Spider-Man: Far from Home

Jeg tror de fleste af os følte, at det var tid til en pause fra Marvels Cinematic Universe (MCU) efter Avengers: Endgame. MCUs tredje fase med Thanos og Infinity Stones var efter lang tid endelig blevet afsluttet på en fantastisk måde, og det virkede til at være et passende tidspunkt at nyde et velfortjent superhelte-pusterum. Men så kom Spider-Man: Far From Home-traileren. Og derefter var det pludselig svært at huske, at man burde have fået nok for nu.

Mens Endgame qua Avengers-film var et ensemble sammensat af alle franchisets superhelte, har dette aldrig været målet for en velfungerende Spider-Man-film. Hans univers, om end med enkelte cameos, er generelt set begrænset til sit eget eventyr. Han har altid været nabolagets venlige Spider-Man. Men som Nick Fury så korrekt siger i både trailer og film: "B**** please, you have been to space". Omstændighederne har altså forandret sig efter Tony Starks død. Også for den yngste Avenger.

Alligevel formår filmen i en post-Iron Man verden, at være utroligt selvindeholdt, på samme måde som Homecoming var. Eftersom det er en film i MCU, er den naturligvis også spækket med referencer (måske er det endda den film med flest referencer på tværs af hele franchiset). men den føles alligevel som sin egen separate film. Fremfor den 23. film i MCU (ja, det er så langt vi er nået siden 2008).

Far From Home (FFF) er udover at være en god selvstændig film overraskende humoristisk. Og det siger alligevel en del, eftersom forventningerne til god humor naturligt er høje efter den første film. Man griner utroligt meget, og selvom filmen er spækket med action, er den fremfor alt en komedie. Særligt de to lærere, som er med på tur (spillet af Silicon Valleys Martin Starr og Curb Your Enthusiasms J.B. Smoove), har nogle fantastiske oneliners, der får Peter Parkers liv til at være ligeså underholdende som Spider-Mans. For det må man for alvor sige, er en af denne superhelts unikke evner: det er sjældent, at man ønsker mere Spider-Man fremfor Peter Parker. Man vil typisk gerne have en god blanding, og dette er bl.a. grundet den sublime instruering fra Jon Watts (som også instruerede Homecoming) og Tom Hollands akavede og charmerende personlighed. Det er en fantastisk sammensætning, der fungerer helt optimalt i denne film, der har mere fokus på Peter Parker frem for Spider-Man.

Lig Homecoming er plottet utroligt streamlinet og der er kun få scener, som ikke rykker plottet markant fremad. Udover at være koncis følger FFF heller ikke den typiske Marvel-formular til punkt og prikke, og tager sig nogle længe tiltrængte afveje f.eks. ift. opbyggelse af skurken. Normalt er antagonisten hurtigt afsløret og umulig at føle sympati for, men selvom det igen er tydeligt fra starten hvem, der er den onde, formår filmen alligevel at bryde skabelonen på den anden vis. En stor del af dette er også Jake Gyllenhaals præstation, hvortil man bare må erkende, at Marvel blandt meget andet er enestående til at caste. FFF adskiller sig igen ved den store slutkamp, der ikke består af noget vi har set 20 gange før. Skurken og helten har ikke præcis de samme kræfter, hvilken er en kliché kendt fra de gamle Marvel-film, som Iron Man og The Incredible Hulk men også fundet i senere titler som Black Panther og i nogen grad Captain Marvel. Faktisk er slutkampen i stedet noget af det mest underholdende rent actionmæssigt, der længe har fundet sted i MCU. I hvert fald i min optik.

Selvom FFF er utroligt let at blive underholdt af, lider den i stor grad af den mætning, vi alle til dels føler, efter Endgame. Det er lidt som at spise en dessert, uanset hvor lækker, der kommer efter en menu, som har varet tre timer. Det er stadig rart, men det er svært at føle ligeså stærkt for. Det er dog en glimrende film, der højst sandsynligt var blevet værdsat mere, hvis den var udkommet på et andet tidspunkt.

Filmen slutter uden at have ændret meget på universet, i hvert fald inden den forventede end credits-scene. På enkelte minutter bliver der skabt utroligt meget ravage i Spider-Mans fremtid, i en scene, der medbringer to ting. 1: den bedste cameo i franchisets historie og 2: at der pludselig føles som værende særdeles lang ventetid inden den tredje film i serien. Jeg selv glæder mig i al fald til en Spider-Man 3, der ikke kan komme for tidligt og forhåbentlig denne gang er foruden en emo-Peter Parker, der danser til jazzmusik.