1917

Selvom der ikke bliver produceret nær lige så mange krigsfilm som der gjorde for et årti siden, så betyder det ikke at filmstudier forsøger hvert eneste år er at give os en frisk fortolkning af diverse historiske begivenheder, hvor klassiske arketyper udvaskes igennem verdenskrigenes gråbeskidte linse, og hvor store filmvenlige følelser som heltemod, forræderi og retfærdighed får lov til at udfolde sig. Sidste år bød på blandt andet Midway, og før det imponerede Christopher Nolans Dunkirk.

Men selvom disse, på hver deres måde naturligvis, har imponeret, så kan de faktisk betragtes som værende opvarmningen til Skyfall-instruktøren Sam Mendes' fuldstændig banebrydende, storslåede og uhyre personlige kig på Første Verdenskrig. Filmen hedder 1917, og du har nok allerede set diverse nyhedshistorier om filmen, da den er skudt på en sådan måde, at det hele (stort set) ligner én uafbrudt sekvens, hvor vi aldrig forlader de to centrale karakterer, der skal ud på en farefuld færd, der kan redde 1600 allierede soldaters liv.

Vi skriver d. 6 april 1917, og i Nordfrankrig udkæmpes der grusom skyttegravskrig imellem det Tyske kejserrige og de allierede Ententemagter fra blandt andet Storbritannien og Frankrig. Her bliver der kæmpet om hver centimeter land, men pludselig har tyskerne trukket sig flere kilometer tilbage, til stor forundring hos de britiske styrker, der ønsker at udnytte dette tilsyneladende positive momentum. Men det er en fælde, og den eneste måde hvorpå styrkerne ved fronten kan få dette at vide er hvis to soldater, William Schofield og Tom Blake, når frem til dem i tide. Det betyder dog en tidspresset rejse igennem ingemandsland, og et utal af fare på vejen.

Herfra begynder et kapløb med tiden, der kun sættes i grusomt, beskidt, brutalt og virkelihedsnært relief takket være et uhyre tæt kamera, der næsten aldrig slipper skuldrene på vor to helte, der bare må og skal nå frem i tide. Før vi når til hele kameraføringen, så synes det først kun fair, at gigantisk ros gives til de to hovedrolleindehavere, altså George MacKay og Dean-Charles Chapman. Når nu kameraet stort set aldrig klipper, så sætter det enormt pres på disse to relativt unge skuespillere, der bliver nødt til at blande systematiseret manuskriptgengivelse med noget langt mere improvisatorisk. I løbet af bestemte sekvenser sker der bare ting, som manuskriptforfattere eller storyboard-designere umuligt kunne have forudset, men alligevel giver både MacKay og Chapman en præstation på 120%, og er fuldt ud dedikerede til deres beskidte portrættering af livet under krigen. Særligt MacKay som Schofield bliver der stillet uhyre store krav til, og han leverer en Oscar-værdig præstation (som dog sikkert erobres af de gamle drenge fra The Irishman). De bakkes op af blandt andet Mark Strong, Andrew Scott, Colin Firth og Benedict Cumberbatch, hvoraf ingen dog forbliver i billedet synderligt længe, da filmen er struktureret omkring denne meget specifikke, og uhyre personlige, rejse tværs over fronten.

Lad os lige starte med at slå fast, at selvom filmen ligner at den er filmet i ét kontinuerligt skud, så er der tale om Hollywood-fiksfakserier. Dog kan man snarere sige at den faktisk består af en række lange, reelt uafbrudte sekvenser, der bibeholder intensiteten i hver scene på en helt uhyggelig måde. Hvis du synes at du sad på kanten af sædet under Dunkirk, så vil en flugt fra en okkuperet byruin tvinge dig i gulvet. Hjertet er konstant oppe i halsen, og det er ment på den bedst tænkelige måde. Det har været nødvendigt for holdet bag at løbe med kameraet på en mere indsturderet måde, og det er tydeligt at selve ruten er nøje planlagt fra ende til anden. At sige meget mere ville egentlig være synd, da selve bevidstheden om denne ene kontiunerlige sekvens faktisk kan være distraherende, da man konstant lader sig imponere over teknikken. Det er nemlig i samspil med solide skuespillerpræstationer, enormt flot scenedesign og et velsammensat tempo der gør 1917 så magisk.

Og selvom filmen benytter sig af en central "gimmick" om man vil, så er det faktisk ikke sådan at filmen vader i floskler eller klichéer, der ellers fylder så meget i genrebilledet. Filmen bibeholder sit personlige fokus hele vejen igennem, og når der så foregår noget storslået på skærmen, så føles det derfor mere naturligt, da det konstant har vores hovedpersoner i fokus. Det føles aldrig kunstigt, aldrig utroværdigt, men snarere om en uhyre realistisk heltemodig bedrift set så tæt på dem der udførte den som overhovedet muligt. Der hjælpes på vej af et intens musikalsk score fra Thomas Newman, ja, men udover det er der ingen åbenlyse greb efter din opmærksomhed via ufortjente "set pieces". Mendes forstår at han skal fortjene din opmærksomhed, og opbygge intensiteten, så derfor tager filmen små skridt til at starte med, for så bare at bygge og bygge derfra.

Resultatet er et mesterstykke, en af de bedste film fra 2019 (som vel så er 2020 her) og min personlige frontløber til Oscar-uddelingen i næste måned. Om den vinder? Nej, det tror jeg ikke, men det er uden tvivl den der ikke bare skubber til filmmediet fra et teknisk perspektiv, men giver os en af de mest personlige krigshistorier nogensinde - og det er store ord.