System Shock 2 er en regulær klassiker som jævnligt figurerer på diverse lister over de bedste computerspil. 1'eren derimod, er af mere eksklusiv karakter. I mange år lå licensen fastfrosset i kryosøvn hos et eller andet dødssygt forsikringsfirma og heldige ejere af originale udgaver havde et frygteligt besvær med at afvikle spillet på nyere maskiner. Tiderne skifter heldigvis og nu forelægger spillet ikke kun i en let opdateret udgave - der er også en komplet nyskabelse på vej. Eller, det var der, før produktionen blev sat i bero. Årsagen? Usikkerhed og tvivl om hvordan og hvorvidt man bedst skulle indfange originalens kybernetiske sjæl i et moderne spilprojekt.
Hvad er det oprindelige System Shock egentlig for en størrelse? Ud over at være stamfaderen til en bred vifte af spil, så var det også med til at grundlægge en klassisk spilpræmis: dig, alene, fanget på en skummel rumstation. Det er også et spil med flere labyrintagtige korridorer og gange, end man kunne drømme om. Og jeg drømmer jævnligt om netop den slags. Der er så utroligt mange hjørner og kroge og skakte og kældre at udforske. Det er svimlende. Overvældende. Kvalmende. Og det er givetvis også en del af den tilsigtede oplevelse. Citadel er ikke noget bekvemmeligt sted at opholde sig. SHODAN har øjne og ører overalt og de blodplettede servicetunneller vrimler med kybernetisk djævelskab.
Det var først ved udgivelsen af Enhanced Edition at jeg for alvor gav spillet en chance og, under flittig brug af ældgamle tips-og-tricks artikler, fik kæmpet mig igennem det. Det ville være løgn at sige, at det var en entydig fornøjelse, men det er svært ikke at have stor respekt for Warren Spectors svendestykke. Vi har faktisk alle sammen spillet System Shock, men under andre navne. Nogen gange hedder det Prey, andre gange Deus Ex eller Dead Space. Men vi har alle sammen oplevet arven og indflydelsen fra spillet, hvad end det drejer sig om 451-sikkerhedskoder, omkringspredte lydbøger eller brug af VVS-værktøj som nærkampsvåben. SHODANs genfærd spøger overalt.
Og det var sgu sjovt at opleve det hele, som det så ud i 1994. Spillets personlighed står knivskarpt bare få sekunder inde i spillet: SHODAN har, halvt flirtende, halvt truende, inviteret op til dans og musikken, som er det måske mest vellykkede plagiat af Pretty Hate Machine til dato, brager ud af højtalerne. Mutanterne lurer i mørket, plasmariflen sitrer og jernrøret ligger godt i de svedige hænder. Det vrimler med lydbøger, hemmelige døre og vigtige talkombinationer og der er altid mindst tre forskellige retninger at bevæge sig i. Det er ikke nogen nem opgave at navigere gennem endeløse korridorer og SHODANs mange fælder, men det er strabadserne værd.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke om den kommende genskabning. Jeg prøvede den frit tilgængelige demo og jeg er da nysgerrig. Igen, System Shock er en klassiker og både genre og præmis er blandt mine absolutte favoritter. Men jeg kan ikke lade være med at tænke om markedet for klaustrofobiske, systemdrevne rumgysere efterhånden er mættet - også selvom at der er tale om genfødslen af spillet som startede det hele. Og så kunne jeg ærligt talt ønske at man skruede lidt ned for de skingre gyservioliner og op for de hårdtslående industrirytmer. System Shock, om end forgængeren for talrige rumgysere, er lige så cool og badass som det er spooky. SHODAN er ikke bare udspekuleret og skræmmende; hun er også sexet. Det ville udviklerne gøre klogt i at huske på. Vi snakker trods alt om cyberpunk.