Fik du prøvet... Total War: Warhammer?

Hjælp! Min døgnrytme er blevet myrdet og gerningsstedet er fyldt med fingeraftryk fra Total War. "Jeg tager lige en runde mere", og bang! Så er klokken blev syv om morgenen. Jeg har normalt ikke været så forfalden til serien. Trods deres lænestolshistoriske appel, så skal der mere end persere, romere og Napoleon til at fange min interesse. Men tilsæt dinosuarer, og så er det pludselig en anden snak. Se, der er popkulturelle sammenstød som jeg ikke helt forstår. Sub-Zero vs. Batman. Disney og Final Fantasy. Postmand Per mod Godzilla. Hvordan? Hvorfor!?

Og så er der konceptuelle ægteskaber som virker så oplagte, at når de endelig bliver virkeliggjort, så er det svært ikke at blive forarget med bagudvirkende kraft. Hvorfor var de så længe om at sammenblande Jurassic Park og RollerCoaster Tycoon? Endelig et ordentligt gyserspil med udgangspunkt i Lovecraft! Og, for mit vedkommende, det ultimative eksempel: Total War: Warhammer. Som barn var jeg stærkt betaget af Games Workshops vanvittige, voldelige og elskværdigt latterlige fantasy-univers. Det er jeg sådan set stadig. Alligevel skulle der søsættes en halv snes middelmådige strategititler, før man endelig satte genreeksperterne, Creative Assembly, på sagen.

I første omgang var jeg faktisk noget skeptisk. Undertiden kan man få det indtryk, at licenser til Warhammer, er noget man kan trække i en automat. Det er bestemt ikke alle spil som bærer navnet, der er noget ved. Det var faktisk først ved sidste års udgivelse af efterfølgeren, at jeg sprang med på vognen. Muligheden for at kunne spille som mesoamerikanske øglemænd var ganske enkelt opfyldelsen af en barnedrøm. Og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det. For ikke alene har udviklerne parret et krigerisk fantasy-univers med et krigerisk spilkoncept, de har også formået at gøre Total War tilgængeligt alle med en forbipasserende interesse for strategi og en passion for orker.

Der er noget fantastisk tilfredsstillende ved at se klassiske regimenter og ikoniske karakterer blive bragt til live i et computerspil. Modellerne er smukt realiserede og der er også blevet gjort et hæderligt forsøg på at emulere racernes kultur og særpræg, rent mekanisk. Vampyrgreverne kan rekruttere udøde tropper efter store slag; dværgene kan brygge øl og navigere gennem bjergkæder med lethed; orker kan blive så krigerisk opstemte at nye WAAAGH-horder spontant opstår. Det er en fryd at være vidne til og selv når jeg ikke spiller, så spekulerer jeg stadig i, hvilken hær jeg skal prøve kræfter med næste gang.

Den virkelige genistreg ved Total War: Warhammer er dog ikke hvad der allerede er blevet gjort, men hvad der vil ske i fremtiden. 2'eren er allerede ude og mon ikke 3'eren lander næste år? Men i stedet for at umyndiggøre de enkelte titler, så agter udviklerne at lade dem forstærke hinanden gensidigt. Allerede nu kan man kombinere de to første spil og søsætte en kombineret megakampagne af ugudelige proportioner. Jeg tør dårligt tænke på hvor mange timer det vil tage at erobre både den gamle og den nye verden, sammenlagt. Og med udsigt til at føje Warhammer-verdenens pendant til Asien til i 3'eren, så er det svært - meget svært - ikke at være begejstret.

Og begejstring er måske det eneste jeg rigtig har at bidrage med i denne omgang. Jeg har ikke rigtig noget synderligt klogt eller indsigtsfuldt at sige. Jeg kan kun forsøge at udtrykke den barnlige glæde jeg oplever, når jeg som fæl Chaos-herre får lov til at nedbrænde Altdorf eller når jeg i rollen som ældgammel Slann fører min hær af kæmpeøgler i krig. Det er gode sager, alt sammen. Og vi er først lige begyndt.