Fik du prøvet... Dishonored 2?

Arkane Studios, i min beskedne optik, er blandt de dygtigste udviklere i industrien. Jeg er tosset med dem, simpelthen. Deres ihærdige forsøg på at genoplive og tilbagebringe formularen bag den løse genre af spil som, lidt akavet, er blevet døbt immersive sims, er intet mindre end prisværdigt. Trods kvalitetsudgivelser, fra Arkane og andres side, er det som om at markedet er ved at være mættet. I løbet af de sidste par år har vi haft to Dishonored-titler, Prey, Deus Ex og ikke mindst annonceringen af hele to nye System Shock'er.

Hvis markedet er mættet, så er det måske fordi spillene selv er, ja, mættende. Det er komplekse, detaljerige, systemtunge spiloplevelser som man finder i denne genre. Oftest er kulisserne lige så, hvis ikke vigtigere end den handling som udspiller sig i dem; universet er velbeskrevet, med en rigdom på hemmeligheder i både tid og rum. Dishonored 2's Karnaca er ingen undtagelse. Størrelsen på banerne virker måske ikke overvældende, set i fugleperspektiv eller opgjort i kvadratmeter. Men der er en densitet af indhold at udforske, et virvar af gyder og hjørner og kroge at snige sig igennem, fyldt til randen med skjulte skatte, små fortællinger og tavse vidner om levet liv.

Jeg bliver altid imponeret over det enorme arbejde som Arkane er villige til at ligge i deres verdener. Der er så mange ting at se og overse, så det virker ganske selvfølgeligt at ingen får det hele med i første omgang. Deres findes store, åbne spil hvor verdenen selv fremstår fortyndet eller overfladisk, uden egentlig dybde eller mulighed for meningsfuld interaktion. I Dishonored 2 kan jeg bruge timevis på at bevæge mig gennem et enkelt lejlighedskompleks og samtidig føle at jeg har set og oplevet nok til en hel dag. Det er med største kunstfærdighed at udviklerne udformer hvad der virker som kun en lille del af spillets verden - og dermed får resten til at fremstå så meget større, så meget mere virkelig.

Tanken om ikke at få det hele med i første omgang, knytter sig ikke kun til miljøernes detaljerigdom. Der er altid en stor fleksibilitet til at gribe diverse situationer an fra forskellige vinkler. Bedre endnu, så er der frihed til selv at skabe situationer ved at lade systemerne spille sammen. Her, ligesom med udforskningen af de alsidige omgivelser, må jeg ofte minde mig om at tage tingene med ro. Der er ikke noget i vejen for at brase igennem spillet med svingende sværd og rygende pistoler, men det er ofte gennem list og planlægning at nogen af de mere mindeværdige øjeblikke kan opstå.

Det kan faktisk være svært at lægge bånd på sig selv. Kombinationen af førsteperson og tilgængelige skydevåben gør det nemt at falde "tilbage" i gamle vaner. Det bliver med andre ord oplagt at spille Dishonored 2, ligesom man spiller så mange andre spil. Og selv om det bestemt ikke er en forkert tilgang, så er det netop heller ikke den eneste. Jeg har spillet det fra start til slut, men jeg ved at der er meget mere at komme efter. Her tænker jeg ikke kun på muligheden for at vælge mellem spillerkarakterer: hvad spillet tilbyder er kun den ene halvdel - hvad jeg selv bidrager med, er den anden.

Måske virker det her som nogle lidt fattige refleksioner over spillet. Jeg føler at der er meget mere at sige, men jeg er kun én mand og mine erfaringer rækker kun så langt. Så jeg er oprigtigt nysgerrig: kunne du bedre lide 2'eren end det første? Eller er det Death of the Outsider, den uofficielle 3'er som løber med prisen? Hvem valgte du at spille som, Corvo eller Emily? Jeg valgte Corvo - til min fortrydelse, da det i højere grad virker som Emilys historie. Men så er der jo også noget (mere) at vende tilbage til, hm.