Ved årets E3 blev Gears of War 5 annonceret og folk var ellevilde. Fair nok. Jeg forstår nok ikke helt begejstringen, for at være ærlig. Måske fordi jeg aldrig helt blev solgt på 4'eren. Jeg gjorde ellers hvad jeg kunne, da det udkom i fjor. Jeg kæmpede mig sågar igennem de første tre, for at genopfriske mit kendskab til historien, universet, men også spilserien helt generelt. Min konklusion dengang var, at selvom 4'eren er forfærdelig flot at se på og bestemt indeholder et par kærkomne justeringer, så nåede det ikke de andre til sokkeholderne. Jeg ved faktisk ikke helt hvad sokkeholdere er, men jeg tænker at et spil som har kostet mange, mange millioner at producere, burde kunne nå dem.
For nu at starte et sted: jeg kan ikke huske hvad nogen af de nye karakterer hedder. Der var en med en rød strikhue, muligvis. Og en med store muskler. Eller var det dem alle sammen? Udviklerne forsøgte ellers, noget desperat, at gøre de nye tilføjelser til persongalleriet så farverige som muligt. Farverig betyder tilsyneladende noget i retning af 'overdrevent humoristisk'. Dialogen var så gennemsyret af selvironi og kunstige glimt i øjet, at hele manuskriptet grænsede til det parodiske. Sådan skal det åbenbart helst være: alle store popkulturelle produktioner skal gerne være så ensartede som overhovedet muligt. Hvis ikke dine karakterer lyder som noget fra en superheltefilm, så er der noget galt.
Der var ellers øjeblikke hvor Gears of War 4 henledte tankerne, ikke til Hollywoods opblæste adrenalineventyr, men til et generisk afsnit af R.L. Stines Goosebumps eller Are You Afraid of the Dark?: børn opdager bussemænd i kælderen; forældrene tror dem ikke; børnene må selv tage affære. Og det var egentlig ret charmerende, så længe det blev holdt i mere beskedne proportioner. Det var en fortælling som man har hørt utallige gang i film og bøger, men aldrig i spil. Og det var milevidt fra hvad jeg ellers traditionelt har forbundet med Gears-serien.
Spillet kunne selvfølgelig ikke blive hængende i et langsommeligt gysertempo. Ved udgangen af spillet har oplevelsen totalt skiftet karakter. I løbet af de sidste klimatiske fem minutter, tager en af karaktererne livet af sin egen mor, i hvad der givetvis skal være en meget følelsesladet scene - men ikke før efter at have rundbarberet et tårnstort uhyre med klingerne fra en helikopterrotor. Kontrasten er til at blive skeløjet af. Bevares, serien har altid haft en forkærlighed for melodrama, men det har tidligere været nemmere at afskrive, fordi det helt grundlæggende var så kikset. I Gears of War 4 var der en anden inderlighed end tidligere. En inderlighed omgivet af plat humor og motorsavsgeværer.
Måske er det den inderlighed, som folk håber på at opleve mere af. Industrien har udviklet sig, udviklerne er blevet ældre og publikum mere forvænt. Måske er tiden løbet fra de der gravalvorlige, overdrevent muskuløse actionhelte uden troværdige følelser - eller selvindsigt. Tidsånden kalder på noget mere menneskeligt, hvad det så end vil sige. Kratos, Master Chief, Nathan Drake, Marcus Fenix... de bliver alle sammen nødt til at vokse op, før eller siden.
Det var lidt af en tangent. Og det er jo forresten bare min mening, det her. Det vidste du nok godt, men nogen gange kan det være fint nok at påpege alligevel. Om ikke andet så bærer ovenstående skriv vidne om at fortælling, stil, stemning og tone alt sammen er vigtigt. Også i en serie af spil som ofte er blevet ladt hånt om, for sin pubertære blanding af sanseløs vold og akavet melodrama. Og det er måske meget fint, at The Coalition forsøger at ændre ved den opfattelse. Bare en lille smule. Jeg ved ikke om det vil lykkes dem, men indtil for et par måneder siden, havde jeg mødt genopfindelsen af God of War med samme skepsis. Så hvem ved?