Robin Hood (2019)

Det skulle ikke undre mig. Den danske bueskytte, Lars Andersen, har høstet over 50 millioner visninger med sin famøse YouTube-video, og det tal har sandsynligvis vækket den kreative hjernehalvdel hos filmindustriens pengemænd. Bue og pil er det nye sort (så længe det varer). Lars må være den enkeltstående årsag til at Robin Hood igen er blevet genoplivet. Hans energiske bevægelser og teorier om mobile bueskytter lader sig let adoptere til en dumsmart actionfilm. Lars hyres også på konsulent til filmen for at bruge hans navn i promoveringen. Hypes på YouTube uddør hurtigt. Der skulle smedes hurtigt på sådan et potentiale, så der er samlet en ensemble af typecastede karakterer. Taron Egerton fra Kingsman som Robin Hood og Jamie Foxx som Little John. Hollywoods nye favorit-filmskurk, Ben Mendelsohn, indtager alt for let rollen som Sheriffen af Nottingham.

Tv-serie-instruktøren, Otto Bathurst, valgte en vinkel på Robin Hood som markedet fik fuldstændig galt i halsen. Især skaren af nådesløse filmkritikere himlede med øjnene og tegnede røde streger på papiret. Men, når Robin Hood fødes af en YouTube-trend, er det oplagt ikke at gå den forventelige vej. Det prøvede Bathurst, men ikke uden hudafskrabninger. Det er Robin Hood flået ud af historiens kontinuitet og rationaler. Iscenesat over-the-top med semi-automatisk armbrøst, moderne tøjstil, G.I. Joes med bue og pil, og hestevogne som drifter (jeg overdriver ikke). Det er Robin Hood som filmet tegneserie, og selvom filmen tilkendegiver sit uforpligtende væsen fra første replik, så var det åbenbart ikke nok for tilgivelse.

Kontrasterne er skåret som i et computerspil, med flere noter fra Assassin's Creed. Fra byens magtcentrum beskatter sheriffen folk ind til marven for finansieringen af sit korstog i Jerusalem. På den anden side af broen knokler underklassen i minerne, overdrevet præsenteret som fabriksindustriens mølle smurt af blodet fra arbejderne. Robin starter som den snobbede adelsmand der sendes til krigen i Jerusalem, men kommer tilbage med et humanistisk blik sammen med sin nye følgesvend, John. Som en medieval Batman infiltrerer Robin magteliten med sin dobbeltrolle som snobbet og usympatisk adelsmand, men som den hemmelige Hood stjæler han skattepengene og fordeler det i minerne. Det ligner mere DC-tegneserie end historisk mytologi.

Robin Hood anno 2018 fortjener ikke ​alle​ de rådne tomater som blev kastet. Højst et par stykker for histories manglende ambitioner. Fra første sekvens er det bøjet i neon: En kvindelige klatretyv med dyb kavalergang og push-up BH. Er det ikke tydeligt? Vi er langt fra gode manerer, så slå hjernen fra, nyd klicheerne og et simplificeret overdrev. Hvis man foragter Robin Hood, er det fordi man ønsker sig mere end filmen har tænkt sig at give. Det er selvironisk rabalder. Fast & Furious med bue og pil. Et opdigtet univers med kontraster som kan fattes af femårige. Bueskytte-trenden er nok passé og den hårde landing motiverer ikke til efterfølgere (selvom slutningen lægger op til det), men som middelmådig søndagsfilm rammer Robin Hood ikke helt forbi målskiven.

Ekstramateriale:
Det er sparetider hos Nordisk Film, for der er intet ekstramateriale. Ikke engang om Lars Andersen.