Venom: Let There Be Carnage

Det er nu tre år siden, at Venom fik sin egen film... Kritikerne hadede den, men biograferne blev stadig fyldt, og det blev hurtigt bekræftet, at en opfølger var undervejs. Nu er tiden så inde til endnu et kapitel, og denne gang duellerer Venom mod sin egen artsfælde; den brutale symbiot Carnage.

I Venom: Let There Be Carnage lever der stadig en alien inde i Eddie Brock, hvilket naturligvis påvirker hans dagligdag på godt og på ondt. Den undersøgende journalist er begyndt at mødes med seriemorderen Cletus Kasady, spillet af Woody Harrelsen, for at finde frem til, hvor Kasadys ofre ligger begravede. Med Venom i hans indre bliver opgaven langt lettere, og Eddie bliver hyldet af pressen for at have løst det mysterium, som politiet aldrig var i nærheden af at opklare. Det ville dog ikke være en rigtig film, hvis helten ikke møder modgang, og straks går alt galt. Eddie mødes med sin tidligere forlovede Anne, og efter en afsløring, der lægger hans verden i ruiner, kommer han endda i nærkontakt med Kasady, hvilket resulterer i, at seriemorderen forvandles til det farlige monster Carnage.

I sammenligning med andre moderne superheltefilm er Venom: Let There Be Carnage nærmest uhørt kort. Det 97 minutter lange actionbrag er den korteste film i sin genre siden Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer, og det skader desværre filmen markant. Jeg er bestemt ingen fan af den originale Venom, men jeg ville dog alligevel have foretrukket, at denne efterfølger havde en længere spilletid. Det hele udspiller sig for hurtigt, og de nye karakter som Cletus Kasidy, dennes kæreste Frances Barrison og betjenten Mulligan er alle ekstremt underudviklede. Deres motiver er ofte uforståelige, og eksempelvis Mulligan kunne lige så godt ikke være inkluderet. Som seer får du heller aldrig rigtigt svaret på, hvorfor Kasady er så rasende på Eddie, hvilket trods alt er selve filmens grundpræmis.

Ligesom dens forgænger er Venom: Let There Be Carnage også fyldt med logiske huller. Carnage kan for eksempel skabe en hvirvelvind ud af ingenting og endda glide gennem millimetertynde revner, uden at dette forklares, og det virker blot som om, at disse evner er tilføjet for at binde det tynde plot sammen. Læg dertil, at ligesom tilfældet var med Venom og Eddie, bliver Carnage og Cletus adskilt fra hinanden, men det virker ikke til at have de samme effekter og bliver først udforsket mod filmens slutning.

Personligt synes jeg, filmen var et stort rod fra start til begyndelse, men jeg tror nu alligevel, den nok skal levere. Særligt den første films humor havde en bred appel, og tonen er præcis den samme i efterfølgeren trods filmens nye retning. Fandt du originalen underholdende, er der derfor gode chancer for, at du vil være i stand til at vende det blinde øje til filmens ret åbenlyse fejl. Var du ligesom mig ikke solgt fra starten, bliver du det næppe heller i denne omgang.

Venom: Let There Be Carnage er i mine øjne en nærmest katastrofal ringe film, der er lige så ringe som originalen. Karaktererne er underudviklede og opfører sig ofte i strid mod al sund fornuft, manuskriptet er fyldt med logiske fejl, og filmen giver ikke nok plads til hverken begivenheder eller karakterernes motiver. Men igen, var du fan af originalen, eller vil du blot se lidt mere til Venom inden han kastes tilbage i Marvels filmunivers, så kan det måske godt være en tur til biografen værd.