The End of the F***cking World - Sæson 2

ørste sæson var en af de mest roste serier fra 2017 og primært anerkendt grundet sit særdeles letfordøjelige format og for at være utroligt bingeable. Det er vel derfor yderst forventeligt, at man ender med at se sæson 2s otte episoder i et eller to stræk. Og mens dette i sig selv er let formået, er det svært ikke at være overrasket. For noget man ikke havde forventet, var ændringen i kvalitet.

Sæson 1 formåede på sine otte episoder at skabe en minimalistisk fortælling, med et enkelt udgangspunkt, simple karakterer og et plot, som for en gangs skyld blev set til dørs uden synderligt mange omveje. Sæsonen var utroligt streamlinet, og vidste fra første episode, hvad den ville opnå i løbet af sine otte episoder, hvilket afgjort var et af seriens mest appellerende træk. Dette kan desværre ikke siges om sæson 2. Selvom den også er enormt nem at binge, er det eneste den ellers har viderebragt fra første sæson, de simple (og for det meste overfladiske) karakterer.

Herfra kommer der milde spoilers fra den første episode (i sæson 2), som desværre er vanskelige at gå udenom. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at nogen ikke har gættet det ud fra præmissen, at der er kommet en anden sæson.

Sæsonen starter egentlig ret stærkt ud. Den lader os kort tro, at sæson 1 tog sine hovedpersoner med i graven, og udgangspunktet for anden sæson kommer til at være nye karakterer med nye drivkræfter og gøremål. Denne utopiske forhåbning bliver dog hurtigt knust, når vi finder ud af, at den nye karakter Bonnie (Naomi Ackie), er tæt forbundet med hændelserne fra første sæson. Og i stedet for at lave en spinoff serie til hende samt en ny liste skuespillere, retconner sæsonen med det samme sæson 1s afslutning, hvilket nærmest er utilgiveligt. Sæson 1 sluttede nærmest perfekt, med at James døde, og på få sekunder er han genoplivet og al investering og tilhørende payoff fra første sæson slettet. Dette medfører naturligvis, at der placeres et kæmpe pres på sæson 2 som den desværre aldrig når at opveje.
Nu sagde jeg godt nok, at karakteren Bonnie var tæt forbundet med sæson 1s plot, hvilket måske er at strække den lidt. Hendes eksistens lukker nemlig ingen løse ender eller besvarer et eneste ubesvaret spørgsmål fra den forrige sæson. I stedet er karakteren tydeligvis skabt udelukkende for, at sæson 2 kunne laves. Dette giver i sig selv god nok mening og er bestemt ikke første gang, at en serie får en sæson eller fem (jeg kigger i din retning HIMYM) mere end den er i stand til at håndtere. Det er bare synd, når en selvindeholdt fortælling smider al integritet ud ad vinduet for at indkassere nemme penge. Og det er virkelig hvad sæson 2 er. En let indtjeningsmulighed.

Udover tilføjelsen af Bonnie, forsøger sæson 2 i høj grad at emulere stemning og handling fra sin første succes. Og det hele er nærmest 1:1. Soundtracket, de indre monologer, monotone tonelejer (særligt fra Alyssa) er præcis det samme. Men mens det i første sæson var utroligt charmerende, fordi man ikke havde set det før, falder det denne omgang bare utroligt fladt. Og mens plottet dengang udsprang af en naturlig katalysator, får vi ikke andet end ad hoc forklaringer på, hvorfor karaktererne befinder sig i samme situation igen. Og det virker oftere end ikke dybt grinagtigt, hvordan der kæmpes for at gøre sammenhængen relevant. Forfatteren anstrenger sig utroligt meget for at få placeret James og Alyssa i samme bil, uden de er kærester og i en lignende anspændt stemning fra sidst. En bedre forklaring på hvordan de igen havnede her, havde været en tidsmaskine og det er virkelig hvad det føles som. Runde 2 af noget vi ikke havde brug for. Eller en dårlig 2'er til en film fra 80'erne, som heller aldrig skulle have haft en 2'er. Som The Next Karate Kid med Hilary Swank eller Speed 2: Cruise Control med Nicolas Cage. Men i disse eksempler blev hovedpersonen i det mindste udskiftet, så her var der da en smule forandring at spore.

Som nævnt håbede jeg på, at sæson 2 ville omhandle et sæt nye karakterer, og på den måde være en antalogiserie i stil med American Horror Story, eftersom dette havde bidraget med noget nyt. I stedet får vi James' og Alyssas' endimensionnele forhold og tilhørende personligheder i otte afsnit til. Og selvom de begge er utroligt velcastede til deres roller, synes de ensidige præstationer noget trivielle i længden. De kunne klares i otte afsnit, men 16 er at strække den. Dette er særligt synd, når man har set dem i andre roller og rent faktisk ved, at de begge er i stand til at tilbyde meget mere. Det samme gælder soundtracket, som fylder på en lidt anderledes måde i denne sæson. Musikken bruges igen til at fortælle, hvordan karaktererne har det i dette øjeblik, hvilket bestemt ikke er nødvendigt med de utallige indre monologer, som har samme formål. Og det bliver ikke gjort det mindste bedre af, at sangvalget denne gang er endnu mere kliché og lyrikken eksplicit er valgt ud fra hvad de tænker. Det er lige før man hører R.E.M.s Bad Day spille. Det er dog underholdende, på et metaplan, når karaktererne på et tidspunkt begynder at tale om musicals, for dette er virkelig hvad det føles som. En mislykket musical.

Hvis man skal sige noget pænt, er sæson 2 stadig utroligt bingeable. Den er stadigvæk letfordøjelig, og har et fint format. Den er bare ikke nær så underholdende og bringer ikke nok godt med sig, til at gøre bod med at retconne forrige sæsons afslutning. Men når serien er god, er den utroligt charmerende, med nogle velskrevne interaktioner og dialoger, som føles både hurtige og underholdende. Når den er dårlig derimod, minder den om det værste medieprojekt fra en gymnasieelev, som har sammensat sin personlige playliste til at afspejle sin egen begrænsede emotionelle kapacitet.

Spørgsmålet er så, hvorfor man bliver ved med at se en serie, som ikke længere giver en det man håber på. Hertil er svaret naturligvis en personlig cocktail, men for mit vedkommende var det et naivt håb om, at det hele ville gå op i en højere enhed fra det næste afsnit. Det næste afsnit ville være dét, som bandt de forrige sammen i en tematisk enhed. Den kom bare ikke.