Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
House of Gucci

House of Gucci

House of Gucci er fyldt med karikerede italienske portrætteringer, masser af smøger og espresso, men desværre intet mindeværdigt substans.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Som flere af jer nok husker, så stod Ridley Scott tidligere på året bag middelalder MeToo-dramaet, The Last Duel baseret på sande hændelser, og står nu også bag en mere moderne biopic, House of Gucci. Selvom kernen af historien i The Last Duel var stærk, så endte filmen med at være noget ufokuseret rod, som aldrig rigtig endte med at vide hvad den selv ville eller hvad dens egentlig historie var.

HQ

Det er lidt det samme problem House of Gucci har. For med en imponerende lang spilletid på 2 t og 30 min, så ender Scotts drama med at være et fladt, overfladisk og ufokuseret spild af tid. Men hey, måske er jeg bare en millennial som har siddet på min telefon hele filmen og egentlig hellere ville se superhelte-film?

House of Gucci

House of Gucci har ellers nogle helt fantastiske oscar-værdige forudsætninger. Eminente skuespillere på rollelisten; en interessant sand historie om mordet på Gucci-familiens overhoved, Maurizio Gucci; samt en erfaren Ridley Scott ved roret. Men hvad er der så gået galt?

Lad os tage udgangspunkt i skuespillerne med Lady Gaga, Adam Driver, Al Pacino og Jared Leto i centrum. De er jo alle fremragende skuespillere, men er der nogle af jer som kan spotte det manglende element i dem alle i en film om en af de største og førende italienske varemærke imperier? Ja ja, til tider er deres accenter helt tilstrækkelige og ikke distraherende, men endnu en gang har Hollywood slået til og castet et væld af stjerner til at spille en italiensk familie hvoraf flere af dem ikke har en dråbe italiensk i blodet.

Dette er en annonce:

Slemmest af dem alle er Jared Leto, som ikke kun lyder som Super Mario, men faktisk også ligner ham i høj grad i sit bodysuit og med sit forvandlede udseende. Det er på grænsen til komisk halvdelen af tiden og det er jo ikke just formålet med dette drama, og bliver så sandelig en distraktion hver gang den karikerede portrættering fra Leto er på skærmen.

Gaga og co. gør egentlig et helt tilstrækkeligt stykke arbejde, men jeg undrer mig meget over, at der ikke bare er blevet castet skuespillere med autistisk italiensk baggrund, som ville have gjort dette problem overflødigt. Hollywood er vel trods alt alsidigt nok til at finde sådan nogle skuespillere, og det får mig til at tro, at det nærmere er de store skuespiller-navne der har trukket i trådene, end selve den autentiske oplevelse. I det mindste taler de ikke amerikansk eller britisk, og det er vel altid noget.

House of GucciHouse of Gucci

Hvis vi ser bort fra de ikke så autentiske skuespillere og ser på kernen af filmen - Gucci-familien - så dukker der endnu et spørgsmål op. Hvordan fylder man 2½ time ud med Gucci-drama? Til at starte med kan man bygge filmen op omkring Patrizia Reggiano/Gucci (Gaga) og hendes modpart Maurizio Gucci (Driver) og hvordan de mødte hinanden og opbyggede deres ægteskab. Det gør filmen faktisk ganske udmærket, og de første 45 minutter, som bliver brugt på at opbygge parrets romantiske forhold, er uden tvivl den stærkeste del af filmen.

Dette er en annonce:

Gagas mere excentriske og udadvendte karakter i modspil til Drivers indadvendte social-akavede karakter skaber et nuanceret og troværdigt forhold i parrets yngre dage, hvor alt handlede om kærlighed, sex og familien. Resten af Gucci-familien bliver desuden introduceret og bygget op dér, og selve filmen opfører sig mere som et romantisk drama, hvor den fattige Patrizia skal passe ind i den rige og indflydelsesrige Gucci-familie, end noget andet. Det fungerer faktisk rigtig godt, men det er desværre derfor, at det er en skam at det hele falder fra hinanden når de ellers flerdimensionelle og sympatiske karakterers opbygning bliver smidt ud af vinduet for at fokusere mere på selve Gucci-brandet og dets udvikling.

Karakterne blive altså bi-roller i deres egne historier, og den personlige kant forsvinder og det hele bliver overfladisk og fladt. Gaga går fra at være en charmerende stærk kvinde som man holder med, til at blive en jaloux endimensionel unuanceret skurk, og ens sympati rykkes hen på Drivers karakter. Det kunne måske fungere som en god dynamik at have denne flydende sympati mellem karaktererne, men når Drivers karakter to sekunder efter bliver et røvhul, og der faktisk ikke meget som holder mig siddende i biografen længere.

House of GucciHouse of GucciHouse of Gucci

Slutningen gør slet ikke karakterne retfærdighed, og selvom jeg tidligere har haft sympati for dem, ender House of Gucci med at skubbe publikum fra sig med det resultat at man faktisk er ret ligeglad med hvordan filmen ender. Jeg ved ikke om det er fordi Scott vil for mange ting med filmen. Han vil både vise Patrizia og Maurizios blomstrende forhold og dets forfald, og Guccis historie i 1970'erne frem til Maurizios mord i 90'erne. Filmen mangler altså et fokus, og især et perspektiv, for hvem er hovedkarakteren og igennem hvis øjne oplever vi hændelserne? Ja, det er for mig stadig uklart, og jeg ved ikke om det er Scotts instruktion eller om der simpelthen bare ikke er gods nok på selve historien til at holde mig investeret i Gucci-familien i 2 timer og 30 minutter.

Den ellers Oscar-lovende film er stjernespækket med uautentiske præstationer, og en uengagerende historie, som altså betyder endnu en middelmådig misser fra Ridley Scott... igen igen.

House of Gucci
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
En fin romantisk fortælling omkring Patrizia og Maurizios forhold, god dynamik mellem Driver og Gaga, Al Pacino er som altid skide god
-
Karikerede performances, overfladisk og middelmådig historie, flad slutning, underligt valg af pop-sange i filmen
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

House of Gucci

House of Gucci

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Martin Lindgaard Svane

House of Gucci er fyldt med karikerede italienske portrætteringer, masser af smøger og espresso, men desværre intet mindeværdigt substans.



Indlæser mere indhold