The French Dispatch

Til at starte med vil jeg fortælle jer, at The French Dispatch er helt og aldeles fantastisk og æstetisk genial i mine film- og medievidenskabelige øjne. Wes Andersons værker og meget specifikke måde at instruere film på, er noget som de fleste film-fans har et eller andet forhold til. Enten er man fuldstændig grebet af hans imponerende symmetriske billedkomposition og excentriske måde at fortælle quirky historier på, eller også synes man, at han er overvurderet og prætentiøs. Som I nok har gættet hører jeg til den første kategori.

Det er også derfor, at The French Dispatch får en Anderson-fan som mig til at klappe i hænderne. For som sagt, så har Anderson aldrig været mere "Wes Anderson-sk" end i The French Dispatch - en antologi-film opbygget omkring et New York Times-esque fransk tidsskrift. Filmen er fyldt til randen med instruktørens efterhånden veludbyggede repertoire af filmiske teknikker: et bredt ensemble af store filmstjerner (endda flere end nogensinde før), sort-hvid billeder blandede med farvebilleder, 4:3 format, fortæller voice-over, spring i tid og rum, stop-motion, tegneserie-animationer og sidst men ikke mindst masser af symmetriske billeder.

Det er selvfølgelig klart, at hvis du ikke er til Andersons meget stilklare udtryk og fortællemåde, så er The French Dispatch måske ikke lige din kop te. For The French Dispatch er en kulmination af instruktørens arbejde indtil nu, og der er så sandeligt ikke sparet på noget som helst.

Filmen er bygget op af fortællinger omkring den lille magiske franske by Ennui. Den består af tre længere "artikler"/fortællinger, én indledende kort fortælling og en rammefortælling om selve The French Dispatch-tidsskriftet, redaktørens (Bill Murray) død og tidsskriftets sidste udgave. Selvom alle fortællingerne selvfølgelig bærer præg af Andersons fortælleteknik, så er det alligevel tre helt forskellige novellefilm med tre vidt forskellige tematikker. Én handler om en kunstner indlagt på et sindssygehospital, en anden om en ungdomsrevolution og en tredje om en kidnapning af en politikommisærs søn.

Alle er struktureret som små novellefilm, og har ingen anden tilknytning til det overordnede plot udover, at det er artikler som skal publiceres i The French Dispatch-tidsskriftet under passende magasin-sektioner. Karakterer vi møder i den ene artikel har altså ingen relation til resten af historierne og hver enkelt fortælling er afsluttet og afrundet i bedste "antologi"-maner.

Det er også i antologi-strukturen jeg tror, at flere seere vil falde fra. For til forskel fra klassiske fortællinger og tidligere Anderson film, så er der ingen decideret hovedkarakter, og selvom de forskellige novellefilm har et væld af forskellige og interessante karakterer, så forbliver de alligevel relativt overfladiske. Der er simpelthen ikke tid til at opbygge en relation til nogle af karaktererne, hvilket selvfølgelig er en skam, men det er faktisk heller ikke dét som filmen forsøger på.

I min optik er det nemlig Andersons fortælleteknik som er den sande hovedkarakter. I hans tidligere værker har der været en længere narrativ rød tråd, men den er opdelt og forkortet i The French Dispatch. Selvom hver enkelt fortælling er medrivende og interessant, så er det måden historien er fortalt på, som er den sande hovedkarakter. Historierne hopper i tid og rum, og det ene øjeblik er vi midt i et talkshow-interview i farver, for derefter at klippe til en sort-hvid fortælling blandet med stop-motion og animationer. Det hele er et virvar af genrer og forskellige fortælle-strategier, men filmen formår alligevel at holde fokus og være fuldstændig skarp fra start til slut, og jeg kan ikke andet end at være dybt imponeret over for stilrent det hele er.

The French Dispatch er altså en Wes Anderson som er helt på toppen, og det er han ikke ene om. For filmen er fyldt med stjerner, som alle gør et fremragende stykke arbejde for at hæve filmens overordnede niveau. Både gamle Anderson kendinge, men også nye ansigter i flokken. Den stjernespækkede liste er lang og inkluderer blandt andet Andersons mere eller mindre faste ensemble i blandt andet Bill Murray, Owen Wilson, Adrian Brody, Jason Schwartzman, Tilda Swinton, Willem Dafoe og Edward Norton.

Men selvom de gode gamle Anderson-folk er en del af holdet, så er der lagt overraskende lidt fokus på de karakterer og det er de nytilkomne skuespillere som stjæler spotlightet. Der ses navne som Timotheé Chalamat, Léa Seydoux, Frances McDormand, Elizabeth Moss, Jeffrey Wright og fantastiske Benicio Del Toro. Desuden har Christoph Waltz en lille rolle, og jeg er simpelthen alt for ked af at denne fabelagtige skuespiller ikke bliver udnyttet til fulde. Men det måske bare et udtryk for at rollelisten er fyldt med stjerner, som uanset hvor store de er, sagtens kan få tildelt en lille og ubetydelig rolle i Andersons film.

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er ret begejstret for The French Dispatch og Andersons film generelt. Selvom den manglende gennemgående narrative røde tråd og mangel på hovedkarakterer sikkert kan tænde nogle af, så er hver enkelt novellefilm så gennemført og spændende, at det egentlig ikke gør det store for mig. Filmen og fortællingerne oser af charme og magi, og da rulleteksterne til slut kom over skærmen, ønskede jeg ikke andet end at blive i den finurlige lille franske by, Ennui, blot en stund længere for at få fortalt endnu en medrivende historie.