Fik du prøvet... Spelunky?

Hvad er dit yndlingsspil? Mit eget skifter som det danske vejr. Okay, det er faktisk en dårlig sammenligning, for sommeren er i den grad kommet over os. Pointen er, at det varierer, ja? Der er dage hvor jeg føler mig intellektuel og akademisk; dage hvor jeg oplever lyst til en velskrevet historie; dage hvor jeg hungrer efter et opblæst stykke eksplosionskunst. Det er forskelligt hvor pendulet ender, med andre ord. Det er naturligvis alt sammen forskellige grader af vrangforestillinger og indbildske afvigelser. I virkeligheden er jeg aldrig i tvivl. Himmel og jord skal forgå, men aldrig skal min kærlighed til Spelunky forgå.

Apropos jord som ophører med at, øh, være til, så kan man smadre alt i Spelunky. Det er en oplagt indfaldsvinkel til at snakke om spillet. Måske. Banernes udformning er til diskussion, så at sige, hvis man altså har værktøjet til at skabe ødelæggelse. Med friheden følger naturligvis en række særegne udfordringer: gulvet kan give efter i krystalhulerne, platforme kan forsvinde helt og en vildfaren bombe kan sende en olm købmand på et nådesløst hævntogt. Jo, der er ikke mangel på måder som tingene kan gå galt i Spelunky - og netop derfor er det så pokkers tilfredsstillende, når man så alligevel når i mål, på tværs gennem mystiske ruiner og farefulde jungler.

Jeg kan tydeligt huske første gang jeg prøvede Spelunky. Jeg kan også huske den periode hvor jeg spillede det allermest; hvor jeg hev samtlige trofæer hjem, rejste gennem helvede med lukkede øjne og satte ny verdensrekord i hurtigste gennemførsel. Okay, det sidste er en overdrivelse, men kun lidt. Jeg blev sgu god til det, gjorde jeg. Men jeg kan for alt i verden ikke huske det virkeligt interessante tidsrum imellem de to perioder: intervallet mellem "hvad er det her og hov nu døde jeg" og "gider jeg at besøge Golden City?" På et eller andet tidspunkt må et eller andet i mig have slået klik. Ligesom hånden kan afværge en fodbold på kollisionskurs mod ansigtet, uden først at have drøftet det med resten af kroppen - på samme måde må tommelfingeren, den listige djævel, have trykket genstart igen og igen, før jeg forstod hvad der foregik.

Det er en udbredt misforståelse, at vi nødvendigvis må forstå, for at kunne elske. Og der var noget i mig som elskede Spelunky, længe, længe før at jeg egentlig forstod. Tværtimod var kærligheden, interessen, fascinationen nødvendig for overhovedet at udholde spillets grusomme sværhedsgrad længe nok til at have set og oplevet (næsten) alt. Og videre endnu; da jeg nåede det punkt, for så vidt som en fuldendt trofæliste og en udførlig spiljournal kan tælle som 'endemålet', begyndte min ildhu også forsigtigt at falme. I virkeligheden er der jo meget mere at komme efter. Deri ligger netop en stor del af spillets charme: uforudsigeligheden - det lige dele tragiske, komiske, gemene og godhjertede sammenspil mellem mekaniske løsdele.

Hvad end du så katastrofen komme eller ej, så er der noget at lære. Enten burde du have vidst bedre - eller også ved du det nu. Spillets regler ændrer sig ikke, men det gør du. Du bliver bedre, mere årvågen, mere selvsikker og udspekuleret. Det åbner op for nye triumfer, nye sejre, men også nye fejltagelser. Uvidenhed bliver til med tiden til skråsikkerhed. Fejhed bliver til overmod. Ignorance bliver til arrogance. Som med så mange andre ting her i livet, så er den gyldne middelvej svær at holde sig til og i Spelunky svinger pendulet begge veje. Det er et spil som jeg skylder meget. Uden det havde mange andre svære spil virket som uoverkommelige udfordringer. At lære spillet at kende, er i højere grad at lære noget om sig selv: om viljestyrke, mod, frygt, stædighed, nysgerrighed og tilpasningsevne. Livskraft, med andre ord. "The mechanic is the message", siger de kloge. Og man kender ikke tænder på tandhjulene, før man er blevet godt og grundigt mast af dem.