Dansk
Gamereactor
artikler
Batman: Arkham Knight

Fik du prøvet... Batman: Arkham Knight?

Arkham Knigh-tak.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
Batman: Arkham Knight

Kan man få for meget af det gode? Arkham Knight er beviset. Især hvis 'det gode' bliver blandet op med utallige dronekampe, middelmådig bilstyring og en undervældende fortælling. Så kan man godt få for meget. Snildt. Ved udgangen af sidste årti stod Arkham-serien for mig som en af de stærkeste og mest interessante i lang tid. Spoler vi bare fem-seks år frem i tiden, så har piben fået en anden lyd. Nuværende rygter om endnu en fortsættelse virker næsten som en trussel, ikke et løfte. Spilindustrien, med sit trætteløse udgivelsesræs, formår nemt at forvandle noget nyt og sjovt til noget genkendeligt og utilstrækkeligt, alt sammen på forbløffende kort tid. Det er en slags kommerciel lortealkymi.

2015 var ellers et stærkt spilår, med udgivelser som Bloodborne, The Witcher 3, Fallout 4 og The Phantom Pain. I lang tid var jeg faktisk allermest spændt på Arkham Knight, et spil som de fleste sikkert allerede har glemt, var det ikke for denne klumme. Altid til tjeneste. Måske indrømmer jeg dermed en elendig i smag i spil, men hey, forgængerne var hæderlige og hvem vil ikke gerne være Batman - igen? Arkham Origins lunkne modtagelse var nærmest blevet vendt til Rocksteadys fordel. "Nu er det oprindelige hold tilbage på sagen, nu får vi den efterfølger vi har ventet og fortjent!" Eller en indholdsløs fortsættelse, med en skiden PC-port og ringe udvidelsespakker. Der er altid flere måder at se på tingene.

Selvfølgelig er der mere flatterende ting at sige om spillet. Det så (og ser formentligt stadig) skide godt ud. Der var ikke frygtelig meget at lave i Gotham, de fem millioner trofæer ikke medregnet, men byen i sig selv var smukt realiseret og gennemgående stemningsfuld. Stemmeskuespillet ramte også plet, men det er nu også svært at forvente andet, når Kevin Conroy og Mark Hamill er på (hoved)rollelisten. Jeg var fælt skuffet over, at man endnu engang havde fejet hele civilbefolkningen væk under påskud af en karantænesag. Det havde nok gjort det svært at kombinere fritgående fodgængere med dødskørsel i Batmobilen, men jeg savnede mere liv på gader og stræder.

Dette er en annonce:

I stedet blev vi spist af med de samme bredskuldrede fladpander som hidtil har udgjort størstedelen af spillets fjender. Dem, og en helvedes masse droner. Jeg ved godt at Batman er en tilpas fleksibel karakter, hvis evner og rækkevidde kan bøjes forsigtigt efter behov, men nogen militærmand har jeg aldrig set ham som. Ikke desto mindre forvandler han hele Gotham til en krigsplads, idet Batmobilen gør dobbelttjeneste som usårlig kampvogn. Det er uden større konsekvenser for fortællingen, monotont efter de første par kampe og langtfra et værdigt sidestykke til resten af spillet.

Det måske mest skuffende ved spillet, for mig at se, ligger i titlen: Arkham Knight. Forud for udgivelsen blev vi lovet en original skurketilføjelse, med samme navn. At den gode Arkham Knight så viser sig at være The Red Hood, som viser sig at være Jason Todd, som engang var Robin, men så døde han, udover at han ikke var død alligevel... ja, det er mildest talt skuffende. På sin vis blev karakteren et symbol på spillet i sin helhed: løftet om noget nyt, men under overfladen, masken, er det den samme, gamle spiloplevelse som vi allerede kender til øh, ukendelighed.

Der er dog øjeblikke som efter lidt tids graven dukker frem i min hukommelse. Navnlig den sidste konfrontation med skizo-Batmans vrangforestilling af Joker har sat sig fast. Det er tilpas abstrakt og lommepsykologisk til både at være underholdende og interessant. I virkeligheden er det i højere grad her, at den virkelige historie udfolder sig: i Batmans eget indre, i kampen med og mod skyldfølelsen, vreden og frygten. Det er netop Batman som vi kender og elsker ham. Og så er der heller ingen droner.

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold