Et sekunds lykke

Zhang Yimou er blandt Kinas mest anerkendte instruktører. Efter sigende skulle han have været på kant med autoriteterne flere gange. At han er rehabiliteret, kan der dog næppe herske tvivl om, nu hvor hans seneste film omhandler finskytter fra Folkets Befrielseshær i kamp mod amerikanske soldater under Korea-krigen. Måske det er, hvad det koster at få lov til at lancere en film sat under Maos kulturrevolution? Uanset hvad, har det været prisen værd, for Et sekunds lykke, der for en uges tid siden fik premiere i de danske biografer, er en sjælden filmperle, som man simpelthen ikke må snyde sig selv for.

Min historiske og geografiske viden kommer straks på en alvorlig prøve, men lidt roden rundt på diverse hjemmesider med hjælp fra Google Translate afslører, at Et sekunds lykke foregår i midt 70'erne i det nordvestlige Kina nær grænsen til Mongoliet. Trods den konkrete historie kulisse kunne starten dog lige så godt være en postapokalyptisk anime eller en asiatisk Mad Max, da vi følger en (viser det sig senere) undsluppen straffefange (Zhang Yi) på hæsblæsende jagt gennem en ufremkommelig ørken efter en forældreløs pige (Liu Haocun). Begge karakterer vil gøre alt for at få fingrene i en filmrulle, men årsagerne hertil kunne næsten ikke være mere forskellige. At gå mere i dybden med deres motivation vil afsløre for meget, men lad mig blot konkludere, at det handler om "materialistiske versus idealistiske årsager" - et gennemgående tema filmen igennem.

Det lyder jo næsten som titlen på kommunistisk pamplet, men på trods af, at filmen foregår midt under kulturrevolutionen, hvor den revolutionære feber næsten hæmningsløst rasede, så er der som sådan ikke tale om en politisk film. Heller ikke selvom det viser sig, at filmrullen indeholder det klassiske krigsdrama Heroiske sønner og døtre, som skal vises i den store biograf- og teatersal i en lille landsby. Her møder vi Mr. Movie den lokale filmfremviser, der nyder stor anseelse i byen. Hans renomme lider dog et knæk, og det trækker decideret op til optøjer, da filmrullen ved et uheld løber fri af sin spole og smudses til i sand og snavs.

Herefter følger vi møjsommeligt arbejdet med at restaurere filmen, der næsten behandles som et helligt objekt. Talrige nærklip af rengøringsarbejdet og afspillerudstyret, da det senere lykkes at få filmen sat op; det kraftige projektørlys med de dansede støvkorn og lyden af spolernes taktfaste omdrejninger - store dele af Et sekunds lykke virker som en nærmest vulgær kærlighedserklæring til filmediet, så fokuseret er filmen på det rå tekniske komponent. Ikke overraskende er filmen selv også lidt af et kinematografisk mesterværk. Selvom her ikke er meget mere end tre lokationer - den lille by, den omkringliggende ørken og den mørke biografsal - så fremstår hver eneste scene utroligt stærkt med klare, næsten skærende billeder, og et dæmpet, men ekstremt virkningsfuldt soundtrack, når det endelig stikker hovedet op gennem ørkensandet.

Mere end at trække på sit overordnede plot - der nok handler om jagten på lykke, men ikke på den klassiske amerikanske vis, vi kender fra Hollywood - lever filmen af sine enkeltmomenter, der skiftevis er sjove, rørende og chokerende - nogle gange det hele på engang, som når den lokale "sikkerhedsafdeling" bogstaveligt talt slår sig løs i biografsalen. En sådan beskrivelse er, indrømmet, enormt overfladisk, så lad mig afslutte med et eksempel, der meget godt illustrer filmens mangefacetterede natur. Da en ældre kone på et tidspunkt bliver en smule overivrig i rengøringen af filmstriben, udbryder Mr. Movie bryskt (frit gengivet efter min hukommelse): "Rør ikke ved filmen, den er det ideal, vi stræber efter, dine beskidte fingre skal ikke tilsmudse vores perfekte kammerater."

Overfladisk kan det måske ses som en klar kritik af Det Kinesiske Kommunistparti, der af uransagelige årsager er sluppet igennem censuren: At det for partiet mere handler om at fremstille et idealistisk arbejderparadis, end rent faktisk at levere et sådan. En sådan læsning, som flere kritikere har valg, vil utvivlsomt være oplagt filmens periode og handling taget i betragtning. Men omvendt kommer kommentaren også fra Mr. Movie, den mest vestligt klædte karakter, ja, som endda går klædt i en vest. Er det måske snarere en kritik af magthavere som sådan? Eller, som en tredje mulighed, skal udsagnet forstås i ramme alvor? Måske er filmen virkelig idealet, vi alle stræber efter, og derfor et næsten helligt medie.

Uanset hvordan man går til den, så er Et sekunds lykke en af årets smukkeste og ikke mindst tankevækkende film, en fortælling rodfæstet i konkrete historiske begivenheder, men samtidig med dyb universel appel. Det ser bestemt ikke ud til, at filmen har fået nogen bred lancering herhjemme, men jeg kan kun anbefale, at du skynder dig ind og ser den, mens tid er. Alternativt så køb den, lej den, find den på nettet eller sjæl filmrullen - Et sekunds lykke er nemlig i virkeligheden 1 time og 43 minutters uforfalsket filmlykke.