Dansk
Gamereactor
artikler
Assassin's Creed II

Fik du prøvet... Assassin's Creed 2?

Hvilken dag er din Da Vinci dag?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
Assassin's Creed II

Det er torsdag i dag, er det ikke? Nej? Pokkers. Måske har jeg sovet over mig. Måske er det sommervarmen. Måske er det et en fejl i verdenssimulationen. Apropos simulation, har du spillet Assassin's Creed 2? Det er efterhånden mange år siden at jeg selv spillede det. I det hele taget er det lang tid siden, at jeg sidst gav mig i kast med en af de talrige kutteklædte hævneres eventyr. Man kan sige meget om Ubisoft og deres ubønhørlige ønske om at malke løs på deres serier, men generelt er de gode til at lave 2'ere. Watchdogs, Far Cry, Ghost Recon - og muligvis også Assassin's Creed?

14-årige Magnus var rimelig imponeret over det første spil i serien. Indlæsningstiderne var timelange, missionstyperne ekstremt ensformige og antallet af samlegenstande grænsede til det forbryderiske. Men alligevel var der noget ved middelalderens Damaskus som greb opmærksomheden og satte gang i fantasien. Allerede dengang var der rygter, eller blot konspirationsteorier, om et kapitel i oldtidens Ægypten, men vi skulle åbenbart den halve verdenshistorie igennem, før vi nåede så langt. I stedet gik tidsrejsen i den første efterfølger til renæssancetidens italienske bystater.

Mit kendskab til verdenshistorien er stærkt svingende, men mon ikke de fleste har hørt om Leonardo da Vinci? Selv genkendte jeg Medici-brødrene fra en Jumbobog, så mine kilder må siges at være pålidelige. Den dystre hovedperson fra det første spil, Alta-spalta-et-eller-andet, blev desuden udskiftet med den karismatiske skørtejæger, Ezio Fiat-Fiesta de Spaghett a la Meataballa. Og sikke et eventyr der ventede den unge Ezio! Hemmelige ordener! Stærke fingerspidser! Døde familiemedlemmer! Tempelriddere! Håndledsmonterede springknive! Alt sammen akkompagneret af Jesper Kyds fantastiske lyd(side).

Dette er en annonce:

Jeg husker Assassin's Creed 2 som en næsten entydig forbedring over originalen. Kampsystemet blev skærpet en anelse og den, for sin tid, enorme spilverden blev fyldt med små skatkamre, ligesom de talrige vagtpatruljer pludselig fik lommerne fyldt med guld. Muligheden for at skifte udstyr og opgradere sin karakter var stadig stærkt begrænset, men der er længere mellem lidt og intet, end lidt og meget. Jeg kan ikke påstå at huske ret mange detaljer fra den overordnede fortælling, men jeg genkalder hvordan jeg med lige dele fascination og foragt så til medens den gradvist mere forvrøvlede historie om frimurer, gamle guder og hemmelige rumvæsner udspillede sig.

Med Assassin's Creed 2 kan man også gøre den kyndige observation at det var her Ubisoft for alvor satte gang i den store (samlebånds)spilproduktion. Siden Assassin's Creed 2 har der, mig bekendt, ikke været noget ophold i seriens sendeflade. Altså med undtagelse af 2016 hvor vi ikke fik et spil, men en film. Det var ligesom også her at udgiverne begyndte at etablere deres filosofi om at anvende lignende (nogen vil sige identiske) spilsystemer, på tværs af forskellige tidsperioder og grafisk indpakning. Det kan man begræde eller udskælde, men man må ikke underkende det enorme arbejde som er blevet lagt i at skabe seriens store, flotte og ofte detaljerige verdener. At både Rom, Cairo og Acre alle er blevet udforsket gennem oldtidsparkour og snigmord, det er så en anden ting.

Det hårdeste jeg måske kan få mig selv til at sige om det fænomen, er at jeg kan have svært ved at skelne spillene fra hinanden. De smelter sammen, lige så stille, og det er ikke åbenlyst hvorfor jeg nogensinde skulle have lyst til at spille 2'eren igen, fremfor et af de senere, antageligvis bedre, spil. Men her afslører jeg også min uvidenhed omkring seriens senere udvikling. Der må sidde fans rundt omkring som kan skelne mellem oplevelserne og vurdere de enkelte titlers kvaliteter, komparativ og for sig selv. Så sig mig engang. Fik du prøvet Assassin's Creed 2? Og hvad synes du om det?

Relaterede tekster

Assassin's Creed IIScore

Assassin's Creed II

ANMELDELSE. Skrevet af Michael Bregnbak

Snigmorder i en renæssancetid. Michael Bregnbak har lagt sig ind i Animus-maskinen for at opleve mere af Ubisofts fascinerende historie i fortsættelsen...

Stor Assassin's Creed-quiz

Stor Assassin's Creed-quiz

NYHED. Skrevet af Redaktionen

Det er nu tid til endnu en udfordring i Assassin's Creed The Challenge. Denne gang er det en quiz. Skriv dine svar i kommentarfeltet og når uge 17 er ovre, så trækker vi...

2
Assassin's Creed II - Livestream Replay

Assassin's Creed II - Livestream Replay

NYHED. Skrevet af Lee West

Vi varmer op til Unity, Identity og Rogue ved at kigge på de tidligere Assassin's Creed-spil i Ubisofts populære sandkasseserie. Se med herunder når Nick og Petter...

1
Vi snigmyrder fra 16:00 til 18:00

Vi snigmyrder fra 16:00 til 18:00

NYHED. Skrevet af Lee West

Med hele tre Assassin's Creed-spil på vej (Identity, Rogue og Unity) tager vi en nostalgisk tur gennem de første spil i serien på Gamereactor Live. Vi er nu nået til...



Indlæser mere indhold