Fik du prøvet... Super Smash Bros. Melee?

For nu at besvare mit eget spørgsmål - om jeg gjorde! Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg investerede i det spil som barn. Og jeg vender da stadig tilbage til det, i ny og næ. Oftest må jeg dog konstatere at jeg er blevet forvænt til de nyere spil i serien. Det er først i løbet af de seneste par år, at jeg har indset hvor udbredt spillet var dengang - og hvor populært det stadig er i dag. Som barn var man jo begrænset til kun at dyste med skolekammeraterne, computerintelligensen eller måske en vildfaren forælder. Og måske netop derfor har mange fostret den vrangforestilling at de, netop de, var særligt gode til spillet.

Så heldig var jeg ikke. Illusionen om at være decideret god til Smash blev jævnligt knust af en overlegen klassekammerat. Og et enkelt kig på de nuværende turneringer taler for sig selv. Smash-serien er måske forholdsvis tilgængelig, men den gemmer på et forbløffende højt evneloft. Man kan virkelig være afsindigt god til de spil! I Melees tilfælde, så god at man nærmest spiller et helt andet spil end amatørerne. Her bliver styrepinden revet rundt i umulige retninger, knapperne klikker trætteløst og hænderne indfinder sig i krampagtige klopositioner. Jeg har flere gange følt mig fristet til at genlære spillet, sådan som de professionelle spiller det. Men jeg ved ikke om jeg kan få mig selv til at gøre så meget vold på min barndom.

Men uanset om man kan finde ud af det eller ej, så er der meget at elske ved serien. Den står for mig som et stærkt vidnesbyrd om en rød tråd i Nintendos karakterdesign. Samus, Pikachu, Mario og Link - de passer overraskende godt sammen i et innovativt tænk-og-slå-fjenden-ud-af-boksen kampspil. Kunne du forestille dig et lignende spil, med alle de kutteklædte karakterer fra Assassin's Creed eller soldaterkammeraterne fra Call of Duty? Ellers tak. Nintendo har stil og charme - og deres højtelskede figurer kan sgu danse som ingen andre.

Hvad er der så specielt ved lige præcis Melee? Selv er jeg stor fan af Wii U-udgaven og ser frem til en udgivelse på Switch. Men det er stadig imponerende at et så gammelt spil stadig kan tiltrække så stor opmærksomhed. Melee er et regulært overflødighedshorn af sjove baner, nye karakterer, store udfordringer og små tematisk tilrettelagte opgaver. Det er et spil af den slags som man bruger så mange timer på, at man kommer til at kende alle hjørnerne og de hemmelige kroge. Og tænk, at man er nødt til at mødes i kødet, for at spille det med hinanden! Jeg har flere bekendte som troligt tager spillemaskinen under armen og hopper på toget til Århus eller Odense eller hvor end den næste nationale turnering bliver afholdt. Der er en ånd omkring spillet, en udholdenhed, som er svær ikke at beundre.

Mange controllers er blevet ofret til Melee i tidens løb. Og der er blevet skabt enorme mængder viden. Viden om vektorer, tyngdekraft, indlæsningshukommelse, animationer og en frygtelig masse andet. Resultatet er, at spillet nærmest ikke er til at genkende længere. De farverige karakterer spjætter rundt på ugudelig vis og deres intense, epileptiske bevægelser står i skærende kontrast til den fornøjelige grafik og ørehængende musik som ellers udgør kulisserne for oplevelsen. Det er bizart at se et sukkerfyldt, lettilgængeligt familiespil blive gjort til den gyldne standard for innovative kampspil. Bizart, men så sandelig også imponerende. Bliver der mon stadig lavet spil som kan fastholde et publikum femten år ude i fremtiden? Og hvor er Melee til den tid? Det vil til tiden vise. Indtil da, så lad os snuppe en kamp. Jeg spiller Fox, så kan du være Pichu.