Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Everything Everywhere All at Once

Everything Everywhere All at Once

En meta-komedie-drama-film om en asiatisk vaskeri-ejer som kan hoppe til andre tidslinjer. Ikke solgt på ideen? Det bør du være!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Everything Everywhere All at Once tog mig fuldstændig med bukserne nede - meget passende i forhold til filmens indhold forresten! Jeg havde slet ikke hørt om filmen, da jeg fik invitationen til at komme ind i Universal International Pictures private kælderbiograf på Frederiksberg. Hvis fremvisningen foregår i en kælder med plads til 12 mennesker, så må filmen virkelig være en indie-film der vil noget, tænkte jeg. Men boy, oh boy jeg tog fejl!

Filmen er produceret af Russo-brødrene og instrueret af de to Daniel'er, Kwan og Scheinert, som tidligere har instrueret blandt andet Swiss Army Man - så det giver god mening at Everything Everywhere All at Once også er meget sær. Men på en fantastisk fed måde! For som sagt, så tog filmen mig virkelig med bukserne nede, og blæste mig faktisk så meget bagover, at jeg vil vove at påstå, at filmen er den bedste film jeg har set i 2022 og endda nok mest nytænkende film jeg har set i et godt stykke tid.

Everything Everywhere All at Once

Den er skruet sammen helt fantastisk, og selvom den til tider bliver en lille smule forudsigelig i sine valg, så er den totalt uforudsigelig på så mange andre parametre, at det gør ikke så meget hvis nogle af historie-elementerne er set før. Jeg kan simpelthen ikke anbefale filmen nok, på trods af sin relativt langsomme start.

Dette er en annonce:

Filmen følger Michelle Yeoh's karakter Evelyn. En mildest talt røvsyg kinesisk kvinde, som passer lidt for godt på alle de dårlige stereotyper omkring amerikanske kinesiske kvinder. Hun er ejer af et forfaldent vaskeri; hendes engelske er ikke helt skarpt med en tyk og til tider lidt for karikeret og overdrevet kinesisk accent; og så er hun en rigtig striks og ret konservertiv mor. Det er måske en smule tamt, at hun skal passe på nærmest alle stereotyperne omkring en kinesisk kvinde i USA, men der kommer et payoff med det senere. For Evelyn er netop ret sørgelig og sølle, og hun kan ikke finde ud af noget som helst - heldigvis.

Everything Everywhere All at Once

Pludselig bliver hendes liv vendt på hovedet, da hendes mand Waymond bliver "overtaget" af hendes mand Waymond... bare fra en anden tidslinje. Det er her, at filmen virkelig begynder at tage fart og skifter langsomt karakter fra et familie-drama til at være en episk superhelte/multivers action-film. Min frygt var, at det hele ville falde fra hinanden og blive alt for kompliceret, men heldigvis tog jeg grueligt fejl. For filmens multivers plot er helt fænomenalt udført på en måde som få film har gjort det før. Konceptet er stadig rimelig kompliceret, men Everything Everywhere All at Once's udførsel af den komplekse historie holder seeren i hånden og er så pædagogisk, at jeg tror selv min mor ville kunne forstå den.

Så jeg siger bare "held og lykke" til Dr. Strange og hans multivers i næste måned, for jeg er ret overbevidst om at Everything Everywhere All at Once kommer til at give Marvel baghjul når det kommer til en kompleks multivers historie. Rent teknisk er den sublim, og helt utrolig ambitiøs også. Men den klarer det sgu snildt i min optik, og den formåede at få mig til at grine, gispe og græde flere gange - noget som jeg ikke rigtig havde forventet af sådan en film.

Dette er en annonce:
Everything Everywhere All at OnceEverything Everywhere All at Once

Jeg ville ønske, at jeg virkelig kunne nørde ud over hvor fantastisk den er og gå helt i detaljer med alle de fede elementer og overraskelser, men der er simpelthen for meget godt i den og jeg har ikke lyst til at spoile alle de finurlige og "out-of-the-box" elementer i den. Så se den selv! Støt filmen. Det er den virkelig værd! Da jeg kom ud af biografen og tænkte over hvordan jeg skulle anmelde den, så havde jeg oprigtigt svært ved at sætte en finger på noget som helst. Det er også derfor, at det er rene petiteser jeg vil kommentere.

Igen, måske en smule for karikeret i sin tykke kinesiske accent, og det gør, at det ellers gode skuespiller mister lidt kant. Så er den som sagt også rimelig klassisk i sin historiefortælling inden for nogle rammer som er totalt nytænkende og interessante, men jeg kunne godt have ønsket mig, at de måske havde rystet posen lidt i den overordnede narrative del også - nu hvor de har tænkt så langt ude fra boksen ellers. Jeg manglede også en lidt mere fokus på bedstefaren og hans udvikling, som blev en smule underprioriteret imod slutningen.

Everything Everywhere All at Once

Det er ikke de største kritik elementer fra min side af, og måske er der nogle som også vil synes at den bliver en smule for absurd og abstrakt til tider, men ikke mig. Hoveder der popper som konfetti, eller en slåskamp med store dildoer stikkende ud af numsen på skurkene bliver ikke for meget for mig - men jeg kan godt se, at det måske kan tænde nogen af. Jeg synes personligt, at Everything Everywhere All at Once er helt fantastisk og et friskt pust til den typiske Marvel-formular. Den har ufattelig mange meta-lag og er både et rørende drama, en sjov komedie og en episk action-film blandet i ét, og hvordan kan man ikke elske det?! Et stort stort 9-tal herfra og en kæmpe anbefaling til alle derude!

Everything Everywhere All at Once
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk fundet på og udført, en fænomenal multivers-historie, velkoreograferet og et teknisk vidunder, både en rørende, sjov og episk metafilm, jeg har aldrig set noget lignende før.
-
Lidt for karikeret og stereotypisk amerikansk-kinesisk fremstilling, en smule forudsigelig i sin historie, savner lidt mere fokus på bedstefaren og hans udvikling.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold