Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Morbius

Morbius

Marvels antihelt Morbius er endelig i biograferne efter lang ventetid!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Efter at have været udskudt i næsten et år, så er Jared Letos Morbius endelig ude, og tilbyder en lidt alternativ superheltefilm end vi er vant til. Den lægger sig klart mere op af Venom end Spider-Man filmene, men alligevel er den mere mørk og dyster end nogle af de to. Hvor Venom forsøgte at gøre Symbioten til en relativ komisk "outsider", og ikke helt turde stå ved sin egen mørke side, så viger Morbius ikke bort fra sin egen seriøsitet og prøver ikke er underminere sin antihelt med unødvendig komik. Ja, den tager måske sig selv lidt for seriøs til tider, men det ville jeg egentlig også hellere foretrække end unødvendige jokes om at bide hovedet af folk.

Filmen er en origin-historie (igen igen) og denne gang følger man den brillante doktor Michael Morbius (Jared Leto), som er født med en sjælden blodsygdom, der truer med at slutte hans og hans barndomsven Milos liv (spillet af Matt Smith). Morbius har selvfølgelig dedikeret sit liv til at finde en kur til sygdommen, og denne bliver fundet ved at blande vampyrflagermus DNA med menneskets. Bivirkningerne er superkræfter, ekko-lokalisering og evnen til nærmest at teleportere sig... når ja, og så den utrolige trang til menneskeblod!

Morbius

Heldigvis har Morbius udviklet kunstigt blåt blod, og kan bruge dette som substitut til det røde af slagsen. Men på trods af forsøget på at holde sine "fangs" fri for blod, så er det alligevel ikke helt muligt for ham, og nogle gange tager "bæstet" over. Og det er denne interne kamp og dualitet som er den største konflikt for Morbius og det interessante ved hans karakter. Hvis ikke han konsumerer blod så mister han kontrollen over sig selv.

Dette er en annonce:

Det er igen dette som lægger vægt på den mørke antihelt side af karakteren, og det er som sagt et friskt pust, at Morbius ikke 100% er en good guy, og faktisk er overraskende selvbevidst omkring det faktum. Der er scener som er straight up taget ud af en gyser og de kunne i min mening faktisk godt have skruet endnu mere op for dette for at øge uhyggen og spændingen.

For desværre ender Morbius lidt i samme kategori som så mange andre origin-historier: den vil fortælle en stor historie på relativt kort tid; nå at introducere en flok karakterer, som publikum skal få et tilhørsforhold til; og have et episk klimaks på sølle 1 t og 48 min. Det er jo set før, og Morbius gør det ikke nødvendigvis dårligt, men bliver desværre ret forudsigelig en stor del af tiden. Den spiller sine kort sikkert, og får også introduceret karakteren godt til universet, selvom jeg godt kunne have ønsket, at der blev lagt lidt mere vægt på selve det cinematiske univers, som jeg er en sucker for. For ud over små detaljer og easter eggs hist og her, så kunne Morbius sagtens være sin egen afskårne film fra resten af Marvels cinematiske univers. Men jeg er stadig spændt på hvordan de kommer til at flette det hele sammen i fremtiden, da de er en del af samme univers, bare rolig!

MorbiusMorbius

Den er mørk og dyster, og ligesom Venom, så tror jeg desværre også, at den ville have gavnet af at være R-rated, da de få gyserlignende scener faktisk nærmest er højdepunktet. Det er i de dystre scener, at sådan en antihelt som Morbius og filmen kan skinne, og jeg kunne godt have ønsket mig, at den lænede sig en smule mere ind i dette mørke aspekt i stedet for at ende med at gå den klassiske heltefortællings vej. Jeg kan godt forstå at hovedkarakteren selvfølgelig stadig skal være sympatisk, men det kunne da være interessant at opleve en film som dette, hvis de faktisk turde at vende formularen på hovedet eller smide den helt væk for den sags skyld.

Dette er en annonce:

For den er set før, og selvom den ikke er nytænkende på nogen måde, så er det en stadig en underholdende origin-film. Den lider som sagt stadig af de samme problemer som så mange andre origin-film gør, og den når ikke helt at få opbygget sit karaktergalleri godt nok til, at jeg faktisk holder med andre karakterer end Morbius og hans assistent/love interest Martine som sådan. Skurken kunne helt sikkert godt have været portrætteret værre, men bliver også en smule forglemmelig og endimensionel til slut. Filmen lagde ellers godt op til et nuanceret forhold mellem Morbius og skurken, men det lader til, at den ultimativt valgte at bruge sin sparsomme spilletid vægtet på noget andet - igen, en meget klassisk origin-fortællings problematik.

MorbiusMorbius

På trods af den lange ventetid, så var jeg ikke helt blæst bagover, og selvom Morbius til tider havde øjeblikke som nærmest krøb under huden på mig, så var der desværre for få af dem, og resten blev mere en klassisk helte-fortælling. Et anderledes take på fortællingen kunne have været interessant, og jeg er nysgerrig på hvordan fremtiden kommer til at se ud for dette "skurke"-cinematiske univers som efterhånden er ved at blive bygget op. For det er stadig en smule skørt at skulle have sympati med personer, som i bund og grund er "onde" og både dræner mennesker for blod, eller bider hovederne af folk. Så ja, jeg er ikke helt stået af vognen endnu, selvom Morbius lægger lidt for meget vægt på "helte"-delen af antihelt i min smag.

Morbius
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Interessant take med en mørkere tilgang, Morbius er en fed og nuanceret karakter, God CGI i transformationerne, Et godt springbræt til fremtiden i universet
-
Kunne godt have været mørkere for min smag og endda R-rated, lidt for unuanceret skurk, Begår desværre flere klassiske origin-fortællings fejl, Klimakset var ret fladt
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

2
Morbius

Morbius

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Martin Lindgaard Svane

Marvels antihelt Morbius er endelig i biograferne efter lang ventetid!



Indlæser mere indhold