Nightmare Alley (2021)

Nightmare Alley er en medrivende fortælling om den charmerende og mystiske Stanton Carlisle, som ikke kun har sine talegaver i orden, men også er easy on the eye, og hans rejse til storhed. Bradley Cooper fanger essensen af karakteren perfekt, lige fra mystisk bondeknægt til karismatisk svindler, og det er historien omkring hans arrogance og hans ambitioner, og selvfølgelig hans forfald, som holder en fanget fra start til slut.

Det er ikke kun Cooper der har masser af charme, men også selve de karakterer han omgives med, for da Carlisle er på sit laveste støder han ind i et omrejsende cirkus og bliver taget under deres vinger. Cirkusset er fyldt med skæve personligheder, og det er dér at han opdager hvad han i sandhed er god til - at lyve med flair for dramatik. Selvom Carlisles karakter altid holdes på afstand fra publikum og aldrig rigtig viser de (tarot)kort han har på hånden, så er man alligevel tryllebundet af karakterens mystik og karisma.

Det er specielt i første akt, at Nightmare Alley skinner. Her møder vi de interessante bi-karakterer - som eksempelvis Willem Dafoe's grove fostersamlende karakter Clem, som formår både at fremstå sympatisk og utrolig usympatisk på samme tid. Toni Collette gør også et stærkt stykke arbejde som den clairvoyante Zeena. Det hele er selvfølgelig svindel og humbug, og da Carlisle finder sit kald i mentalismens snyderi, begynder filmen at tage fart. Han drager afsted fra det personlighedsfyldte cirkus med den betagende Molly (Rooney Mara) under armen for at narre folk med lidt flere penge i lommen i storbyen.

Det smukke ved den første akt af filmen, er selvfølgelig alle de stærke cirkuskarakterer, men også at det hele er jordnært og lykkeligt. Det er lidt for saligt til at være en del Toro film, og der må jo ske noget på et eller andet tidspunkt. Men i bedste del Toro stil, så strammes båndet langsomt om Carlisles hals og det eskalerer mere og mere imod slutningen før det stikker helt af i klimaks! Cate Blanchett spiller den forførende psykiater Dr. Lillith Ritter, som spiller ingen mindre rolle i at grave den store grav, som Carlisle efterhånden får gravet sig selv ned i imod slutningen.

Hovmod står for fald, og selvom de to senere akter ikke helt når det karismatiske niveau som første akt gjorde, så er det her at filmen så sandelig skærper til, og del Toro viser sin fantastiske evne som instruktør. Den er både skrevet helt fænomenalt, spillet fantastisk og formår stadig at bibeholde del Toros karakteristiske groteskhed - selvom det desværre ikke når Pan's Labyrint til sokkeholderne. Men igen, behøver Nightmare Alley det? Det er en medrivende thriller, og selvom jeg sad med hjertet i halsen, så var det ikke på grund af gys, men på grund af spænding!

Så ja, jeg er begejstret for Nightmare Alley! Den formåede at holde mig tryllebundet fra start til slut, dog med en lidt anden præmis end instruktørens tidligere film. Hvor Pan's Labyrint eller Shape of Water indeholdt et fantastisk, mystisk og overnaturligt element, så er Nightmare Alley menneskelig. Lidt for menneskelig desværre i min optik. Del Toro skinner for mig i de fortællinger, som blander den menneskelige fortælling med den overnaturlige som eksempelvis i Shape of Water, og udvisker grænserne for hvad der er etisk rigtigt, og dét er en god fortælling for mig!

Nightmare Alley er lidt for jordbunden - på trods af en episk eskalering - så mangler jeg lidt det overnaturlige og fantastiske element i filmen, og resultatet bliver at Nightmare Alley "bare" er en virkelig god thriller om en karismatisk sølvtunget svindler. Selvom filmen stadig er grotesk og visuel på del Toros tåkrummende måde, så mangler den altså hans anden overnaturlige varemærke, og det påvirker Nightmare Alleys overordnede udtryk. Den første akt fremstår altså stærkest med cirkussets skæve eksistenser, men det er synd at det ikke fortsætter resten af værket. Den er som sagt skrevet og udført virkelig sublimt, men mangler den fantastiske og overnaturlige kant, som gør Nightmare Alley til en sand efterkommer af Pan's Labyrint og Shape of Water. En medrivende thriller, som havde potentialet til at blive meget mere.