Fik du prøvet... Fallout 4?

Spilindustrien er en trætteløs maskine og ingen når det hele. Hver uge tager vi et hurtigt kig på en tidligere udgivelse, med henblik på at dele erfaringer og oplevelser. Her er ingen karakterskalaer eller endegyldige vurderinger. Det handler ikke om at få det sidste ord; det handler om at få det første.

Jeg ventede på Fallout 4 i hvad der føltes som mange år. Vent, det var mange år! Jeg husker rygterne om fotovognene i Boston, den øredøvende stilhed fra Todd Howard og hans kumpaner og selvfølgelig den infame fuphjemmeside, Survivor2299. Først syv år efter Fallout 3 - et halvt årti efter New Vegas - forbarmede Bethesda sig og udgav det næste kapitel i en af mine absolutte yndlingsserier. Hvor længe skal vi mon vente til næste gang? Jeg ser frem til at opleve 5'eren på plejehjemmet.

Jeg var blandt de heldige som fik stukket spillet i hånden før udgivelsen. Bethesda var forholdsvis gavmilde med tidsrummet for anmeldere. Godt det samme, når nu udviklerne er kendt for at lave spil som man, uden egentlig overdrivelse, kan bruge et helt liv på. Det må også have været blandt deres sidste udgivelser, før de ændrede deres anmeldelsespolitik. Og mon ikke spillets talrige tekniske knaster havde noget at sige i den beslutning? Hvad er der at sige om Fallout 4? Min YouTube startside bugner stadig med timelange videoer af lænestolskritikere som river det i stumper og stykker. Alt er næsten blevet sagt om spillet, eller hvad? Alligevel har mange spenderet utallige timer i Bostons sønderbombede gader og stræder. Ifølge Steam har mit eget ophold for længst krydset halvandet hundrede timer. Mine eksamenskarakterer græd salte tårer det efterår.

Jeg kender dog flere som måtte give op efter bare et par timer med spillet. Hovedpersonens stemmeskuespil, fraværet af traditionelle rollespilselementer og en indledende mission som dårligt kunne vente med at kaste rullekanon, superrustning og en bosskamp i ansigtet på spilleren, blev simpelthen for meget for dem. Jeg kan ikke rigtigt fortænke dem. Selv nu, efter så mange timer med spillet, har jeg forbløffende svært ved at pege på konkrete øjeblikke som man bare må og skal opleve. De øjeblikke var i hvert fald oftest selvskabt i en eller anden forstand. Hvad end det var hjemmehæklede våben med sjofle navne, umulige byggeprojekter eller manipulation med spillets kunstige intelligens, så måtte jeg ofte selv stå for underholdningen. Ligesom mange andre, var jeg hurtig til at omdanne forstadsbyen Sanctuary til hovedkvarter. Jeg nænnede ikke at fjerne bilvragene eller de faldefærdige bygninger. Det virkede ligesom forkert, syntes jeg.

I Bethesda's spil er man altid en selvoptaget, nyttemaksimerende tornado som stjæler, dræber eller forarbejder alt, som ikke er boltet fast til gulvet. Nogen ting må gerne forblive uberørt af min klamme spillerhånd. Et sted i spillet kan man møde en flok aggressive zombier som taler norsk. Da min ven mødte dem, vendte han om på stedet. Han kunne sagtens have skudt dem, men det havde ligesom gjort spillets verden fattigere. Bethesda leverede ingredienserne, men det var mit arbejde at blande dem. Er det godt? Er det skidt? Jeg ved det ikke, men Fallout 4 er på mange måder noget helt andet end tidligere spil i serien. Man kan bygge våben, boliger og små dysfunktionelle lokalsamfund. Det er vidt forskelligt hvordan folk har brugt deres tid på spillet og det er måske i sig selv en styrke. På sin vis åbner det op for en anden form for rollespil: et hvor man kan lege skruppelløs Brahmin baron eller selvudnævnt borgmester. Er det mon fremtiden for serien?