Dansk
Gamereactor
artikler
Dark Souls III

Fik du prøvet... Dark Souls 3?

Mørkt, mørkere, mørkest. Det bedste i serien? En værdig afslutning? For få svampemennesker?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der kommer hele tiden nye spil og ingen når dem alle. Hver uge tager vi i "Fik du prøvet..." fat på en tidligere udgivelse, men henblik på at dele erfaringer og oplevelser. Her er ingen karakterskalaer eller endelige vurderinger. Det handler ikke om at få det sidste ord; det handler om at få det første.

Dark Souls. Kan man tænke sig et mere indflydelsesrigt spil i nyere tid? Jeg skal lede længe, i hvert fald. Den høje sværhedsgrad, den intrikat sammenvævede verden, den obskure fortællestil - man ser indflydelsen overalt. De hyppige sammenligninger med serien er efterhånden også nået et nærmest komisk bristepunkt. Sammenligningerne nåede for alvor kritisk masse ved udgivelsen af Dark Souls 3. Jeg var virkelig spændt på spillet. Serien var i fuld gang, da jeg kastede mig over den, men jeg nåede stadig at opleve alt det bizarre reklamemateriale som blev skabt til det tredje og sidste(?) kapitel. Verden er stadig på undergangens rand. Mere end nogensinde før, faktisk. Livsflammen er næsten brændt ud og asken fra tidligere kongeriger fylder luften. Endnu en eksistentiel zombie modtager kaldet. Den samme kosmiske bevægelse gentager sig atter - for sidste gang.

Det er ikke ligefrem nogen let sag at blive klog på handlingen i spillene, hvis man da overhovedet kan tale om en handling. Alligevel bliver jeg grebet af en umiskendelig nysgerrighed, hver gang jeg sætter fod i en af Miyazakis verdener. I Dark Souls 3 mærker man fra første færd at hele situationen, om muligt, er blevet forværret yderligere siden sidst. Jeg befandt mig gennemgående i nedtrykte sumpområder eller faldefærdige ruiner. Spillets verden er grå, trist og udbrændt. Træt og deprimeret. Blev det for meget af det gode? Af det samme? Måske nok. For mig, virkede Dark Souls 3 mest af alt som et kærlighedsbrev. Dels til serien selv, dels til dens dedikerede tilhængere. Jeg oplevede en blanding af rædsel og forundring da jeg, efter at have kæmpet mig igennem en dybfrossen spøgelsesby fyldt med svære fjender, endelig blev bekræftet i min mistanke og så ordene "ANOR LONDO" tone frem på skærmen. Rædsel, forundring... og måske skuffelse.

Det første spil var et sandt overflødighedshorn af groteske væsener, magiske panoramaer og hjernevridende arkitektur. Ondsindede drager, forvoksede katte, omvandrende svampemennesker - der gemte sig en mindre psykose rundt om hvert et hjørne. Ved Dark Souls 3 havde jeg ligesom en følelse af, at have set det meste før. Hvor det oprindelige spil præsenterede os for en ukendt og bizar verden, så inviterede 3'eren os i stedet til at opleve det hele igen, fra et andet perspektiv i både tid og rum. Alt har ændret sig, men er alligevel som det plejer.

Dette er en annonce:

Den ambivalente følelse nåede sit klimaks - meget passende - ved spillets sidste boss. Soul of Cinder, den rødglødende sammensmeltning af hedengangne heltesjæle, er både et rungende ekko fra det første spil, men også et tragisk spejlbillede af spillerens egne bedrifter - både i og uden for spillet selv. Spillets ånd, den centrale konflikt, bliver nærmest legemliggjort i den ultimative kamp om universets sidste gløder. Det gav mig gåsehud og tårer i øjnene.
Samtidig fyldte det mig også med en forundring over, hvor genkendeligt hele oplevelsen var. Slutningen virkede totalt underspillet i forhold til hvad man forventer. Til hvad jeg forventede, i hvert fald. Trods de makabre omgivelser og drabelige fjender, så er Dark Souls 3 gennemsyret, ikke bare af melankoli, men også af sentimentalitet. Og det kan næsten virke kvalmende, synes jeg. Den ultimative bittersødme, måske. Jeg har endnu til gode at opleve udvidelsespakkerne. Kommer de mon til at ændre mit syn på spillet?

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold