Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Legion

Vi anmelder hele Legion-serien

Mathias anmelder hele Legion-serien efter den tredje og sidste sæson.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Denne artikel indeholder ikke eksplicitte spoilers, men snakker i dybden om seriens tematikker. Du er advaret.

HQ

I august udkom den tredje og sidste sæson af Marvel-serien Legion. Inden vi når videre, skal det dog med det samme afklares, at denne serie absolut intet har med Marvel at gøre, udover at have hentet inspiration til enkelte karakterer fra X-Men-universet. Seriens hovedperson, David Haller, er f.eks. Charles Xaviers søn, men dette er langt fra omdrejningspunktet i serien Legion eftersom professor X ikke dukker op før tredje sæson, hvor han praktisk talt er en helt anden karakter. Serien låner dermed nærmest udelukkende navne fra tegneserierne, men herefter stopper lighederne.

I stedet for at fokusere på heroiske superhelte teams, eller David "Charles Jr." Haller fra tegneserien, som deler krop med forskellige mennesker han har myrdet, omhandler Legion en virkelighedsforstyrret hovedperson, der konstant presser grænsen for moralsk ambiguitet. For selvom David altid forsøger at være en god person, og gøre det bedste han kan, demonstrerer serien, at der eksisterer grænser for, hvor meget ondskab man kan bedrive og stadig teknisk set være helten. Der er en ende for, hvor meget manipulation, myrderi og endda voldtægt man kan slippe afsted med, før narrativet ændrer sig. Og dette er et af seriens store fokusområder: de moralske gråzoner, der hurtigt bevæger sig over i noget mørkere end grå. Legion er derfor ikke den typiske tyggegummi-Marvel film eller de om end lidt mere dystre Netflix-serier. Det er er en helt anden slags serie med et andet gøremål.

Legion

Igennem serien og primært den sidste sæson, følger vi Davids forsøg på at overbevise sig selv om, at han er et godt menneske, som fortjener at blive elsket. Det er dog lettere sagt end gjort, eftersom David har en ond dæmon "The Shadow King" i baghovedet, der konstant forsøger at tage styringen og dirigere ham imod masseødelæggelse. Selvom serien som udgangspunkt lyder noget dyster, og bestemt er det den største del af tiden, bliver den konstant afbrudt at surrealistiske scener, der virker som et reklameafbræk. Pludselig midt i et blodbad hører man en popsang. Og folk begynder at danse.

Dette er en annonce:

Legion er derfor en svær størrelse at kategorisere. Serien er i sine bedste øjeblikke et usammenhængende psykotisk virvar, der bedst beskrives som en feberdrøm fyldt med alle Tokyos neonfarver orkestreret til et soundtrack og dansekoreografi hentet direkte fra Bollywood. Man aner ikke hvad der foregår, om det er en karakters fantasi eller om det rent faktisk indgår i plottet. Og det er super fedt, for man har ikke set noget lignende før. På seriens lavpunkter er der desværre også noget at finde, bl.a. flade karakterer, der siger flade ting, for at rykke et fladt plot fremad. Det skal dog siges, at feberdrømmene heldigvis ofte er så besynderlige og ekstreme, at de efterlader så store indtryk, at man kan holde sig vågen igennem resten af plottet. Og det er måske seriens største force og brist: de gode scener skiller sig i høj grad ud fra resten af indholdet. De sære scener, der i starten virker malplacerede, er hurtigt dem man ser frem til. Til gengæld virker det hurtigt trivielt, hvorvidt det hele ender i verdens undergang eller frelse. Man hungrer i stedet efter den næste kampdansescene leveret midt på et diskotek eller en rap-battle mellem seriens skurk og helt.

Legion

Noget der hjælper seriens begrænsede underholdningsværdi er, at mange af de flade karakterer er spillet af utroligt kompetente skuespillere. Eks. er dette en af Aubrey Plazas (Parks and Recreation) bedste præsentationer til dato og hun er på trods af at spille Davids opdigtede fantasiven, Lenny, et af de mest menneskelige og velskrevne karakterer i serien. Derudover er Jemaine Clement (Flight of the Conchords) også en sand fornøjelse at overvære, hver gang han er med i en scene. Desværre er han fanget i en isterning den første sæson, hvilket betyder han ikke har så meget at foretage sig. Dette er også i høj grad gældende Plazas karakter, der er fanget i Davids hoved og ikke får lov til at interagere med andre karakterer før længere henne i serien. Der er meget potentiale at finde her, der desværre ikke helt bliver udlevet i den grad man ville ønske. Og det er bare så synd, for det kunne være endt som en af de bedste super"helte"-serier.

På trods af, at Legion besidder et enormt potentiale i kraft af sin casting og præmis, indeholder den alligevel flere faldgruber, den burde havet formået at undgå. Serien burde have været mere streamlinet i sin fortælling, indeholdt dybere karakterer, der havde karaktertræk og motivationer udover at stoppe verdens ende, eller i det mindste et plot, der ikke var så dødsens forudsigeligt, hver gang den ikke var på et abstrakt syretrip. Mens serien kunne have været nyskabende på alle punkter, ender den desværre som en rutsjebane, hvis skinner primært går opad. Og når der endelig bliver givet los, og der burde begynde at komme fart på, er det simpelthen alt for hurtigt overstået. Legion insisterer nemlig udover at være kunstnerisk og abstrakt samtidig på at indeholde de typiske genremæssige klichéer, som en falden heltekarakter, der får mulighed for at blive frelst, en skurk, der skal sympatiseres og en kærlighedshistorie og biroller, der konstant kæmper for at finde en måde at gøres relevant på.
Det er synd serien ikke havde fået absolut frie tøjler og var endt som et komplet abstrakt medie, hvor man skulle kæmpe for at finde hoved og hale i plottet, og var tvunget til at sidde og analysere hver sætning som prosa eller abstrakte motiver i et maleri. For sådanne scener indeholder serien også nogle enkelte af. Men den insisterer desværre på også at indeholde de kedelige og redegørende scener, der sænker fremdriften. De abstrakte og kunstneriske scener går desværre ikke altid lige godt hånd i hånd med de gennemskuelige superhelteklichéer vi kender fra andre Marvel-film. Og det er ikke for at sige, at der er noget galt med de film - det er bare to genrer, der ikke forbedres ved at blive blandet med hinanden. Det svarer i nogen grad til, hvis Keanu Reeves havde valgt at æde begge piller i Matrix-filmene. Med en fod i begge verdener, havde de film aldrig fundet sig et mindeværdigt plot. Det var kun ved at læne sig ind i det surrealistiske, at vi fik en eksistentiel fortælling omkring menneskers solipsisme og afsløret, at vi alle er robot batterisnacks.

Dette er en annonce:
Legion

Legion kunne være endt som en fuldstændig original og banebrydende serie, hvis den havde holdt sig til det surrealistiske og abstrakte. Havde dette været behageligt at se? Højst sandsynligt ikke, nej. Men i det mindste havde det været noget nyt. Og jeg tror, at det havde ført til, at den havde fået mere omtale, og flere havde set den. Uanset hvad, havde man i hvert fald husket den om et par år i stedet for at være på vej i glemmebogen. Og det er præcis pointen: det er langt mere interessant at se noget originalt, man ikke bryder sig om, frem for noget der er okay, men man har set 100 gange før. Et shot-for-shot Disney remake, eller en 8. film i rækken af Fast and the Furious-franchiset kommer ikke til at sætte nogle nye tanker i gang, udover en frustration over industriens manglende idéer. Selvom det umiddelbart kan lyde selvmodsigende, tror jeg, at jeg havde syntes mere om Legion, hvis den ikke havde forsøgt at være så let at se. Hvis den havde holdt sig til det skøre, kunne serien måske have rykket nogle grænser indenfor mediet. I stedet valgte den at æde en pille for meget og blev et halvhjertet forsøg på at udfordre superhelte-arketypen.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold