John Wick: Chapter 3 - Parabellum

Alle film behøver ikke at være ligesom John Wick. Så sandelig er det aparte at sidde i en fyldt Empire-biograf og høre folk grine, imens et samurai-sværd bliver klemt ned igennem øjet på et desperat Yakuza-medlem, at være vidne til et voldsorgie af diabolske dimensioner, der er så tråkrummende realitisk portrætteret at det eneste publikummet kan gøre er at le i afmagt. Alle film skal ikke være som John Wick, men jeg er fandens glad for at John Wick eksisterer.

Godt nok er vi nu i gang med tredje kapitel, og man skulle umiddelbart tro at disse relativt simple fortællinger, dog med et ironisk smil læben og selvindsigt så det drypper, alligevel ville være blevet en kende for genkendelige nu, men på overraskende vis er dette ikke tilfældet. John Wick: Chapter 3 - Parabellum er præcis lige så effektivt konstrueret som fans forventer, og fortsætter kun med at bygge et interessant univers omkring al den hæsblæsende action.

Filmen begynder kun få sekunder efter det andet kapitel slap - Wick har forbrudt sig imod de meget eksplicitte regler, der gælder for snigmordere verden over, og er nu "excommunicado", altså er han nu fair game for samtlige koldblodige mordere i verden, og New York er naturligvis hovedsæde for den slags. Wick må trække på alle de bekendtskaber han har gjort sig i sine år som effektiv lejemorder, og hans desperate søgen efter at få fjernet sin eksilstatus går fra New York til Casablanca, og fra den afrikanske ørken og tilbage igen.

Rent tempomæssigt kører vi i sejtte gear hele vejen igennem, og præcis som med begge de foregående kapitler, og andre kompromisløse action-opusser som Mad Max: Fury Road, så bliver køretøjet sat i gear i løbet af få minutter, og er du ikke klar, så kører bussen uden dig. Ja, det er måske lige lidt mange bilanalogier, I get it, men pointen er at filmen pulserer med adrenalin fra start til slut med kun få øjeblikkes pause imellem de lange og uhyggeligt effektive kampscener. Det er hvad John Wick er, og Parabellum omfavner dette til fulde, og siger nej tak til at introducere mondæne koncepter som kærlighed, motiviationer eller basal plotstruktur. Det vi har brug for at vide er at John Wick ikke vil dø, og at han vil dræbe (mange) for at undgå det.

Så hvad er egentlig forskellen på John Wick og en trist Steven Seagal-actionfilm fra 90'erne så? To ting, og den først er den vigtigste - den førnævnte selvbevidsthed. Dialog og generel overlevering af manuskriptet sker med et glimt i øjet, og man får konstant hints fra lærredet om, at folkene godt ved at det hele er lidt tosset. Det er netop dette bevidsthed niveau der gør at publikummet køber præmissen, og det gør man i Parebellum, ligegyldig hvor mange Wick nådesløst henretter.

Og så er der action-sekvenserne. Åh ja. Keanu Reeves og diverse kampsportseksperter og stuntfolk er blevet benyttet endnu en gang til at skabe en velkoreograferet dans med døden, og selvom dette tredje kapitel ikke byder på nogle helt nye elementer, så er det præcis lige så underholdende at se dette overdådige voldsfestfyrværkeri med Reeves i centrum endnu en gang, og lad mig lige sige det igen - gud hvor er der en detaljegrad her, der er er tydeligt for enhver.

Samtidig med det bygger Parabellum videre på den overraskende spændende mytos der eksisterer i denne lejemorderverden, og det sker via tilføjelsen af flere regler, parametre, ubrydelige love som afholder dette kriminelle univers fra at være ren og skær kaos. Der er The High Table, der er folk der bestemmer over the High Table, der er Markers, der er Adjudicators, der kan Deconsecrate eller Reconsecrate - der er rettergange, straffe og måder hvorpå man kan anke eller omstøde domme. Det hele er der, og selvom det er decideret åndssvagt til tider, så tager man sig selv i at følge interessant med når ny eksposition af universets love fremlægges for seeren.

Det er dog ikke alt fryd og gammen her, og filmen træder i spinaten et par gange. Særligt sker dette i filmens anden akt, og via introduktionen af Halle Berrys karakter Sofia. Hele denne akt foregpr i Casablanca og omkringliggende områder, og fremstår en kende tør sammenlignet med de sekvenser der foregår i New York. Sofias introduktion føles desuden tør og intetsigende, og hvorimod andre sidekarakterer som Winston, The Director og sågar skurken Zero alle har en rolle at spille i den store sammenhæng, så kommer hun for så at forsvinde brat. Det føles bare mere rigtigt for Wick at bevæge sig igennem New Yorks regnvåde gader, og når han så vender tilbage efter den lidt træge anden akt, så jubler man en kende.

Også musikken ender med at være en kende problematisk. Komponist Tyler Bates har forsøgt at ramme et hårdtpumpende action-tempo, ligesom Matrix sjovt nok, via tør techno, der godt nok passer, men ender med at være håbløst intetsigende. Måske ville lidt kontrapunktisk design gøre sig godt her, og så sandelig pardannes en actionscene med klassisk musik, som fungerer en del bedre.

Det betyder dog ikke at John Wick ikke er fantastisk underholdning, og selvom vi lever i en verden fyldt med efterfølgere, så har jeg intet imod at et fjerde kapitel nu er under udvikling. Igen - alle film skal ikke være som John Wick. Heldigt er det så, at ingen film helt føles ligesom en John Wick-film, og det gælder også for Parabellum.