youtube.com/watch?v=w-QhdzQo66o), så vil denne version nærmest være længere fra hvad du anser som værende en habil superheltefilm end tidligere. Nej, her er det store græske følelsesfavntag vi arbejder med, og en film der opsummeret bare tillader sig at tage sig selv seriøst. For mit vedkommende er det simpelthen så forfriskende at se en film forsøge at købe præmissen bag sin egen mythos, sin egen verden. Jo, præcis humor kan have samme effekt, men den her underminering af legitimiteten ved de her tegneserieuniverser er simpelthen ved at blive lidt kedelig (igen, se videoen via ovenstående link), og Zack Snyder's Justice League vælger at gå i en helt og aldeles anderledes retning, ligesom Batman v Superman: Dawn of Justice gjorde forinden.

I det hele taget kan de to film nu ses som en fin forlængelse af hinanden. Tråde der lægges ud i den første adresseres på tilfredsstillende vis af den anden, og det gælder særligt Cyborgs historie. Hvorimod det stadig ville have været at foretrække, at hver af disse helte havde fået deres egne individuelle film først, så er dette nok den mest elegante erstatning for det her forløb. Alle får mere tid til at ånde, alle fremstår som mere helstøbte karakterer til slut, og det er faktisk inklusiv Superman, der har sin mest imponerende tid på skærmen overhovedet, og her regner jeg bevidst hele Man of Steel med.

Resultatet er en film, der kommer nærmest udelukkende fra kærlighed fra fans verden over, og er blevet sammensat af en mand der uden tvivl har snublet flere gange end han har sejret igennem årene, men som her har kreeret et virkelig ambitiøst værk, som på alle tænkelige måder er den foregående version overlegen. Zack Snyder's Justice League er ikke noget decideret mesterværk, og det er stadig replikker der får hårene til at stritte i nakken, og kreative beslutninger der er værd at sætte spørgsmålstegn ved. Men jeg er personligt glad for at det her er sket, og den film vi sidder tilbage med er netop den som Affleck, Leto, Snyder selv og alle andre involveret fortjener. Det er, efter al sandsynlighed, bare et forlænget farvel til hvad der kunne have været DC Comics' filmunivers, men sikke et brag af et farvel det er.