Fik du prøvet... Killzone 2?

Meget kan man sige om Killzone-serien, men nogen værdig modstander til Halo blev den aldrig. Eller hvad? Klemt mellem en rædselsfuld 1'er og en hovedløst tumpet finale, gemmer sig Killzone 2, et af forrige generations måske bedste actionspil. For mig at se, var det første og eneste gang at Guerilla Games formåede at udnytte en ellers spændende præmis: anden verdenskrig i det YDRE RUM. I disse dage bliver spillet måske mest husket for hvad det <em>ikke<em> var, navnlig, det 'spil' som blev fremvist i den nu infame afsløringsvideo. Det er et klassiske eksempel på bedragerisk reklameføring, så på den måde er spillet da gået over i historien.

Men Killzone 2 er nu også værd at huske for sin egen skyld. Tror jeg. Sidst jeg var igennem det, var som optakt til udgivelsen af PlayStation 4. Så nej, det var ikke i går. Men jeg kan alligevel fremkalde minderne om en rå, tung og grumset spiloplevelse. Tung og grumset lyder måske ikke frygtelig behageligt, men jeg mener det nu godt. Det var ganske vist i slutningen af nullerne, at de gråbrune mudderkrigsspil havde nået kritisk masse, men i Killzone 2 virkede det retfærdiggjort. Naturligt, sågar. Helghan, den superindustrielle krigsskueplads for det interstellare drama, er et veritabelt helvedeshul: fattig på natur, men rig på stenbrud, smelterier, skybrud, tordenstorme og svovl.

Det giver derfor kun god mening at farvepaletten var noget dæmpet, skønt billedsiden var smuk på sin egen jordslåede facon. Killzone 2 må dengang have været blandt de flotteste spil på konsollen, hvis ikke i det hele taget. Og det er da kun oplagt at enhver karakter i en sådan verden, hvad end spiller eller fjende, nødvendigvis må være gumpetung, nedtrykt under vægten af både det ene og det andet udstyrsstykke. Begge dele var for resten noget som udviklerne ændrede på i efterfølgeren: skarpere, mere mættede farver blev indført i spillets univers og den gumpetunge styring røg på slankekur.

Nogle gange er det interessant at spille flere titler i samme serie, lige efter hinanden. Langt hen ad vejen minder de om hinanden, ja de kan næsten fremstå identiske for det utrænede øje. Men selvfølgelig bliver der pillet ved en masse ting: ikke bare historie og fjender og grafik, men også de bagvedliggende parametre og faktorer som bidrager til oplevelsen. I min erfaring er de vigtigste ændringer også de sværeste at italesætte. Hvor mange ord har vi egentlig at beskrive styringen i et spil, når det kommer til stykket. Synssansen vil altid være den dominerende og det viser sig også i vores sprogbrug og ordforråd. Derefter lydene. Men følelsen af at være en tung, klodset soldat der vralter ned gennem murbrokker og slotsruiner, parat til at dukke sig for fjendernes krydsild? Det er svært at sætte ord på.

Men nok om det. Killzone! Helghan! Nazister i rummet! For lad os være ærlige, det er jo det de er. Med navne som 'Jorhan Stahl' og tykke britiske accenter, har udviklerne forsøgt at iblande lidt britisk imperialisme og sovjetrædsler, bare for en god ordens skyld. Men historien om et forsmået, hævngerrigt rige med forkærlighed for sort-hvide symboler på røde emblemer er næppe til at tage fejl af. Og fred være med det. De ser sgu seje ud, de kære Helghast, med deres gasmasker og brændende blikke. Det kan man også komme langt med, i fraværet af egentlig personlighed. Jeg vil ønske at serien havde brugt den præmis til noget mere interessant, frem for at afrunde den oprindelige trilogi med en tegneserieskurk og komisk store dræberrobotter.

Omvendt er tiden måske også løbet fra de gråbrune krigsspil, hvor Johnny Dudebro og hans ven Rico Pendejo skal skyde Space Hitler. Det er i hvert fald sådan jeg husker Killzone 2, i grove træk; et spil som jeg følte mig bevæget til at skrive om, men som jeg faktisk ikke husker alverden af. Men det var cool, det er jeg sikker på. Det havde tyngde. Våbnene havde i hvert fald. Måske havde karaktererne også haft det, med et bedre manuskript. Men hey, Guerilla Games har lært meget siden da. Måske er tiden moden til at give serien endnu et forsøg?