Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Enola Holmes (Netflix)

Enola Holmes (Netflix)

En stærk præstation af hovedrolleindehaveren kan ikke redde den middelmådige og fantasiforladte nytænkning af Sherlock Holmes-universet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Arthur Conon Doyle havde i 1890'erne fået nok af Sherlock Holmes. Den britiske forfatter følte, at hans populære karakter stod i vejen for mere seriøse litterære bedrifter. Løsningen var simpel. I novellen "The Final Problem" kastede han Holmes udover en dyb kløft, og så var det problem løst. Troede Conan Doyle. For fansene kunne slet ikke få nok af den excentriske detektiv, og så måtte Conan Doyle genoplive ham. Da Doyle selv døde i 1930, lignende det, at Sherlock Holmes så endelig skulle lægges i graven, men sådan er det langt fra gået. I de senere år har vi fået en lang række nye bøger af mere eller mindre fantasiforladte forfattere, filmatisering efter filmatisering, og i de senere år også en lang række videospil. Det bringer os til den nye Netflix-film Enola Holmes. Her er fokus ikke på den verdenskendte detektiv, men i stedet på hans yngre søster, Enola, opfundet af Young Adult-forfatteren Nancy Springer. Men er en ny frisk karakter nok til at sparke nyt liv i den klassiske detektivserie?

HQ

Plottet er indledningsvis ret simpelt. Teenagepigen Enola Holmes vokser op på et afsidesliggende landsted sammen med sin moder, hvis øvrige afkom er de lidt mere prominente Mycroft og Sherlock Holmes. En dag forsvinder moderen under mystiske omstændigheder, og de to ældre brødre vender tilbage til landstedet. Sherlock for at undersøge sin moders forsvinden, Mycroft for at tage Enola under sin vinger, hvilket i praksis vil sige, at hun skal opdrages til at blive en rigtig dame. Det huer ikke ligefrem Enola, der er opdraget til at være en fri og selvstændig kvinde, og hun stikker derfor af mod London for at slippe for Mycroft og selv opklare moderens forsvinden.

I rollen som Enola Holmes er den kun 16-årige Millie Bobby Brown, kendt fra serien Stranger Things. Hun er klart filmens højdepunkt, hvilket er en god ting, da hun konstant er i fokus. Kameramanden virker næsten til at være forelsket i hende, så mange nærbilleder præsenteres vi for, og den talentfulde skuespiller demonstrerer hele det dramatiske repertoire. Lette øjeblikke, humor, sorg og dramatiske action-scener. Hun klarer det hele med bravur.

Enola Holmes (Netflix)

Den noget mindre karismatiske Henry Cavill er et sjovt valg til rollen som Sherlock Holmes. Uden action-scener at imponere i kommer hans 2-3 forskellige ansigtsudtryk og brummende stemmeføring, der bedst egner sig til replikker på maksimalt 1 ord, ofte til kort. Men alligevel slipper han dog hæderligt fra jobbet. Det samme kan siges om det øvrige cast. Sam Claflin som Mycroft Holmes, Helena Bonham Carter som Elonas moder og Fiona Shaw (Mrs. Dudley i Harry Potter), som den stringente pigeskole-inspektør, leverer karikerede, men dog meget levende skikkelser.

Dette er en annonce:

Så du får udmærket skuespil, men det i sig selv er ikke nok til at skabe en god film. Elementer som plot og stemning er også vigtige, og her snubler Elona Holmes desværre alt for ofte.

Ført og fremmest er der problemer med filmens tempo. Som mange moderne film udstråler Elona Holmes en sand rædsel, for ikke at vise alt. Karaktererne kan ikke tale om en begivenhed i mere end et par sekunder, uden at vi lynhurtigt klipper til et synkront flashback, der illustrerer pointen. Forvent heller ikke skud, der varer meget længere end 2-3 sekunder af gangen. Men på trods af den til tider hæsblæsende fart, så er pacingen i filmen noget nær katastrofal.

Jeg måtte sluge filmen i tre bidder, så lidt formåede den at fange mig i løbet af dens to timer. For hver gang filmen kom den mindste smule i fart, så blev den bremset af helt overflødige ekskursioner, som en overvægtig kondiløber, der løber forkert, og skal bruge et kvarter på igen at få fart i støvlerne.

Hvad der starter med at være en fortælling om en ung pige, der skal finde sin moder, men på mere overordnet plan også skal finde sig selv og sin plads i verden, udvikler sig hurtigt til en større fortælling om suffragetternes kamp for kvinders stemmeret. Filmen undskylder ikke for sit standpunkt, og med datidens kvindesyn in mente, kan man godt sluge filmens budskaber uden nødvendigvis at være en storforbruger af feministiske manifester. Til tider bliver filmens politiske indhold dog så voldsomt udpenslet, at man mistænker instruktøren for at se på publikum, som idioter ude af stand til at tænke en selvstændig tanke, og visse scener er direkte patetiske i deres forsøg på at sætte datidens kvindekamp i relation til en mere moderne køns- og kulturkamp.

Dette er en annonce:
Enola Holmes (Netflix)

Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag, men nogle gange kunne man godt tro, at det var tilfældet om filmens London. Forvent ikke imponerende, endsige stemningsfyldte genskabelser af start 1900-tallets England. Aviserne ligner noget, de lige har printet i kopirummet, og selvom det måske er en ligegyldig kritik, så får det ofte historiske film til at virke lidt slatne i det. På vanlig Netflix-maner får vi også et mere diverst cast, når det kommer til etnicitet, selvom man blandt andet overser indere og russiske jøder, der dengang udgjorde nogle af de mest markante mindretal i Storbritannien. Når man vil lave en inkluderende film, kan man i det mindste læne sig lidt op af periodens fordeling.

Så for at vende tilbage til starten. Kan Enola Holmes bringe nyt liv til den aldrende detektiv? Nej, må svaret blive. Millie Bobby Brown leverer en glimrende præstation som Enola Holmes, og selvom resten af rollebesætningen også leverer et fint stykke arbejde, så er et skuffende og dårligt pacet plot samt en kluntet politisk side, nok til at denne film bør springes over. Hvis Sherlock Holmes ikke får bedre film end det her, ja, så er han nok bedre tjent med endnu engang at blive kastet ud over en klippekant.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

6
Enola Holmes (Netflix)

Enola Holmes (Netflix)

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

En stærk præstation af hovedrolleindehaveren kan ikke redde den middelmådige og fantasiforladte nytænkning af Sherlock Holmes-universet.



Indlæser mere indhold