Ghostbusters Afterlife

Det er let at stille sig kynisk overfor den her selvforherligende nostalgitendens Hollywood har bevæget sig ud på de seneste par år. Intet får lov at dø, alt skal vende tilbage, og her snakker vi alt lige fra Jamie Lee Curtis der igen spiller Laurie Strode i Halloween, til at historien i The Matrix pludselig skal fortsætte med det samme cast.

Alt imens sidder blåøjede publikummer verden over og klapper i hænderne, fordi det de engang elskede og lod sig definere af ikke er forbi - det bliver ved, og ved. Ligesom os - vi bliver heller aldrig gamle, for Ghostbusters-serien fortsætter. Nej, vi bliver aldrig gamle... vel?

Ak ja, Ghostbusters-serien fortsætter, og her snakker vi ikke om et pseudo reboot med et nyt hold, men at den egentlige fortælling om de samme fire centrale karakterer fortsætter her mange år efter, dog minus gode gamle Harold Ramis, der desværre forlod os for tidligt, men det er faktisk filmens centrale omdrejningspunkt.

Ghostbusters Afterlife hedder den, og min kyniske intro taget i betragtning, så tænker du nok at dette er endnu et ideforladt greb i lommen på et godtroende publikum, der slet ikke ænser at deres ungdomsminder manipuleres og bruges imod dem. Om hvorvidt Afterlife faktisk er det, ja, det er svært for mig at sige. Men én ting synes jeg er værd at sige:

Jeg elsker den her film. Om hvorvidt den udnytter nostalgi som krykke er på sin vis irrelevant, for den mindede mig ikke bare om at jeg elsker det her univers - den er, helt på egen hånd, en rørende og velsammensat spillefilm.

Ja, det var så det, ikke? På en måde er det vel, men lad os for sjovs skyld gå lidt mere i detaljen. Ghostbusters Afterlift foregår mange, mange år efter de originale film. Egon Spenglers datter og børnebørn føler sig nødsaget til at droppe livet i byen til fordel for et liv på hans farm efter hans døde, og løbende opdager disse børnebørn, spillet af Mckenna Grace og Finn Wolfhard, at morfar har efterladt dem særligt udstyr til bekæmpelsen af ny trussel.

Mere end det ville være at give lidt af overraskelsens glæde væk, så lad os bare sige at Afterlife danser på line mellem en slags genstart af serien, og et nostalgisk kig igennem rodenrøde briller på hvad der engang blev betragtet som værende en søjle i populærkulturen. Begge ting balanceres dog med ynde, og vigtigst af alt med kærlighed. Det lyder sappy, og så må det være sådan, men Afterlife er en film der emmer af kærlighed, ja den nærmest drypper af ærefrygt for det som Ghostbusters har betydet for så mange. Det er et kærligt farvel, og et pænt goddag til fremtiden på en måde som ikke føles manipulerende, men ægte. Selvom det sikkert ikke er det.

Selvom at verdensfreden igen står på spil, så er Afterlife også en meget "lille" historie. Det hele udspiller sig i Summerville, Oklohoma, og forlader aldrig den lille minelandsby til fordel for skyskrabere og urbane omgivelser. Hele filmens cast består også er relativt få ansigter, altså de to førnævnte børn, Spenglers datter spillet af Carrie Coon, den lokale fysiklærer spillet af Paul Rudd og så to ekstra ungdommer som også har en perifer interesse i spøgelsesjagt. Alle leverer ret mesterlige præstationer, der igen træder varsomt mellem komik og hjertefølt pathos.

Det lykkes altid, og til tider tenderer filmen til mere "bathos" end "pathos", og underminerer sin egen præmis med forceret sjov og spas. Dog har Ghostbusters altid haft et niveau af selvunderminerende humor, og det er om ikke andet passende at se samme identitet gå igen.

Samlet set dog, så er det tydeligt at Ivan Reitman, som i øvrigt er Harold Ramis' søn, elskede sin far, eftersom filmen er dedikeret til ham og hans karakter, Egon Spengler, og Ghostbusters-universet generelt også. Det er en respektfuld, sjov, emotionelt ladet og spændende eventyrfilm, der aldrig påstår at være mere end hvad den er, og rækker aldrig længere ud end den kan nå. Jeg elsker den. Perfekt er den så sandelig ikke, men både jeg selv og min kæreste kneb en tåre til sidst, og det plejer at være et godt tegn. Og så må jeg jo bare være naiv.