Artemis Fowl

Denne anmeldelse er blevet til igennem et legitimt abonnement på Disney+ kreeret igennem en amerikansk kontakt. Dernæst er der blevet brugt VPN til at få adgang.

Cats var en forfærdelig film. Men det var faktisk ikke fordi den var forfærdelig, at den endte med at blive centrum for en spændende, verdensomspændende debat. Det var fordi, at filmen kom fra et hold bestående af en instruktør, klippere, producere, manuskriptforfattere og sågar skuespillere, der alle burde have vidst bedre - og netop derfor var filmen noget nær fornærmende i stedet for tilforladeligt skidt.

Og her er vi så igen - med Artemis Fowl, en film baseret på en af de mere indflydelsesrige YA-romanserier i nyere tid, og som har et trofast publikum verden over, som har ventet i årevis på denne filmatisering, som har været forbi en række forskellige filmstudier, før rettighederne endelig landede hos Disney. Og Disney selv burde sågar har vidst bedre, for naturligvis svinger kvaliteten af deres output en del, men det er nu alligevel sjældent, at de sætter deres navn på... ja, skrald. Altså selv Lion King er ikke helt og aldeles fornærmende forfærdelig - bare doven.

Men Artemis Fowl er skrald, usammenhængende, kynisk, kedeligt skrald. Filmen er som sagt baseret på den berømte romanserie af samme navn fra den irske forfatter Eoin Colfer og handler om mestertyven Artemis Fowl, der finder ud af, at sin far foretog sin en del mere end at handle med sjældne antikviteter - faktisk kender han til en hemmelig verden og bliver kidnappet i forsøget på at beskytte den og vores egen. Derfor må Artemis bruge sit brede sæt evner, lige fra deduktion til kampsport, fra hyperintelligens til snilde, for at få ham tilbage. Herfra går den vilde skattejagt ind og ud af forskellige verdener med trolde, feer og alfer i hælene via en blanding af overfladisk science fiction og fantasy-elementer.

Bogen betragtes som værende et moderne ungdomsmesterværk, og det er, i små flygtige glimt, også til at ane i filmen hvorfor. Artemis' mere antihelt-agtige islæt, blandet med kombinationen af netop sci-fi og fantasy, giver den et relativt unikt præg, men det er samtidig tydeligt, hele tiden, at filmen hverken er synderligt dygtig til at drage fordel af sit særlige kildemateriale og til at være en god film - overhovedet.

Først og fremmest skyldes det desværre Artemis selv, der spilles af debuntanten Ferdia Shaw. Dette 12-årige unikum, der så skal lege superagent for at få sin far tilbage, har ingen kant, men fremstår tvært imod bare som arrogant, selvfedt skarn, som ikke har meget til overs for andre udover et smøret smil. I bogen er det en facet til en meget dualistisk personlighed, men her er bare en kedelig karakter at følge, og Shaws stive og livløse præstation hjælper ikke ligefrem. I det hele taget har Disney, og instruktør Kenneth Branagh, ikke rigtig fået memoet om, at meget unge skuespillere i dag ikke behøver at være tåkrummende ringe. Alfepolitibetjenten Holly Short spilles af Lara McDonnell og leverer ligeledes en skuffende præstation. Selv de mere erfarne dele af castet, såsom Colin Farrell og selveste Dame Judi Dence, ved tilsyneladende godt, at de spiller med i en fuser og leverer tilfredsstillende, men forsigtige, præstationer.

Men ringe skuespillerpræstationer er ét problem, det er ikke problemet. Problemet er, at filmen forsøger at presse eksposition, ligegyldig kontekst og bagvedliggende plotstruktur, ned i halsen på seeren i et så uhyre højt tempo, at intet af det når at sætte sig fast. På omtrent 20 minutter er hele verdensordenen, karaktergalleriet, alles motivationer og en tusinde år gammel historie om en hemmelig feverden etableret, og det sker igennem uforsigtig og uelegant indsætning af ekspositionsbaseret dialog. Så én karakter nævner The Hill of Tara men knytter så lige et; "where your father died defending the Aculous, which is a powerful fairy artefact capable of destroying or controlling both worlds". Ja, det er ikke direkte eksempel, men I ved, hvad jeg mener. Artemis Fowl er tydeligvis ligeglad med om, hvorvidt det karaktererne siger til hinanden giver mening eller flyder på organisk vis, så længe du er blevet eksponeret for plot, så anser filmen sig selv som værende en succes.

Andre film der ligeledes er baseret på romanserier tager sig ofte god tid, og sørger for at fokusere på en simplere mere direkte historie, ellers så sørger de for trinvis af eksponere dig for et overhængende plot. Artemis Fowl gør det hele - og dårligt også, og i stedet for at stoppe op og rekflektere lidt over nogle af de opdagelser vi har gjort, så bevæger den sig hurtigt videre som om, at hvis filmen bare bevæger sig hurtigt nok, så lægger man ikke mærke til skønhedsfejlene.

Men altså, hvis nu bare filmen er flot at se på og præsenterer spændende effektbaserede action-sekvenser, så går det nok, ikke? Sådan nogle har filmen ikke rigtig. Jo da, en hemmelig feverden er da interessant nok, men der er kun i virkeligheden én central action-scene, og hele formen går tabt i et febrilsk forsøg på at vende og dreje kameraet for forøget stilistisk effekt. Det virker ikke og er nærmest en gakket parodi på en Jason Bourne-film - i stedet for at virke hæsblæsende og intenst. Og det virker heller ikke, når Artemis tæver fesoldater - man er ikke investeret i noget af det eller i nogen af dem.

Og Kenneth Brannagh, der har årtiers erfaring som en fin skuespiller og er en nogenlunde instruktør, burde have vidst bedre. Det burde hædret teaterforfatter Conor McPherson også, der har leveret manuskriptet. Disney, som man kan sige meget om, men trods alt har leveret relativt sammenhængende eventyrfilm i årevis, burde have vidst bedre. Producer Robert De Niro burde have vidst bedre. Alligevel har Artemis Fowl kostet $125 millioner at producere, og alle de førnævnte har sagt god for, at dette er den bedste fortolkning af det ikoniske kildemateriale, de kunne finde på.

Skam jer...