Le Mans' 66

Den to en halv times lange autentiske fortælling er instrueret af James Mangold som man også kender fra Walk the Line og Logan. Filmen, som i USA er kaldet Ford v Ferrari, omhandler tidligere Le Mans-vinder Carroll Shelby (Matt Damon) og uortodokse racerkører Ken Miles' (Christian Bale) forsøg på at lave en superbil for Ford Motor Company, som var i stand til at udfordre Ferraris monopol på racerløb. Og selvom det kan lyde lidt bilteknisk (og bestemt er det) er filmen derudover spækket med underholdning, action og en overflod af charme. Også for dem, der ikke besøger biludstillinger.

Le Mans '66 har som nævnt Damon og Bale i hovedrollerne i årets mest intense racerfilm men selvom en stor del af filmen består af hæsblæsende (og øredøvende) ræs, skiftes der ubesværet fra disse actionrige scener til charmerende dialoger mellem de to racerkørere, som igen leverer en solid præstation. Mens filmen kunne have valgt udelukkende at fokusere på bilproducenternes stridighed, er dette i større grad en fortælling om to fanatiske enspændere og deres kamp mod Fords og alle enorme og gammeldags firmaers tradition for risikoaversitet. Filmen er derfor i højere grad interesseret i at illustrere forskellene mellem individer med passion for fart og "kunsten" vs store virksomheder, som kun er motiveret af bundlinjen.

Selvom vi lever i en verden, hvor alle biopics deler skabelon og 9 ud af 10 film binder en fin sløjfe på sin feel-good slutning, adskiller Le Mans '66 sig på flere punkter. Naturligvis indeholder fortællingen flere filmiske virkemidler som er med til at gøre den mulig at se samt blive underholdt af, men den er også utroligt kompetent i ikke at amerikanisere alting. Hele fortællingen er ikke sammensat med henblik på at gå op i en højere enhed eller være en moralsk prædiken omkring enten glamouren eller faren ved 24 Timers Le Mans. I stedet forsøges på to en halv time at inkludere mest muligt plot og historiske detaljer, uden man på noget tidspunkt føler man er ved at tage en specialistuddannelse.

Meget af dialogen er godt nok teknisk og omhandlende optimering af hastighed, hvilket medfører, at indholdet er decideret irrelevant for alle som ikke er bilentusiaster, men det er alt sammen fantastisk skrevet og leveret på en særdeles underholdende, interessant og humoristisk facon. Jargonen fra begge hovedpersoner er utroligt morsom og det er flere gange man griner undervejs, hvilket bestemt ikke er det man havde forventet mest af, fra en bilfilm. Det er i stor grad Bales og Damons fortjeneste, men også grundet en enestående sammensætning af screenplay forfattere (Jez Butterworth, John-Henry Butterworth og Jason Keller). De forstår at sætte andet i fokus, end biler og tophastighed. For selvom filmen afgjort omhandler racerløb, racerkørere og racerbiler, er der utroligt meget menneskelighed inkorporeret i filmens DNA.

Som nævnt er filmen to en halv time lang og havde jeg ikke set den i biografen, kan det godt være jeg var faldet en smule hen. Men der er er en væsentlig grund til, at dette ikke skete, mens jeg sad forrest i IMAX-salen. Og det er lyden. Ikke soundtracket (som også er godt) men specifikt lyd og lydredigeringen var noget af det bedste jeg har oplevet. Måden hvorpå de bragende motorer rystede hele salen og smeltede sammen med et pumpende soundtrack gik op i en højere transcendental enhed. Lydteamet bag Le Mans '66 burde virkelig vinde en Oscar, hvilket er nogle af de samme mennesker som har arbejdet på bl.a. Blade Runner 2049, La La Land og A Star is Born. Mens de to sidstnævnte ikke ligefrem var personlige favoritter, kunne de i det mindste sit lydkram, og var begge nomineret Oscar for bedste lyd (Best Sound Mixing).
Hvis bedste lyd og lydredigering er svær at adskille, kan det lige kort forklares. Lydredigering omhandler primært at indsamle alle de lyde, som skal bruges i filmen, hvilket i dette eksempel primært er motorer, som skal lyde på en helt særlig måde, alt efter hvor på banen de kører, og hvordan de agerer på et givent tidspunkt. Oscar for bedste lyd kan man vinde, hvis man er god til at sammensætte (og mixe dem) efterfølgende. Begge dele er Le Mans '66 absolut fremragende til. Alt dette kombineret med et adrenalinpumpende soundtrack, får ens hjerte til at banke højere end nogen GT40.

Kæmpe ros herfra og jeg håber andre kan blive motiverede til at se filmen, selvom de ikke bruger alle sine penge på at tune sin Fiat Punto.