Sonic the Hedgehog

Sonics første trailer, som udkom i efteråret 2019, blev mildest talt modtaget af et tilbageslag fra fansene. Heldigvis tog Paramount kritikken til sig, udskød udgivelsen og hyrede art directoren fra Sonic Mania Adventures til at fikse monstrummet, som var Sonics ansigt. Og dette bar bestemt frugt. For det endelige resultat, er et bedårende, charmerende og utroligt tiltalende lille CGI-pindsvin, stemmelagt af Ben Schwartz.

Filmen starter med at dumpe en masse eksposition i hovedet på os. Sonic er åbenbart fra en anden planet, og i stand til at rejse mellem verdener ved hjælp af magiske ringe. Vi bliver kort introduceret til hans hjemplanet (og genser det ikoniske leveldesign fra Green Hill Zone), men allerede efter et par minutter rejser han til Jorden, hvor han bruger de næste ti år i isolation (i en by som naturligvis er kaldet Green Hills). Sonic er alene, og er blevet advaret mod at vise sine kræfter til nogen, hvilket resulterer i et understimuleret og hyperaktivt ungt pindsvin, dybt hungrende efter menneskelig kontakt. I frustration leger, taler og spiller han med sig selv, hvilket leder ham til at spille baseball så hurtigt, at han ved et uheld overvælder byens elektricitet og herigennem tiltrækker regeringens opmærksomhed. For at undgå at blive fanget af Dr. Robotnik (Jim Carrey), får han hjælp fra Tom "Donut Lord" Wachowski, spillet af James Marsden, som efterhånden er mester i at spille overfor CGI-væsener.

Meget af filmen er henvendt til børn, og selvom der er flere easter eggs, er det tydeligt, at det prioriteres at introducere Sonic til en ny generation. Der tages derfor ikke meget tid til at få de gamle fans med på vognen, hvilket er lidt synd, eftersom det i eks. Detective Pikachu blev bevist, at det er muligt at appellere til begge demografer. Heldigvis er der også enkelte sjove scener for os ældre, blandt andet inkluderingen af Sanic, den dårligt tegnede Sonic sketch, som efterhånden er synonymt med karakteren.

Filmen er underholdende nok, men tydeligvis en børnefilm. Den er fuld af popkultursreferencer, hvor særligt Fortnite samt Olive Garden (af en eller anden grund) flere gange bliver nævnt. Derudover genkender man hurtigt nogle genanvendte scener fra X-Men, hvor Quicksilver tidligere har illustreret, hvordan man bevæger sig hurtigt mens alt andet er i slowmotion. Der er derfor ikke meget nyt at finde i filmen, og det er sjældent man som voksen er revet med.
Udover titelfiguren møder vi noget af den mest generiske rolleliste, hvor de onde er tegneserie-onde og de gode ingen personlighed har. Og det må man bare affinde sig med. Heldigvis er castingen i top, og udover Sonics vindende ansigt, er James Marsdens sympatisk birolle og Jim Carreys overdrevne og genkendelige excentriske fagter filmens højdepunkter. Disse tre komponenter er dog de eneste som redder filmen fra at være komplet middelmådig og røget direkte i glemmebogen.

Det er en okay film, men det er vist også så meget ros som den fortjener. Sonics søde og barnlige sind er opmuntrende nok til, at man kommer igennem de 90 minutter uden at blive irriteret over resten af middelmådigheden. Selvom det dog skal siges, at det bestemt hjalp at se filmen i dobbelt hastighed. Gotta go fast.