Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
The Lighthouse

The Lighthouse

The Witch-instruktøren vender tilbage med en film om to tossede fyrtårnspassere i sort/hvid og smalformat.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

The Witch er et uhyggeligt, ækelt og brutalt mesterstykke af en gyserfilm, der kryber ind under huden på seeren, bider sig fast og nægter at give slip. Sådan kan man på sin vis med rette beskrive instruktør Robert Eggers' debutfilm, som tog verden med storm for nogle år siden. Derfor var det da ganske bizart, og interessant også, da han afslørede at hans længe ventede opfølger skulle være en film om to fyrtårnspassere der langsomt bliver tossede, og tager et hovedkuls dyk ned i nautiske myter og overtro. Og når ja, sort/hvid og i smalformat er den også.

Og nu er den så ankommet. The Lighthouse. En rejse ind i galskaben i selskab med Robert Pattinson og Willem Dafoe, der på små to timer giver os et vanvidsmarathon, hvor den ene mærkværdige samtale erstatter den anden, og hvor man konstant spørger sig selv om de udefrakommende trusler de to oplever er deres egne hoveder der spiller dem et puds, eller om hvorvidt de vitterligt er under angreb af den ene myte efter den anden.

The Lighthouse
Dette er en annonce:

Lad os tage fat på det mest håndgribelige først. Willem Dafoes karakter, Thomas Wake, er fast passer af et fyrtårn, og han får løbende besøg af hjælpere, som er hos ham og vedligeholder fyrtårnet, de tilstødende gemakker og alt derimellem i fire uger ad gangen. Filmen tager udgangspunkt i netop sådan et forløb, hvor Robert Pattinsons karakter påbegynder sin tid på øen i det bølgende hav, men hurtigt begynder de to kollegaer at vise mistillid til hinanden, og samtidig med det kan de ikke helt blive enige om hvad der er ægte, og hvad der er opdigtet.

Længere kan vi som sådan ikke dykke ned i plottets egentlige udfoldelse, da dette meget vel ville kunne ødelægge nogle af filmens narrative finurligheder. Hvad der dog er sikkert at sige, er at både Pattinson og Dafoe leverer helt og aldeles dedikerede præstationer som de to fyrtårnspassere. Det her er en historie om galskab, om paranoia og om hvad det kræver at skabe ægte menneskelig tilknytning, og det er vist ingen hemmelighed at som filmen bevæger sig igennem sine næsten to timer, så bliver præstationerne mere fysiske, mere brutale og mere taktile, og Dafoe og særligt Pattinson vokser så sandelig med opgaven, og giver os dybe kig på den afgrund den menneskelige psyke kan blive til.

The Lighthouse

Desuden er det værd absolut at pointere, at Eggers endnu en gang beviser at han ved hvordan han ikke bare skal frame sine skud, og hvordan han skal bevæge kameraet, men også at han mestrer scenografi, subtil underforstået brug af set pieces og at kreere intensitet i hver eneste interaktion, også uden at der er dialog imellem karaktererne. Godt nok bidrager smalformatet ikke synderligt til scenernes konstruktion, eller til filmens visuelle identitet, men sort/hvid viser sig faktisk at være en ganske glimrende beslutning, da dette set-up skaber flere skygger, mere konstrast og indgyder karakterene med en mere dunkel silhuet. The Lighthouse er som resultat en ganske flot film at se på.

Dette er en annonce:

Men så løber vi ind i de primære problemer her, problemer som ikke melder sin ankomst øjeblikkeligt, men som langsomt bliver gjort tydelige for seeren som filmen snegler sig afsted. Først og fremmest er The Lighthouse ikke uhyggelig, men det prøver den som sådan heller ikke at være. Der findes enkelte scener hvor kontrasten i Dafoes øjne, eller en dragende men også truende sirene bryder formsproget en kende, og får en ud på kanten af sædet, men ellers kommer den utrygge stemning primært af den konstant følelse af at noget er "galt". Det er noget vi kender fra mange thrillere og gyserfilm, nemlig at forbipassere klichéprægede adrenalinchok til fordel mere stemningspræget gys, men her er det absolut en ballon der mister luft relativt hurtigt, som det går op for en at Eggers kun få gange introducerer os for elementer vi rent faktisk har grund til at blive bange for.

Men det er faktisk ikke det store problem her. En film som The Lighthouse kan sagtens slippe afsted med at være "eerie", men ikke at være decideret uhyggelig, og derigennem sætte ekstra fokus på æstetik, på dialog og på menneskelig interaktion. Men det er som om at i sin søgen efter at febrilsk forsøge at undgå klichéer, genretræk eller distinkte fortællermæssige karakteristika, der bliver The Lighthouse til en overordentlig omgang ingenting, en film så mættet på meta at den absolut glemmer nærheden. Det lader ikke til at andre anmeldere verden over deler min skepsis, men man kan konstant mærke at i det desparate forsøg på at undgå såkaldte "tropes", så vader den i netop de fælder som forsøges undgået. Samme kan siges om karakterenes generelle motivationer, eller noget så banalt som dramaturgiske anslag - i et forsøg på at undergrave forventning og skabe noget så nært og medrivende som muligt, så bliver det det modsatte. Karakterer skifter motivationer ud midtvejs i sætningerne, og ender med at blive patetiske snarere end truende, ynkelige snarere end intense. Det er alt sammen i jagten på hvad der vel kan opsummeres som realisme, at galskaben får overtaget og giver anlæg til et usammenhængende ragnarok af had, kærlighed, tillid, mistillid og alt derimellem. Men sandheden er at det bare ikke er synderligt medrivende at se på, eller være vidne til.

The Lighthouse

Filmen er så dedikeret til denne søgen efter noget mere, noget subtekst, noget større, at dens egentlige plotstruktur bevidst gemmes under det ene metaforiske lag efter det andet, hvor symbolikken bliver så tung og indforstået at det forreste, det næreste bliver forsømt.

Resulatet er, og det her kommer fra en der absolut elskede The Witch, at man rent ud sagt keder sig, og man ønsker faktisk at Eggers havde forsøgt at bibeholde bare en smule mere dramaturgisk struktur, som kunne agere rygrad for denne malmstrøm ned i galskaben. Filmen er uden rygrad, og derfor synes der ikke at være nogen forbindelse imellem de enkelte scener.

Det er i sandhed ærgerligt, særligt når nu filmen er så uhyggeligt velspillet, og at skuespillerne er så dedikerede til filmens centrale præmis og narrative identitet. Men deres energi forspildes ganske enkelt på en fortælling uden reel pointe, uden rammer, uden noget som helst. Eggers er lynende intelligent, så det er uden tvivl meningen alligevel, men der kan man så argumentere for, at ligegyldig hvor arthouse, hvor klog filmen selv synes den er, så burde den genintroducere noget så banalt som akter, eller bare basal plotstruktur.

The Lighthouse er præcis ligesom det brølende hav, der raserer omkring den lille ø, altså uregerligt, og selvom intentionen er at strukturen afspejler den centrale tematik, så går manglen på denne bare filmen... ja, kedelig.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

6
The Lighthouse

The Lighthouse

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

The Witch-instruktøren vender tilbage med en film om to tossede fyrtårnspassere i sort/hvid og smalformat.



Indlæser mere indhold